Denne kategori indeholder vores rejser

Himalaya til Anatolien – starten på et nyt eventyr

Duften af røgelse omslutter os, men overdøver ikke duften af krydderier, bilos og sveden fra den sværm af mennesker, der slentrende bevæger sig rundt om os. Det er duften af eventyr. Vi er i Kathmandu, Nepals summende og hektiske hovedstad.

Vi står udenfor Tribhuvan lufthavn og bakser kasserne med vores cykler op på taget af en stor hvid taxa. Chaufføren snører cyklerne fast med en tynd sort snor, og vi krydser fingrer for, at de bliver på taget på turen mod hotellet. ”Slowly, slowly” siger Martin, mens vi forgæves rækker ud efter vores sikkerhedsseler. En refleks fra livet i Danmark.

Rejsen fra Danmark til Nepal har været gnidningsfri, og vi sidder på vores hotelværelse i Kathmandu, blot fem måneder efter vi kom hjem fra vores 21 måneder lange cykelrejse gennem Syd-, Central- og Nordamerika. De sidste fem måneder har mildest talt været hektiske. Vi har balanceret den mentale ballast ved at komme hjem fra en 21 måneder lang rejse med arbejde, praktikker og foredrag. Samtidigt har vi forsøgt at se vores familie og venner så meget som overhovedet muligt. Det har været skønt at være hjemme i København, og det er dejligt at blive mindet om, at selvom eventyret trækker, så elsker vi også vores liv i Danmark.

Tilbage i Kathmandu dytter scootere med venlige, men utålmodige nepalesere af os, når vi går rundt i de små gader i bydelen Thamel. De minder os om, at her kører man i venstre side af vejen. Der er ikke noget fortov, og det er en fordel, når vi engang skal ud på cyklerne. Vi ved, at biler og scootere er vant til lidt af hvert på de smalle veje.

Langs gaderne hænger ledninger tungt fra pæl til pæl. Vi spotter en abe, der kommer balancerende på ledningerne, nok i færd med at lede efter et måltid i byen. Den kommer sandsynligvis fra abernes tempel Swayambhunath, der ligger et par kilometer væk. Ved templet bor den sammen med hundredvis af artsfæller, som alle anses for at være hellige.

Byens mange templer er enten gemt i små gyder, eller står frit fremme, og fungerer som små oaser af ro i den ellers kaotiske storby. Ved templerne finder du ofte også en Stupa. En hellig struktur, der oprindeligt stammer fra Indien i det 5. århundrede f.Kr. De blev brugt ved begravelser, og efterfølgende udviklede de sig til hellige steder dedikeret til Buddha.

Den varme fugtige luft får støvet fra gaden til at klæbe sig til huden. Efter en lang dag i byen, dufter vores skjorter af de mange indtryk, som vi er stødt på i løbet af dagen. De dufter som Kathmandu, af eventyr.

Det nye cykel set-up

Vores cykler står på hotelværelset. De glæder sig til at opleve Himalaya bjergene. Vi forbereder os på at skulle afsted igen. Mentalt og praktisk. Der er nogle praktiske ting, der skal ordnes. Vi har for eksempel ikke haft tid til at prøvepakke hjemmefra, og er lettede over, at alt kan finde sin plads i det nye taske setup. Denne gang har vi prioriteret at være lettere, og det betyder at vi har fået nye tasker, og at vi har efterladt ting derhjemme. Nogle af tingene var no-brainers, som f.eks. vores Helinox stole, som vi næsten kun brugte de tre uger vi cyklede i Chile. Andre er mere eksperimenterende, f.eks. har vi taget et to-personers-telt med og må derfor undvære den plads og bekvemmelighed vores tre-personers-telt gav os. Vi har sparet vægt, hvor det var muligt, uden at gå for meget på kompromis med komforten.

Cyklerne er også lettere. Santos Bikes byttede vores gamle cykler til to nye, og de nye cykler har blandt andet en mindre tung gearboks, hvilket betyder at vi på denne rejse har 12 gear i stedet for 18 gear. Dækkene er blevet en del større, klar til eventyr på grus langt ude i bjergene. Martin benytter tiden i Kathmandu til at give cyklerne lidt kærlighed med et olieskift til gearboksen, nye cykelcomputere og cykelspejle.

Planen – fra Nepal til Tyrkiet

Vi skal cykle fra Nepal til Tyrkiet. På denne rejse skruer vi op for de ting vi begge elskede allermest ved vores cykelrejse fra Argentina til Canada. Højere bjerge, flere og mere diverse kulturer, flere forskellige sprog, religioner og møder med oprindelige folk. Martin har før cyklet fra Rotterdam i Holland til Kathmandu i Nepal, og vi cykler gennem nogle af de lande, som ligger hans hjerte nært. Vi ender i Tyrkiet, som vi begge holder af, og hvor Katja har boet i to år. Denne rejse er på mange måder anderledes end den sidste. F.eks. kender vi ikke hele ruten hjemmefra på grund af lukkede grænser og visumregler, og må tage stilling til bureaukratiet, som vi kommer frem.

Vi cykler fra Nepal gennem Indien, Pakistan, Kina, Kirgisistan, Tajikistan og så Usbekistan. Fra Usbekistan er der to muligheder. Enten over det Kaspiske hav og gennem Kaukasus eller ned sydpå gennem Iran og den arabiske halvø. Begge muligheder er en drøm for os, men på grund af lukkede landegrænser ved Aserbajdsjan og vinteren, der lurer, er det mest sandsynligt at vi drejer mod syd fra Usbekistan og cykler ned gennem Turkmenistan, Iran og videre den vej. Vi regner med at det kommer til at tage os et år at cykle fra Nepal til Tyrkiet.

I morgen cykler vi afsted efter godt en uge i Kathmandu. Vi er meget spændte på hvad året kommer til at bringe af oplevelser.

Canada – bjørne, bjerge, skovbrand og rejsens ende…

Et par store brune øjne kigger nysgerrigt på os fra grøftekanten. 10 meter væk sidder en stor sortbjørn. Katja får fremstammet ”bjørn” og vi stopper. Indtil da, har vi kun set én bjørn, men vi har hørt meget om dem. Bjørnen, og vi, er forbavsede over det uplanlagte møde, og efter et par lange sekunders observation bevæger bjørnen sig ind i buskadset. Vi cykler videre.

I det nordlige USA og Canada er vi opmærksomme på de plyssede dyr, for selvom de ligner store bamser, kan de være farlige bekendtskaber. Vi er på besøg i bjørneland, og vi må opføre os som de gæster vi er. Det betyder at vi tager en række forbehold, så vi kan leve sammen med bjørnene i vores telt i naturen.

Regler i bjørneland

I bjørneland laver eller opbevarer vi aldrig mad i teltet, også selvom det betyder at vi om morgenen sidder udenfor og spiser vores havregryn i regnen. Vi hænger hver aften vores mad op i et træ. Det samme gælder alt, der dufter, fx solcreme, læbepomade og sæbe.

Vi gør ekstra ud af at ringe med ringeklokken eller snakker højlydt, når vi cykler rundt om hjørner eller i områder, hvor vi forestiller os, at bjørnene færdes. Vi holder øje med tegn på bjørn, det kan være bjørnelort eller træer, hvor de har skrabet barken af på jagt efter insekter.

Til nødsituationer har vi en bjørnespray – en stor peberspray. Den kan vi bruge, hvis bjørnen kommer så tæt på os at vores liv er i fare. Det er et usandsynligt scenarie, men vi har hørt skrækhistorier. F.eks. cykler vi gennem en nationalpark i Kananaskis i Canada, hvor et kærestepar og deres hund mister livet til et bjørneangreb blot to dage efter vi har været der på cykel.

Fedtdepoter og hi

Efteråret er på vej og derfor skal vi være ekstra på vagt. Bjørnene er ved at fede sig op til at gå i vinterhi, hvor de ligger i dvale i seks måneder. I op til 20 timer om dagen leder de efter mad, og i denne periode spiser de op mod 20.000 kalorier om dagen. Vi ved ikke hvor mange kalorier, der er i et par magre cyklister, men nok flere end i de bær, bjørnene ellers ynder at spise.

Det er vigtigt at huske, at bjørnene ikke vil os noget ondt. Ligesom andre vilde dyr, er bjørnene ikke interesserede i mennesker, medmindre vi forskrækker dem eller de ikke føler at de har fået fyldt fedtdepoterne helt op til vinteren. Derfor er vi ikke nervøse for at cykle i Nordamerika og Canada. Så længe vi tager vores forbehold, så er risikoen for at der sker en ulykke meget lav.

Bjørnemåltid

I Montana, har vi selskab af Kendra. En 65-årig kvinde fra Colorado, som cykler gennem USA fra syd til nord. Hun er nervøs for at cykle i bjørneland alene, og vil gerne følges. ”Skal I cykle der? Er I tossede?” spørger en ældre mand. Han ejer en butik med souvenirers tæt på Glacier Nationalpark. Vi har besluttet os for at cykle gennem parken på en sti, der er lukket for biler, og manden advarer os om, at der ofte spottes Grizzly bjørne netop i det område.

Vi oplever ofte frygt hos amerikanerne. Det forstår vi godt. Du kan ikke købe en pose slik uden at blive oplyst om risikoen for at blive kvalt. Også i forhold til bjørnesikkerhed, er amerikanerne på mærkerne. Det mærker vi blandt andet i Yellowstone Nationalpark, hvor en parkbetjent spørger os, hvor vi har vores bjørnespray. Den ligger i teltet, svarer vi, hvorefter han spørger, hvad vi tror han kalder cyklister som os. Tørt efterfulgt af svaret ”meals on wheels”. En anden gang, har vi mødt en familie ude i bjergene i Montana. Far og mor havde en pistol spændt på maven, og spurgte os om ikke vi var bange for at møde bjørnene uden et våben. Vi tænkte, at vi var mere bange for mennesker med pistoler, end for bjørne.

I Glacier Nationalpark ser vi desværre ikke nogen grizzly bjørne, men vi ser mange bjørnelorte. Også lorte, der stadig oser af varme. Dette er tydeligvis bjørneland, måske mere end noget andet sted vi har været.

Bageri og dårlig nattesøvn

Vi cykler ud af nationalparken til den mindre by, Polebridge, der er kendt for bageriet The Polebridge Mercantile. Bageriet har serveret bagværk i over 100 år. Og er i dag et yndet turistmål for de turister, der alligevel besøger Glacier National Park. Der er en regel i bageriet om, at man får en gratis bolle, hvis man har vandret eller cyklet dertil. Vi er lidt selvtilfredse, da bagerdamen spørger, hvor vi har cyklet fra, og vi svarer ”Argentina”.

Det har regnet det meste af dagen, og Kendra beslutter sig for at booke en hytte til os i Polebridge. Vi hygger os ved brændeovnen, men da vi skal sove, er det varmt. Vi er vant til at sove udenfor i få grader. Derudover knirker køjesengen som en gal. Kendra tager sovemedicin, Xanax. Medicinen gør, at hun snorker. Det, kombineret med varmen og den knirkende seng, er for meget for Martin. Han står ud af sengen og finder sit liggeunderlag frem. Han er har besluttet sig for at han vil sove ude på havebordet. Katja synes det er verdens dårligste idé nu vi er midt i et område, hvor der er mange bjørne, ,men Martin er ikke til at rokke. Han lægger sig ud på havebordet med sin sovepose. En lækker bjørneburrito.

Det betyder at Katjas nattesøvn er uden for rækkevidde, indtil hun lægger en mental plan for, hvordan hun kan redde Martin hvis bjørnen kommer, og til sidst falder hun modvilligt i søvn.

Icefields Parkway

Vi har cyklet til Canadas grænse og rejsens mål ligger blot 500 km væk. Men da vi har en måned tilbage, før vi skal med flyet hjem fra Vancouver, beslutter vi os for at cykle op gennem nationalparkerne Banff og Jasper, som efter sigende er bjergtagende.

Nationalparkerne skuffer ikke, og særligt den 300km lange tur på Icefields Parkway er utrolig smuk med bjerge og gletsjere i baggrunden. Efteråret er kommet, og det betyder et fald i temperaturen. Træerne skifter farve til gul, orange og røde nuancer. Campingpladserne i de to nationalparker er ved at lukke for sæsonen, og flere gange må vi snige os ind og sove på de lukkede campingpladser.

I lang tid, havde vi været i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne komme til Vancouver, fordi det nordlige USA og Canada i år har været ramt af de værste skovbrande nogensinde. Vi cyklede forbi mange områder, hvor branden stadig ulmede og hundredvis af kilometer af skov var brændt af. Heldigvis for os, var vi så sent på sæsonen, at skovbrandene de fleste steder var under kontrol. Regnen hjalp. Vi cyklede kun få dage i røg og nåede hele vejen til Vancouver.

I mål

Vi står på Lion Gate Bridge i Vancouver, og har tårer i øjnene. Vi har nået det mål, som vi satte os selv i vores lejlighed på Amager over 2.5 år tidligere. Det er surrealistisk. Vi kniber os selv i armen de næste fem dage, mens vi pakker cyklerne og vores udstyr ned, og gør klar til flyveturen tilbage til Europa. Sikke et eventyr.

USA – Nationalparker, venlighed og et helt særligt sted i Montana

20.000 kilometer står der på kilometertælleren, da vi en eftermiddag cykler mod Teton Nationalparks utroligt smukke grå og savtakkede bjerge. Vi fryder os over timingen, mens vi fejrer den store milepæl.

I det nordlige New Mexico når vi – endelig – bjergkæden Rocky Mountains. Efter mange måneder i ørkenen har vi savnet bjergene samt de smukke udsigter og det kølige klima, der følger med. Udover bjerge er det, vi elsker allermest på vores rejse, møder med lokale, og her mere end leverer staterne Colorado, Montana og Wyoming med gæstfrihed og skæve små landsbysamfund.

Worth the drive Bakery

”Worth the drive bakery”, ligger tæt på Norfolk, Colorado. Som cyklister har vi brug for flere kalorier end de fleste, og bageriet lokker os med gratis donuts. Selvom vi allerede har cyklet 70 kilometer den dag, tager vi udfordringen op og cykler 30 km mere for at nå bageriets åbningstid. Ikke meget motiverer Katja mere end udsigten til kage, og Martin følger glad efter. Vi bliver nødt til at undersøge, om bageriet lever op til sit navn. Vi cykler afsted på den lange lige landevej, og ankommer 5 minutter i lukketid. Vi fylder os med bananbrød, friturestegte tærter og gratis donuts. Det viser sig, at bageriet ligger i området med den højeste koncentration af Amish befolkning i Colorado. Bageriet er eget af Amish samfundet, som taler en sydtysk dialekt kaldet Pennsylvania Dutch og går i traditionelt tøj, bærer kjoler og hatte. Den dybt kristne Amish befolkning giver afkald på ”moderne teknologi”, som f.eks. biler, telefoner og elektricitet fra elnettet. Da vi cykler videre ud ad vejen for at finde et sted at sætte teltet for natten, består den modkørende trafik primært af sorte hestevogne. Med lys. For det er ved at være mørkt.

I bad med Lincoln Memorial

Byen Marble ser ikke ud af meget, selvom ankomsten fra det berømte skimekka Crested Butte over bjergpasset Scofield er en storslået affære. Vi cykler ikke meget den dag, men trækker i stedet cyklerne ned ad bjergpasset, gennem ”Djævelens Punchbowl”, som er en bjergskråning fyldt med kæmpestore sten. Umulige at cykle på. Vi er ikke de eneste, der har begivet os ud på den strabadserende tur, og vi ryster lidt på hovedet ad de amerikanere, der mener at det er en god idé at lufte deres store firhjulstrækkere på de små skrå bjergveje. Vi får fortalt, at turister hvert år mister livet på de stejle bjergskråninger, fordi de kører firhjulstrækkeren udover skrænten og ender i den store kraftigt brusende flod.

Marble har du med stor garanti aldrig hørt om, men det er en vigtig by på grund af den marmormine, der ligger mindre end tre kilometer fra byen. Indbyggerne er stolte af deres hvide glinsende marmor, som ligger i store klodser overalt i byen. Byen huser en årlig marmor-festival, hvor kunstnere fra USA og resten af verden valfarter til, for at lære at udarbejde skulpturer i marmor. Vi er heldige, at festivalen er i gang da vi ankommer.

Arrangørerne af festivalen giver os lov til at låne deres udendørs bad, som – selvfølgelig – er lavet af marmor, og ikke hvilken som helst marmor. Badet er bygget af de marmorklodser, der var til overs efter byggeriet af søjlerne fra Lincoln Memorial, der står i Washington DC. Udover Lincoln Memorial er de fleste gravsten i USA, der står på gravpladser til minde om mistede soldater, lavet af marmor fra Marble. Byen er stadig forholdsvis ukendt, men flere er begyndt at få øjnene op for den charmerende landsby, til både glæde og rædsel for byens indbyggere. Vi møder to af dem i deres community hub, hvor vi får os en varm kakao og en snak om, hvordan turismen forandrer den lille landsby. Det gode er, at turismen bringer penge og muligheder til byen, det dårlige er, at ejendomspriserne stiger og det betyder at de mennesker, der allerede bor i byen og skal servicere turisterne, ikke har råd til at leve. Det er en fortælling vi hører gang på gang i USA’s turistbyer.

Så vi lover de lokale at holde Marble en hemmelighed, og nu deler vi så den hemmelighed med jer. Marble er nemlig et besøg værd, hvis du kommer til Colorado. Og psst, er du i området, så tag til landsbyen Redstone og få hjemmebagt kage hos dineren – vi lover dig, det er godt. Vi bliver mødt af en meget sød kvinde, der er vild med vores bedrift, og giver både is, kage og en masse kudos. Vi er ikke kun høje på sukker, men også på god energi fra de venlige mennesker, da vi cykler derfra.

Yellowstone National Park

Det er ikke sjovt at være cyklist i en Nationalpark, hvor infrastrukturen er skabt til bilister, men vi nyder alligevel de tre dage vi bruger i verdens første Nationalpark Yellowstone National Park. Parken er kendt for vulkanske aktiviteter og sit diverse dyreliv. Et af parkens største trækplastre er gejseren Old Faithfull, der har fået sit navn, fordi den trofast går i udbrud omkring hver 20 minut, plus minus 10 minutter.

Hvad der til gengæld er cykelvenligt, er konceptet ”hike-bicycle” campering. Flere campingpladser har reserveret et område til os, der kommer gående eller cyklende. Uden reservation kan vi dukke op samme dag og få en campingplads. Det er næsten umuligt i bil, særligt om sommeren, hvor parken har ikke mindre end 4 millioner besøgende. For os, er højdepunktet, da vi spotter en bisonokse, som ligger og slikker sol. Ellers ser vi desværre ikke meget dyreliv, og det er ikke unormalt som turist i Yellowstone Nationalpark.

Lama Ranch – Montanas højdepunkt

Der findes gode mennesker overalt i verden, men i Montana, finder du to af de allerbedste. Det er 69-årige John Keller og 65-årige Barbara Nye. De bor på Lama Ranch, og har gjort det til deres mission at glæde cyklister. De har bygget fem hytter og opsat en tipi på deres grund, der alene tjener formålet at huse cyklister. Hvert år har de 600 + overnatninger. I hytterne finder du drikkevand, mad, pandekagemiks, vin og M&Ms, og derudover har du adgang til det magiske køleskab på deres terrasse fyldt til randen med øl, sodavand og sandwich. Det eneste de beder om retur, er at du gør dit bedste for at gøre verden til et bedre sted. Pay it forward.

Efter vores anden nat på gården, spørger John spøgende, om vi går efter rekorden i flest overnatninger. Den er fem nætter. Egentlig er den rigtige rekord syv år, for John kom selv hertil som cyklist for syv år siden, han forelskede sig i Barbara og blev. Nu driver de gården sammen. Barbara købte gården i 1989, og i 1998 startede den amerikanske cyklistforening (ACA) den nu verdensberømte cykelrute ”the great divide mountainbike route”, som løber fra Jasper i Canada og hele vejen gennem USA til den mexicanske grænse i New Mexico. Ruten kører forbi Lama Ranch og Barbara begyndte i slut 90erne at få besøg af cyklister, der spurgte om vand, eller om de kunne sove i teltet på hendes grund. Derfra udviklede konceptet sig langsomt. I dag er Lama Ranch et kendt sted blandt cyklister, der begiver sig ud på den 4000km lange rute.

Lama Ranch ligger mellem grønne bølgende bakker, store grønne grantræer og emmer af idyl. Det bliver ikke svært at slå rekorden. Vi ender med at blive i syv nætter, og bliver inviteret på afskedsmiddag i Barbara og Johns hus. Vi aftaler, at vi skal ses igen en dag. Vi møder mange mennesker på vores rejse, men få sætter så dybe aftryk som Barbara og John.

Mexico og det sydlige USA – Hedebølge og gæstfrihed

Mexico og det sydlige USA – Hedebølge og gæstfrihed

56 grader står der på termometret. Luften er varm, og brisen, der normalt er en kærkommen ven på varme dage, blæser os i hovedet med samme temperatur som en hårtørrer. Vi brænder os på de sorte cykelstyr, og sukker til hinanden. Øjeblikket forinden sad vi i MacDonalds´ aircondition og spiste en burger selvom vi ikke var sultne. Vi kan ikke cykle i den varme.

Der er hedebølge i Mexico, og hele landet er ramt. Hver dag fortæller mexicanerne os, hvor uvant det er, at vejret er SÅ varmt. Folk dør af hedeslag.

På vores rejse, cykler vi gennem alt slags vejr, regn, blæst, kulde, men intet er så opslidende som den ekstreme varme. Den gør os lade og småirriterede – både på hinanden og på omgivelserne. Vi prøver at holde humøret højt. Som vi kommer længere op i Mexico, bliver alting dyrere og det er svært at finde et budgetvenligt værelse med aircondition på et hotel. Teltet minder mere om en svedhytte end et sted at hvile.

Vores hår er stift af salt fra sveden som hagler af os, men som tørrer på to sekunder i den tørre ørkenluft. Vi drikker mindst 5 liter væske hver dag, og det er ikke nok. Vi drømmer om kølige nætter, men vi ved, at de først kommer igen, når vi rammer Rocky Mountains i USA, og det er der flere måneder til. Først skal vi gennem Texas og New Mexico, og der er også varmt.

Det vilde vesten

Cykling i ørkenen er, udover den ekstreme varme, en fryd. Vi cykler lange stræk hver dag i det øde ørkenland, og spotter vildsvin, slanger og andet dyreliv. Vi cykler gennem byer, der minder os om det vilde vesten, som vi ser det portrætteret i Hollywoods Western film. Hele strækningen følger vi togskinnerne og har selskab af lange godstoge, der suser forbi. Det forstærker følelsen af ”wild, wild, west”.

Vi kan se flere kilometer hen over det flade landskab, og vejen snor sig i en lige linje så langt øjet rækker. Der er noget charmerende ved det uvenlige landskab og vi nyder møderne med cowboys. Dem har vi ikke set siden vi forlod Patagonien i Argentina. De går i skjorter, bærer cowboyhatte og har støvler på, der ville gøre selv John Wayne jaloux.

Måske fordi temperaturen er ulidelig, hjælper alle gerne os skøre cyklister, der burde vide bedre og blive indenfor, men som trodser hedebølgen og lystigt cykler gennem et af Mexicos i forvejen tørreste områder. José Maria kommer os til undsætning og giver os en liter Corona, en mexicansk øl. Den er kold, og skal helst drikkes, før den bliver varm, så han vil ikke høre tale om at vi venter med at indtage den til vi slår lejr. Vi sidder derfor troligt i en park i den lille landsby og drikker vores Corona, før vi cykler videre.

Uheldet rammer


Blodet strømmer ud af skinnebenet. Pis. Heldigvis er vi kun cyklet 15 kilometer ud af byen Saltillo, og selvom vi overvejer at cykle videre, lader vi fornuften råde og cykler tilbage til byen. Vi cykler med metalpigge på pedalerne, så vores sko kan få ordentligt fat, men Katja’s sko glider på den ene pedal, og det får den anden til at spinde hårdt ind i hendes skinneben. Det resulterer i et dybt sår, som bør syes. Vi har strips, som skal få såret til at lukke sammen, og håber på at det går uden en tur til hospitalet. Patienten skal have ro. Vi finder en uhørt billig lejlighed på Airbnb, som vi lejer to nætter, og Martin går ud og handler ind. Alle ved, at sår heler bedst med adgang til ubegrænsede mængder af søde sager og pizza til aftensmad.

Vi ser en Amerikansk serie om narkokongen El Chapo. Vi er tæt på hans “domæne” og bliver fascinerede af, hvor stor en virksomhed det er at sælge narkotika. Narkokartellerne trækker tråde langt ind i USA, og vi cykler lige nu rundt i nogle af de områder i Mexico, hvor kartellerne er allermest aktive.

Det farlige Mexico

På trods af narkokarteller, er det eneste sted i Mexico vi føler os usikre landsbyen Huitzilac. Vi kommer cyklende til byen sidst på eftermiddagen, og det styrtregner. Vi finder ly i en kiosk, hvor vi spørger om der er et sted i byen vi kan sove. Kvinden kigger på os med store øjne og advarer os mod at sove her. Hun foreslår os at cykle tilbage til den sidste by vi kom fra. Det huer os ikke at cykle tilbage, selvom vi ikke vil gå på kompromis med vores sikkerhed. Vi cykler ind i byen, for at se det an.

Stemningen er anspændt og alle kigger på os, men ingen hilser. Vi finder en mand, der hjælper os med at finde et sted at sove. Han står ude foran rådhuset, og virker en anelse skummel i sit udseende, med sin store brune frakke og slikhår. Først lover han, at vi kan sove i skolen. Efter lang tid, kommer han tilbage og siger at vi i stedet kan sove hos hans venner. Vi er ikke helt overbeviste, men tiden går og det bliver snart mørkt, så vi cykler efter hans bil ud ad byen mod vennernes hus.

Det viser sig, at vi kan sove i en families gamle skur, men manden fra rådhuset vil have 300 pesos (80DKK) for at arrangere det. Det er helt uhørt. Vi plejer at betale 300 pesos for et billigt hotelværelse. Vi har ikke noget valg og prutter ham ned til 200 pesos. Familien er søde og sørger for rent drikkevand. Kvinden fortæller os, at ingen går ud i byen om aftenen – det er farligt for alle, ikke kun turister. Vi er glade for at vi må bo i det lille skur, også selvom vi dræber en skorpion, før vi kan sove trygt.

Vi er lettede, da vi næste dag cykler videre over et bjergpas, og igen befinder os i det Mexico vi kender, hvor vi møder lutter smil og glade mennesker.

Et omvendt kulturchok

”Jeg beundrer jer”, siger en ældre herre til os, mens han diskret lægger en 10 dollars seddel på vores bord og hurtigt smutter væk. Velkommen til USA, hvor vi den første dag spiser frokost på MacDonalds. Det er ganske enkelt overvældende at komme til USA. Vi cykler pludselig på kæmpestore nye motorveje, og her er bilisterne ikke vant til, at der er andet end biler på vejene. Alt er rent og pænt, og storslået.

Vi cykler til den nærmeste fødevarebutik for at handle ind til de kommende dage på cyklen. Fødevarebutikken Wallmart kan bedst beskrives som en Bilka på speed. Vi er målløse over udvalget af fødevarer. Efter 18 måneder, hvor vi må købe den ene slags havregryn vi kan finde, kan vi pludselig vælge mellem 30 forskellige slags. Vi bliver begge trætte i hovedet af at vandre rundt blandt det store udvalg af lækkerier, som vi indtil nu ikke har haft adgang til.

Ørkenens engel

Hen på endnu en hed eftermiddag cykler vi ind i byen Langtry, Texas. Indbyggertallet er 14, og efter et døgn har vi hilst på godt halvdelen af befolkningen. Byens stolthed er et museum, som huser et gammelt værtshus fra det tidlige 1900-tal. I dette værtshus blev en af de første uofficielle domstole i det vilde vesten oprettet. Alle, der gjorde brug af domstolen skulle drikke, for det var godt for forretningen – og sikkert også stemningen i salen.

Folk fortæller os, at en mand ved navn Jesse kan hjælpe os med at finde et sted at sove. Han er kendt som ørkenens engel, intet mindre. Vi finder Jesse ved hans hus nær den store hovedvej. Grunden er fyldt med gammelt ragelse og det er tydeligt at huset har set bedre tider. Jesse ligeså. Han kommer haltende ud til os i sin beskidte orange t-shirt. Han er venlig, men vi kan ikke få os selv til at give 50 dollars for det værelse han tilbyder – det er hele vores dagsbudget. I stedet cykler vi tilbage til den gamle skole, og forsøger at finde et sted med skygge at sætte vores telt op. Efter 30 min kører Jesse forbi i sin pickuptruck. Han skal til byen, har taget en ren skjorte og cowboyhat på, og fortæller os at han har tænkt over det, og gerne vil tilbyde os et værelse kvit og frit. Han har ladet døren til værelset stå åben. Vi cykler taknemmelige tilbage til Jesses motel, og finder værelset. Om morgenen lader han os ikke forlade stedet uden ekstra drikkevand og chokolade. I sandhed en ørkenens engel.

Byens læge

Vi ankommer sent til den mindre by Estancia, som vi håber at sove i. Da vi cykler ind i byen, mødes vi af advarselsskilte om ikke at samle hitch-hikere op, fordi der ligger et ungdomsfængsel i byen. Allerede der, revurderer vi tanken om at vi kan sove i teltet i byens park, og det bliver bekræftet da vi ankommer og ser, at parken er det sted de unge hænger ud. Vi tror ikke, at det er farligt at sove der, men vi orker ikke alt postyret og larmen. Vi fylder vores 6-liters vandblære op og cykler ud af byen. To kilometer ude kommer en hvid bil susende forbi og stopper brat foran os. Ud stiger Linda, og spørger kækt ”Jeg er byens læge, er der noget jeg kan hjælpe jer med?”. Vi får lov til at sove ved hendes lægeklinik.

Hun er en imponerende dame, der i sine ferier har rejst verden rundt som læge for National Geographic. Hun tager ikke hjem, før hun har fyldt vores førstehjælpstaske op med gagebind og medicin, og kommer tilbage senere på aftenen med aftensmad sammen med sin mand Michael. Vi har en hyggelig aften og deler røverhistorier fra diverse rejser.

Warmshowers i Santa Fe

I USA rækker vores dagsbudget kun til mad, så vi sover oftest i teltet. Det er stadig hedebølge og temperaturen er ofte over 40 grader i de ørkenlignende områder vi cykler igennem i Texas og New Mexico. Vi rammer storbyen Santa Fe i New Mexico, som er kendt for sine smukke Adobe huse i gammel stil. Hele byens centrum er bygget i den gamle charmerende stil, og byen er kendt for at være progressiv.

I Santa Fe bor Matt, som vi ender med at bo hos i en uge – en tiltrængt pause fra cykling i hedebølgen. Vi har fundet ham på et website for rejsecyklister, der hedder Warmshowers. Her kan man skrive sig op som vært og gæst, og rejsecyklister fra hele verden inviterer hinanden hjem at bo. Matt bor i et skønt adobe hus og vi klikker med det samme. Det er som at komme hjem til en gammel ven, vi ikke vidste vi savnede. Vi laver mad sammen, og tager på en vandretur op i bjergene. Santa Fe giver os lyst til at blive boende, det er en dejlig by med lækre restauranter, et skønt klima og flot natur. Vi er ikke de eneste, der er charmerede af byen, og vi møder flere, blandt andre Neil fra New York City, som har en sommerresidens i Santa Fe. Vi kunne blive i Santa Fe, men tager os sammen til at cykle videre med aftalen om, at det ikke er sidste gang vi mødes med Matt.

Wapti til morgenmad

Vi er næsten overvældede af den opmærksomhed og gæstfrihed vi oplever i Texas og New Mexico, som for os er to stater, vi mest af alt kender for at have politisk anderledes holdninger end vi selv har. Allerede i de første dage i Texas, ser vi mænd, der åbenlyst bærer skydevåben på den lokale diner.

Vi mærker befolkningens frustration over den politiske splittelse, der er så tydelig i USA. Folk her føler sig misforståede, de føler, at der er langt til det Hvide Hus og at østkystens politiske prioriteter ikke harmonerer med deres dagligdag og de livsvilkår, du finder på prærien.

Den holdning møder vi blandt andet hos det unge par Leland og Alistair, der har inviteret os til at sove i baghaven. Leland steger bøf af wapti til morgenmad. En wapiti (eller elk) er en nordamerikansk hjort med et kæmpe gevir. De har sidste efterår været på jagt og har selv skudt waptien med bue og pil. Det er første gang vi smager wapti. Det smager himmelsk, særligt med den hjemmelavede chili, New Mexico er kendt for. Efter morgenmaden viser Leland os sit våbenskab, og selvom vi helst undgår at snakke politik, får vi en lang snak om, hvorfor han er ”pro-guns”. Vores holdning rykker han ikke til, men vi er overraskede over den saglighed og eftertænksomhed han snakker ud fra. Vi tager derfra med flere nuancer om emnet, end da vi kom, men er alligevel overraskede, da han åbenlyst fortæller, at han ville ønske, at der fandtes en uofficiel milits, der kan udfordre staten, når det bliver nødvendigt. Han har ingen tillid til hverken staten eller politiet, så derfor er det vigtigt for ham at kunne forsvare sig selv.

Mens vi cykler i de åbne landskaber, overvejer vi om amerikanernes holdninger måske er så store, fordi USA er landet med kæmpe vide landskaber og at der derfor er plads til store armbevægelser? Vi glæder os til at udforske det amerikanske midt-vest endnu mere de kommende måneder.

Mexico – Mayaruiner, mole og mezcal

Vi går rundt blandt storslåede ruiner i Palenque i den hede eftermiddagssol. Den gamle by blev bygget i år 200 før Kristus og var en af de vigtigste byer for det oprindelige folk, Mayaerne. I 900 efter Kristus blev byen forladt, og vores guide, der selv er efterkommer af Mayafolket, fortæller at det er lidt af en gåde hvorfor byen bliver forladt, men at det sandsynligvis skyldes mangel på mad eller tørke.

Palenque måtte overgive sig til junglen, der begravede byen under flora, og da byen blev fundet i det 20. århundrede, var den overdækket af vildt buskads. I dag er ca. 10 procent af byen udgravet, men af hensyn til naturen, ligger de sidste 90 procent stadig gemt af træer, lianer og planter i junglens dyb.

Mayafolket stammer fra det sydlige Mexico og det nordlige Mellemamerika, og som stadig eksisterer i dag. De kan bryste sig ad en 3000-år lang historie, og det er magisk at gå rundt blandt ruinerne i Palenque. Junglen, der skaber rammerne om Palenques ruiner, forstærker følelsen af at være tilbage i fortiden, tænk at bo så langt ude i junglen i de store stenpaladser med brøleabernes hyleri som soundtrack.

Cyklerne står i den charmerende og turistvenlige by San Cristobal og vi er på en-dagstur til Palenque, der ligger 200 kilometer væk. På turen besøger vi to vandfald, Agua Azul & Misol Ha. Det er en lang og hæslig tur i en for lille minibus. Vi kører ad en snorklet bjergvej ca. 2000 højdemeter ned fra det kølige bjerglandskab, der omgiver San Cristobal og til junglens tætte og fugtige varme. Vi kigger skeptisk på en medpassager, der pludselig tager en pose op til munden. Han sætter sig på forsædet, og man skulle tro han smitter, for snart rammer den værste gang køresyge Katja. Minibussen stopper, så hun kan komme af med sin morgenmad ved siden af vejen. Heldigvis har én af vores medpassagerer været så betænksom at tage køresygepiller med, og de virker.

Koloniale San Cristobal de las casas

Få byer på vores lange rejse tryllebinder os, og vi ender med at blive længere end planlagt. San Cristobal er ikke en af dem, selvom det er hyggeligt at slentre rundt langs de snævre brostensbelagte gader i den charmerende koloniale by. Vi bliver længe i byen, fordi vi holder online-foredrag på the Adventure Festival i København, og på dagen, hvor vi skal afsted rammes vi af en slem omgang salmonella. San Cristobal har et stort problem med deres kloaksystem og Salmonella er endemisk i området. Vi var blevet advaret, for allerede da vi stod med vores cykler ved grænsen fra Guatemala til Mexico, fortalte andre turister, at vi skulle passe på med at spise på restauranter i San Cristobal og at vi ikke kan bruge vandet fra hanen, selvom vi koger det.

Umiddelbart sælger vi ikke San Cristobal særligt godt, men det er en by, der er værd at besøge, og som ligger i et spændende område af Mexico, Chiapas regionen. Regionen huser blandt andet Den Nationale Zapatistiske Befrielseshær eller Zapatisterne, som er en revolutionær gruppe, der er i krig mod den mexicanske regering, men som har lagt i dvale de sidste mange år.

Der er også spor fra Danmark i San Christobal. Den danske opdagelsesrejsende og arkæolog Frans Blom boede i byen fra 1950 til sin død i 1963. Han og hans kone grundlagde Na Bolom kulturcentret i byen som huser et hotel og museum. Det er et besøg værd.

10 dages strabadser i det øde syd Mexico

Lettere afkræftede og et par kilo lettere, cykler vi fra San Cristobal. Vi cykler langs en uofficiel cykelrute, South Trans Mexico. Vi drømmer om at ruten tager os langs idylliske farverige landsbyer og smuk natur på stille landeveje. Bilerne udebliver, men drømmen afløses af køer, landbrug og 40+ graders varme.

Efter en hed dag, kommer vi til en overraskende travl by, hvor vi håber at finde et hotel for natten. Vi længes efter aircondition. Hotellet er optaget. Vi sidder på kantstenen og ser opgivende ud – det er en taktik, der af og til giver pote. Og denne gang virker det. Manageren kommer og tilbyder, at vi må sætte vores telt op i hotellets restaurant. Vi slår til og spiser en omgang kylling i restauranten, før vi lægger os til at sove til lyden af Mexicansk festmusik.

Bakkerne på ruten er stride, og da vi næste dag finder ud af at vi kan skippe 20 hårde kilometer med en båd, tager vi chancen. Vi skal dog hæve penge først, så vi cykler ned til banken, og ser til vores skræk en kø, der består af mindst 50 mennesker. Der er kun én hæveautomat i byen, så vi stiller os i kø den næste 1.5 time. Tålmodighed er ikke vores største dyd, men her får vi en smag på, hvor frustrerende det kan være at være lokal.

Ventetiden betyder, at vi ankommer til båden fem minutter efter at den er sejlet og kan vælge at vente tre timer på den næste båd eller cykle afsted. Vi cykler afsted, og inden længe stirrer vi ind i en mur – eller sådan føles den 20% stigning ud af byen, som vi nu skal op ad.

Efter hårde 20 kilometer vinker vi til en mand, der står oppe ved sin gård. Han vinker tilbage og vi falder i snak. “Vil I op og slappe lidt af?”. Der er ikke noget vi hellere vil, og vi bliver modtaget af Marcello og hans kone, der stikker to kokosnødder i hænderne på os. Vi ender natten med at sove hos det søde ældre par, og snakker om, hvordan der kun var skov i dette område, da parret flyttede hertil for 40 år siden. Næsten al skov er nu fældet til fordel for landbrug, og Marcello har selv et stort et af slagsen. Efter en dejlig og rolig nat, vinker vi farvel til vores værter. Endnu en hård dag venter os.

Vi kommer til mezcal regionen, hvor de dyrker en kaktusplante, der hedder Agave, og laver den til brændevin. Vi stopper ved en lille vejsiderestaurant og bestiller quesadillas og kold sodavand. Solen bager og det er nødvendigt at holde pause, når vi har mulighed for det. Det er en sød familie, der ejer stedet, og de fortæller, at vi kan prøvesmage deres mezcal, hvis vi har lyst. Det bliver til et par søde shots med brombær og ananas likør, men ikke noget, der er kraftigere, da vi stadig har et bjerg vi skal bestige i den varme hede.

Mexicos madmekka Oaxaca

Høje på mezcal og møder med lokale, ankommer vi lettere udmattede til byen Oaxaca, der er guleroden for enden af de sidste 10 dages svedige strabadser. Oaxaca er kendt for sin stærke madkultur og vi spiser os gennem adskillige slags mole, enchiladas, chapulines (græshopper), tacos og andre lækkerier. Alle restauranter i Oaxaca vi besøger lever op til forventningerne og mere til. Udover sin lækre mad og chokolade, er Oaxaca en utrolig flot by at vandre rundt i, og vi får besøgt zapotekernes ruin Monte Albán, der ligger blot 10 kilometer fra centrum. Efter 5 gode hviledage i Oaxaca er vi mere end klar til at udforske resten af Mexico.

At cykle i Mexico, er et festfyrværkeri af smage, farver og møder med utroligt imødekommende mennesker. Alle vil have en snak, og det giver os følelsen af at være særdeles velkommen. De fleste er optagede af, hvad vi synes om deres land, Mexico, velvidende om at landet – med rette – har et plettet ry. Det føles som om, at mexicanerne gør en ekstra indsats for at få os til at føle os godt tilpas, fordi de er glade for at vi rejser i deres land.

Centralamerika – vulkaner, venner og Martins fødselsdag

Vi vågner på en brandstation i Guatemala På Martins 42-årige fødselsdag. Før Corona, var det alment kendt blandt rejsecyklister at brandstationerne i Syd- og Centralamerika tilbyder et sikkert sted at sove. Mange brandstationer lukkede ned for det tilbud under Coronapandemien, og derfor har vi ikke opsøgt det som en mulighed indtil nu. I byen Nahuala er der ingen hoteller, og gode råd bliver dyre, da vi ankommer til byen sent om eftermiddagen. Vi bliver enige om at prøve lykken og spørge hos byens frivillige brandvæsen. Heldigvis byder de os velkomne med åbne arme. ”Stil bare cyklerne her” siger brandmanden Jose med et stort smil og gestikulerer at vi skal stille cyklerne foran den store røde brandbil i garagen. Vi spørger ham, om han er sikker. ”Ja, ja, det er fint”. Vi beslutter at stille cyklerne op ad muren i stedet. Vi vil nødig vækkes af en brandalarm midt om natten og vide at vores cykler står i vejen. Da vi vågner beslutter vi os for at forlade brandstationen, så vi ikke er i vejen. Martin har fødselsdag, og det skal vi fejre, men det er svært at finde et sted at spise morgenmad i byen, og vi ender med at købe mælk og spise vores havregrød koldt. Dagen byder ikke på den mest spændende cykling, da vi cykler på motorvejen. Her ligger skrald, flasker og patronhylstre. Vi holder os dog optimistiske, og dagen ender godt, da vi cykler ind på mindre landeveje, hvor vi ser mere af Guatemala. Vi er overraskede over, hvor befolket landet er, og ender i en by med et kæmpestort marked, hvor vi næsten ikke kan få cyklerne igennem, fordi alle gader er fyldt til randen med varer og mennesker.

Vulkanlandet Nicaragua

Det er længe siden, at Corona har spillet et puds i vores rejse, men overraskende bliver vi bedt om at vise bevis for Corona vaccination ved grænsen til Nicaragua. Vi finder de gamle, slidte papirer fra Danmark frem fra taskens dyb, og er glade for at vi ikke har smidt dem ud i løbet af de sidste 14 måneder.

Nicaragua overrasker os med smil og masser af vink når vi cykler gennem landskabet. Folk er tydeligt fattigere her end i Costa Rica og Panama. I Nicaragua kører folk i hestevogne og bruger okser i marken. Vi ser mænd til hest, der driver deres kvæg gennem landskabet og bruger lassoer, når de skal have styr på de store dyr. Kontrasten til Panamas mange McDonald´s og Costa Ricas turistparadis er stor, men i Nicaragua føler vi os bedre tilpas. Her bliver vi modtaget som gæster og ikke som turister. Folk er nysgerrige på, hvem vi er som mennesker, og er ikke så optaget af, hvor mange penge de kan tjene på os.

Nicaragua er et geologisk hotspot med ikke mindre end 19 vulkaner, og vi cykler forbi mange af dem. Flere er aktive og sender kraftig røg op i himlen. Vulkanøen Ometepe stiger op af Centralamerikas største sø. Øen består af to smukke vulkaner, der former den som et ottetal. Vulkanerne fremstår som man kender dem fra tegneserier, trekantede og med et stort krater i toppen. Øens tiltrækningskraft er stærk og selvom vi har planlagt at cykle forbi, beslutter vi i sidste øjeblik at tage en færge ud på øen. Vi ankommer ved solnedgang og finder ud af, at alle hoteller inden for vores budget er bookede. Øens tiltrækning virker ikke kun på danske cyklister, men tilsyneladende på alle rejsende i hele Central Amerika. Vi cykler ud af havnebyen og ud i mørket til vi finder et sted, der har plads. Det lykkedes, og en ældre nabo ringer til ejeren, der er taget på bar. Han kommer hjem og lugter stærkt af alkohol, men giver os en meget fordelagtig pris.

Gensyn med venner

Mikkel, vores ven fra Danmark cykler fra Mexico til Panama sammen med sin kammerat Gustav. Det viser sig, at de også er på øen. Vi bruger en dag på at dele røverhistorier fra vejen og give hinanden gode anbefalinger til den videre færd. Ved solnedgang bliver vi enige om at cykle ud og bade i søens magiske grålige vand, da solen går ned og farver himlen rød. En smuk afslutning på en dag sammen med venner. I morgen skal vi afsted igen, vi mod nord og Mikkel og Gustav mod syd.

En nat hos engelsklæreren

Vi kommer til en lille landsby og spotter et grønt hus, hvor vi spørger om vi kan slå teltet op. Elvin byder os velkommen. Først bliver vi tilbudt en plads til teltet i deres stue, men ved nærmere eftertanke, har de et værelse vi må låne for natten.

Kom siger Elvin vi skal op og bade, eller børnene skal. Senere finder vi ud af, at familien ikke har et bad, og besøget ved søen var vores invitation til at tage et bad, som vi efter flere dage på cyklerne nok også så ud til at trænge til. Vi følger med ned til landsbyens vandhul, som mest er en mose. Børnene springer med glæde i. Elvins datter Brittany er frygtløs og springer i fra det højeste sted på kløften, mens vi alle gyser og griner på samme tid.

På vej tilbage til familiens hus, har Elvin samlet mod til sig og spørger os på engelsk “where are you from?”. Vi har forklaret det på spansk, men spørgsmålet er begyndelsen på, at vi kan samtale på engelsk. Han har indtil da holdt det hemmeligt, at han taler engelsk. Det viser sig, at vi ved et tilfælde har banket på døren til regionens eneste engelsklærer. Resten af aftenen taler vi en blanding af engelsk og spansk. Før vi går til køjs, aftaler vi, at vi besøger Elvins skole, før vi cykler afsted næste dag.

Skolen ligger nede af en grusvej og består af fire små huse. Elvin møder os med et stort smil og åbner døren for os. Eleverne er låst inde i det store hegn hele skoledagen, og det er kun lærerne, der har nøgler. Elvin introducerer os til alle klassetrin og eleverne fniser og er fjollede. Alle skal have billeder med de høje mennesker fra Europa. Danmark kender de ikke noget til, men de har lige haft undervisning i Nicaraguas geografi. Vi cykler fra skolen med en masse god energi.

Centralamerikas sikreste land

Allerede i Colombia hører vi rygter om den nye præsident i El Salvador, der for alvor ”rydder op” i bandemedlemmer og kriminelle. Om de fængsles eller slås ihjel, er underordnet, bare de kommer væk fra gaden. El Salvador har længe været kendt som et af de farligste lande i Centralamerika, men har på få år vendt sit ry 180 grader, og nabolandene fortæller nu vidt og bredt om hvor sikkert El Salvador er. Samtidig fortæller mange, at banderne nu er flyttet til nabolandene, som allerede har nok at se til.

Vores tid i El Salvador er præget af sygdom, først bliver Martin syg og så Katja. I 40+ graders varme, virker det underligt at have influenza, og vi finder et par hoteller med blæsere, hvor vi kan slå sygdommen ud af kroppen. Vi drømmer om at campere på stranden med udsigt til Stillehavet, og finder en fin campingplads, men idyllen spoleres fordi det er påske, og påsken bruger hele El Salvadors befolkning ved stranden. Påsken mærker vi også på vejen, hvor alle køber øl på tankstationerne og kører åbenlyst påvirkede af alkohol. Tankstationerne har ofte lige så mange køleskabe med øl som med alkoholfrie læskedrikke.

Stejle bakker og sprogkursus

Guatemala har vi længe set frem til, fordi vi er blevet fortalt om smukke bjerge og de sødeste mennesker, men også advaret om de stejle bakker. Selv bilerne har det svært på de stejle stigninger og pludselig råber en modkørende bilist at vi skal skynde os væk. Tankerne flyver, og vi tænker om det kan være et opgør eller noget andet farligt. Vi stopper og Martin cykler om hjørnet, hvor der står en familie med deres bil i brand, den er overophedet på grund af den stejle stigning. Martin løber ind til en gård for at finde vand og flere stopper op og hjælper. Der bliver smidt vand på bilen, men vi beholder dog vores drikkevand. Da ilden er slukket, cykler vi videre med adrenalinen pumpende i blodet.

Sprogkursus med Lydia

”Hablas Espanol?” spørger vores spansklærer Lydia. For tredje gang på vores rejse tager vi et sprogkursus i spansk. Efter 4 dage sammen med Lydia lærer vi en masse, ikke kun sprogligt, men også om hendes liv og hverdagen i Guatemala. Hun er en rar kvinde, der gør sit bedste på at holde sammen på familien med to teenagebørn og en mand, der er væk uger ad gangen som lastbilchauffør. Telefonen ringer hver formiddag, det er hendes søns chef, der fortæller at han ikke er kommet på arbejde. Han er 19 år og arbejder i en bilvask. Han får 20 quetzales om dagen. Det svarer til 16 danske kroner. En cola koster 8 quetzales i kiosken. Vi bliver hurtigt enige om, at vi heller ikke ville orke at arbejde hele dagen for 2.5 colaer. Lydia fortæller, at det er vilkårene her at chefen tager pengene og betaler meget lidt til sine ansatte. Sønnen har ingen uddannelse og intet ønske om at uddanne sig, fortæller Lydia. Lydia drømmer om at flytte til stillehavskysten med sin datter og starte en fiskerestaurant. Mand og søn kan blive boende i Antigua, siger hun med et alvorligt smil.

Vores sprogkursus er arrangeret af en mand ved navn Marco. Han er desværre et eksempel på en, der tager det meste af fortjenesten selv. Under sprogkurset bor vi hos Erica, der har et pensionat for lokale studerende på udskolingstrinnet. Vi sover i en seng, der nærmere er en enkeltmandsseng end en dobbeltseng, og Erica skal stå for tre måltider om dagen, men hun serverer langt fra nok mad til et par sultne cyklister som os. Vi finder ud af, at hun kun får meget lidt for at have os boende, og faktisk ikke har råd til mad til os. Det er vi kede af, og derfor aftaler vi, at hun står for morgenmad og så køber vi selv mad til frokost og aftensmad. At hun også skal fodre de syv hunde, hun har taget ind fra gaden, har nok lidt at gøre med, at hun ikke har råd til at fodre os. Men vi ved, at Marco har taget de fleste af de penge, vi har betalt ham, og fordelt en lille slat mellem Lydia og Erica. Følelsen af uretfærdighed fylder os, og vi bliver vrede over at samfundet er indrettet sådan. Det er desværre bare et af mange eksempler på, at de mere velstillede udnytter de mindre velstillede i Latinamerika.

Dyrenes paradis Costa Rica

Vi er netop cyklet ned ad grusvejen, da vi stopper og kigger op i de grønne trætoppe. Junglen og dens summen omslutter os, og vi lytter til en særpræget fuglesang. Tre tukaner hilser os velkommen til Costa Rica. Mødet med den ikoniske sorte fugl med det gule/orange næb er længe ventet. Vi ved at Costa Rica er stedet at spotte dyr, men det overrasker os at tukanerne dukker op samme dag vi har krydset grænsen fra Panama.

Tukanoplevelsen kommer på et godt tidspunkt. Vi er trætte i krop og hoved efter 10 dage i træk på cyklerne og endnu en dag igen badet i sved i de næsten 40 graders varme. Varmen er hverdagskost i Centralamerika, og en følgesvend vi lærer at leve med. Dyreoplevelsen giver point på energikontoen og vi suser de sidste 10 kilometer hen ad den caribiske kyst mod byen Puerto Viejo. Puerto Viejo er en festlig turistby. Vi vælger at bo i et roligere område uden for byen. Her mødes jungle og strand i en cocktail, der fungerer lige så godt som jordbær med fløde på en dansk sommeraften.

Martin elsker når han har tid til at finde spejlreflekskameraet frem, men vi fandt ud af, at selvom det er let at spotte dyr i Costa Rica, er det en anden sag at tage et godt billede af dem. Særligt dovendyret giver ikke meget af sig selv som fotomodel.

Pamelas Jungle Lodge

Vores budget på 350 kroner om dagen rækker ikke til meget i Costa Rica, og vi får brug for gode forhandlingsevner for at finde et hotel, der ikke sprænger budgettet. Heldet tilsmiler os, og vi forhandler os til et værelse i Pamelas Jungle Lodge til 25 dollars pr. nat for 3 nætter. Hotellet bestyres af amerikanske Pamela, der flyttede hertil for 25 år siden. Dengang var her ikke elektricitet og det træ hotellet er bygget med, er hentet i junglen på æselryg. Alt er anderledes i dag, hvor Puerto Viejo har udviklet sig til en turistmagnet. Turisterne valfarter ikke til Pamelas hotel, som er gammelt og slidt.

Jaguar Rescue Center

Vi er spændte på at besøge Jaguar Rescue Center (JRC). Det er et redningscenter for vilde dyr på den caribiske kyst. Det startede med et par indhegninger i haven hos parret, der grundlagde det. De er begge biologer og har arbejdet mange år i zoologiske haver. Nu er JRC en stor organisation, der laver projekter til gavn for dyr. Fx laver de i samarbejde med lokale regeringer chokfrie zoner, hvor dovendyr kan kravle uden at få stød fra elnettet. Vi besøgte centeret, hvor de hver dag modtager dyr og masser af turister. Det er en oplevelse værd. Vi er dog i tvivl om, hvorvidt det bedste for dyrene er at drive et dyrt redningscenter og hospital, eller det ikke er bedre at bruge pengene på at redde den natur, dyrene lever i. Trods navnet, har centret sjovt nok aldrig haft en jaguar. Alligevel blev det spanske par kendt som jaguarmenneskene blandt de lokale. Da de senere skulle bestemme sig for et navn, blev det Jaguar Rescue Center. Til stor forvirring for de turister, der dukker op og forventer at se det store kattedyr.

Junglen lige uden for døren

Tilbage hos Pamela, finder vi på sengen en gave fra de insekter, der er ved at spise loftet. Vi børster det ellers rene sengetøj fri fra træfnuller, og Martin henter en kost, så vi kan feje gulvet. Vi er klar til tre nætter i junglen. Uden aircon, men med et koldt brusebad og kakerlakker på badeværelset. Begge er vi vant til. Om morgenen bliver vi vækket af brøleaberne skrig. Det kan høres på 2 kilometers afstand. Det er brøleaber, der bruges til dinosaurernes brøl i Jurassic Park filmene, og det siger noget om, hvor højt den lille abe kan skrige.

Junglen er udenfor døren til vores værelse. Det samme er dyrene, herunder gnaveren, Nutria, der ligner en forvokset rotte med sine op til 17 kilo. Den er glad for de madrester beboerne i det lille hotel-kollektiv, smider i junglen. Vi finder de finurlige brune dyr med store rumper sjove og nyder at se dem vimse rundt efter mad.

Du skal passe på, hvor du går, hvis du ikke vil gå direkte ind i et kæmpe spindelvæv med den store giganthjulspinder, der kreerer et smukt og kraftigt spindelvæv. I modsætning til andre hoteller, lader Pamela edderkopperne være i fred. Det er vigtigt for hende at bevare naturen, og den får lov til at gro vildt på området ved hendes hotel.

Overnatning i junglen

Budgettet rækker ikke til mange overnatninger på hotel, men vi bliver forkælet med skønne naturrige campingpladser hele vejen gennem Costa Rica, og får mod forventning brugt vores telt på trods af varmen. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at vi sover med et dovendyr i træerne ovenfor, og hilser på en flok aber om eftermiddagen og morgenen. En aften vi laver aftensmad på vores benzinbrænder, ser vi en kuglemyre, som efter sigende lever op til sit navn; det skulle gøre lige så ondt at blive bidt af sådan en, som det gør at blive skudt.

Costa Rica er på grund af høje priser ikke det letteste land at cykle i med vores budget, men det er et paradis for dyreelskere, og vi nyder hver en dyreoplevelse i det frodige grønne landskab.

Vi har krydset Sydamerika på cykel – Næste stop Panama

Vi står i Colombia og kigger ud over det caribiske hav, en mild brise danser ind over stranden. Vi sveder og vores fugtige tøj klynger sig til kroppen, men vi smiler stort. 13 måneder efter vi startede vores tur, har vi cyklet hele vejen op gennem Sydamerika. Sikke en milepæl!

Nu fejrer vi vores bedrift i en hængekøje i strand byen Capurgana, hvor vestlige turister kommer for den caribiske stemning, strand og sol. Byen er som lavet af hostels, hoteller og restauranter. Her finder du frisklavede juice og iskaffe, og turister slentrer gennem byen i bikini og badebukser. Hvis man ikke vidste det, ville man ikke tro på at blot få kilometer derfra, er virkeligheden en hel anden.

The Darien Gap og migranterne

Mulighederne for at krydse fra Colombia til Panama er ikke mange, da de to lande kun er forbundet af et lovløst jungleland, kaldet the Darien Gap. For de fleste er the Darien Gap omgivet af mystik. Hvad sker der i junglen, hvor lovløshed råder sammen med narko- og menneskesmuglere? Vi har svaret, for selvom vi ikke har taget turen ind i junglen, møder vi mange, der forbereder sig på netop det.

Selvom vi kender til problematikken, er det en overraskelse for os, da vi ankommer til havnebyen Necocli på Colombias caribiske kyst og med egne øjne ser, hvordan byen lever af at huse mennesker, der forbereder sig på vandreturen gennem the Darien Gap.

Vi, og de få andre turister, skiller sig ud i den kaotiske havneby. “Har I pas?” Spørger damen i hotellets reception. Det er ikke en selvfølge at gæsterne vil registreres. Vi er heldige, at vi har danske pas, og at vi er på en helt anden rejse. Vores krydsning af the Darien Gap, kommer til at ske med både, og bliver et eventyr i modsætning til migranternes junglevandring, som snarere kan beskrives som et mareridt.

Bådkrydsningen

Der er to måder, turister med pas typisk krydser fra Colombia til Panama. Den ene er med fly. Den anden er med tour firmaer, der udbyder sejlture og speedbådsture gennem det caribiske paradis bounty-øerne San Blas, der ligger i Guna Yala provinsen. Det stemmer ikke overens med vores budget, og da vi vil undgå at flyve, må vi finde vores egen vej og bruge de lokales transportbåde.

I Guna Yala provinsen bor Gunafolket og målet for os er at arrangere en række både, der kan hjælpe os til fastlandet i Panama, hvorfra vi kan cykle videre.

Det er let at komme med den første båd fra Necocli til Capurgana. Og videre fra Capurgana til vores første stop i Panama, Obaldia. Ved havnen, hvor vi køber billetter, venter hundredvis af migranter. Der er små boder, der sælger alt, du har brug for til at krydse vandet og vandre 5-7 dage gennem junglen – gummistøvler, myggespray, vand, vandtætte poser til mobilen, liggeunderlag og sågar telt. Det er ikke alle, der har råd til at købe et “junglekit”, men for de heldige kan rejsen blive en anelse mere komfortable. Vi er – måske lettere naivt – forbløffede over den kæmpestore pengemaskine, en migrantrute er på så mange niveauer.

Gunafolket og stormen der raser

I Obaldia er der ikke en havnefront, så vi må vade ud i vandet til naglen og op i den næste båd, der skal sejle os til Anachucuna. De unge mænd, der sejler båden, er så venlige at bære vores cykler ud i båden, og vandet når dem op til halsen. Gunafolket har en stærk sejlkultur, fordi de bor langs kysten og på øer. Efter en vild sejltur med flere meterhøje bølger, ankommer vi til Anachucuna. bliver vi budt velkommen af Ricardo, som skal sejle os videre dagen efter.

Landsbyen består af huse lavet af strå med tage af palmeblade. Vi spiser kylling og ris og nyder den lækre mad, mens vi snakker med kvinderne i deres flotte farverige dragter. Guna kvinderne går traditionelt klædt med perlekæder op ad arme og ben og flotte røde kjoler med et hjemmelavet broderet korset.

Bountyøen Atidub

Efter en uplanlagt hviledag i Anachucuna på grund af storm, er vi klar til at tage af sted til næste stop; øen Atidub, og Martin rækker cyklerne ud i båden over et rækværk. I et uheldigt øjeblik flytter båden sig, og modtageren får ikke fat, så Martin står med cyklen i udstrakte arme og rammer det lille træværk med brystet. Vi hører begge knækket. Det viser sig at være et brækket ribben, men smerten kommer først et par dage senere. Vi sætter os til rette i båden sammen med hvad virker som resten af landsbyen, og kigger med rædsel på, hvordan vores cykler bliver brugt til at stå på af bådens to hjælpere. Men vi kan ikke gøre meget, vi sidder som sild i en tønde.

Efter fire timer ankommer vi til Caladonien, som er en samling øer i Guna Yala provinsen. Her har vi en aftale med Ati. Ati ejer øen Atidub, som normalt er et stop for turisterne på turistbådene. Han har en hytte, som vi kan bo i. Det er en rigtig bounty ø med hvide sandstrande, palmer og turkisblåt vand. Fordi her kommer turister, findes der et toilet på øen. Der har ellers ikke været kloakering eller toiletter andre steder i Guna-yala. Den slags ordnes i havet eller i de små sandede gader. Vi spiser sammen med Ati og hans familie de tre dage vi er på øen og hygger os med at lave bananjuice, slænge i hængekøjen og tage på små udflugter til de omkringlæggende øer.

Ati sejler os rundt i området, og vi besøger hovedøen i Caladonien. Her bor alle meget tæt i små kvadrater med hele familien i flere generationer. Gunafolket har en stærk tro på deres måde at leve på og holder på deres traditioner. De har økonomisk og politisk selvstyre fra Panama, og det er de tydeligt stolte over.

Efter tre dejlige dage på hvad der nu føles som vores egen øde ø, vinker vi farvel til det skønne område og Ati og hans familie. Det har været en stor oplevelse at bo hos Gunafolket og vores krydsning af Darien Gap kunne ikke være bedre, selvom vi måske er blevet snydt en smule, når vi ved bådene skulle prutte om prisen.

Vi kommer til havnen Carti på fastlandet, hvor vi pakker cyklerne og cykler fem meter, da vi ser at Martins baghjul er ekset – det var alligevel ikke så smart at cyklerne blev brugt som skamler i båden og vi finder et lift de 100 km til Panama City.

Panama City – kontraster

Efter flere uger i mindre landsbyer med mudderhuse med palmetage og kokosnødder, er det en stor kontrast at ankomme til Sydamerikas svar på Dubai. Kæmpe højhuse tårner op omkring os, og vi er kommet til bilernes by. Det er ikke meningen at du kan gå rundt i Panama, det er infrastrukturen ikke sat op til.

Vi prøver dog alligevel, og går byen rundt for at besøge cykelhandlerne, så vi kan få fixet Martins bagdæk. Vi kommer til den rigtige cykelforhandler, der hamrer dækket ned i betongulvet indtil det er nogenlunde rettet til. Vi bliver enige om, at vi godt kan cykle videre på det eksede dæk, og så få tilsendt et nyt dæk – måske til Costa Rica.

Vi bliver et par dage ekstra i Panama City, fordi Martin har smerter. Det brækkede ribben får lidt ro, mens vi nyder et par dage på et hostel og laver god mad. På vej ud af byen cykler vi over Panamakanalen, og det er utroligt, hvad den menneskeskabte kanal betyder for verdenshandelen. Kanalen blev bygget færdig af USA i starten af 1900-tallet, men havde allerede været længe undervejs. Franskmændene, der oprindeligt påbegyndte arbejdet, blev dog så plaget af sygdom og ulykker at de måtte opgive. Det siges at godt 27.000 mennesker døde i forbindelse med byggeriet. Det var først i 1999 at Panama overtog kanalen, inden da, styrede USA den med hård hånd.

Panama Highway og Besøg hos Claus

Igennem meget af Panama, cykler vi på Panama Highway, og det er ellers lastbilernes domæne. Vi kan ikke sige, at vi nyder at cykle langs hovedvejen, særligt ikke fordi det er over 40 grader varmt, og bilernes osen forfølger os hvor end vi kommer. Efter at have cyklet gennem hele Sydamerika, hvor vi kan tælle på hænderne hvor mange fastfoodkæder vi har set, er det næsten for meget af det gode, at der ligger en MacDonalds eller andre fastfoodkæder hvert 10-30 kilometer. Vi (mis)bruger dem lidt, fordi vi så gerne vil ud af varmen og ind i aircondition, så de første dage i Panama får MacDonalds og Subway hyppigt besøg af os. En anden træls ting ved at cykle langs hovedvejen, er, at lastbilernes dæk springer og derfor ligger der en masse små metal-splinter, der elsker at bore sig ind i vores – nu ret medtagede – dæk. Vi kan nemt lappe cykelslanger op til tre gange om dagen… I 40 graders varme…

En af Martins kammerater fra Eventyrernes Klub, Claus, bor i Panama med sin kone Carla, og vi besøger dem i deres dejlige hjem ved Stillehavet, hvor vi får et dyb i Stillehavet og nyder godt af deres hospitalitet og Carlas lækre mad inden vi cykler videre ud i varmen.

På vej til Claus, cykler vi forbi en Starbucks, hvor et par vinker til os. Vi cykler først forbi, men bliver enige om, at vi må tilbage og se, om det er nogen vi har mødt på vejen før. Det er det ikke, men de tilbyder en Frappechino og en god snak. Det er et ungt par, Katjas navnesøster, og hendes kæreste, der bor i Panama og arbejder remote, men som før Corona cyklede i Sydamerika, og endte i Uruguay i over et år under Pandemien. Vi elsker at blive inspirerede af andre menneskers livsstil, og vi møder så mange spændende mennesker på vejen.

Panamas oprindelige folk

Panama overrasker os, fordi vi finder ud af, at der lever flere oprindelige folk, der har kæmpet for deres rettigheder og har en form for selvstyre fra Panama. Guna-folket er et eksempel, men vi møder også Ngöbe folket, da vi cykler op mod den Caribiske kyst. Vi cykler ind i en lille landsby, hvor vi har hørt, vi måske kan få lov til at sove, og møder den sødeste familie, der inviterer os til at sove i deres brors næsten-færdigbyggede hytte på stylter. Vi sætter teltet op på øverste etage og tager hjem til familien for at spise aftensmad. Lækker kylling med ris og varm kakao. Landsbyen lever af at sælge kakao, og har store kakao marker tæt på, hvor de fleste mænd arbejder. Vores skønne værtinde er for nyligt blevet skilt fra sin mand, fordi han fandt en anden kone. Hun er dog mest af alt lettet, fordi det er meget arbejde at holde en mand i live. Hun har allerede nok at se til med sin bror, der bor hos familien, og sine to teenagesønner, som hun er blevet nødt til at få til at flytte – ellers er der ikke økonomi til at brødføde familien.

Efter kun 2-3 uger i Panama, finder vi os selv ved grænsen til Costa Rica. Det næste lange stykke tid i Centralamerika skal vi vænne os til at vi kun er i landende i et par uger, før vi krydser ind i næste land. Vi glæder os!

Farverige Colombia – dødens trampolin, kaffe og migranter

”Putumaya er den farligste region i Colombia, der er mange problemer med narkokarteller”. Nå okay, tænker vi begge og Martin spørger ”hvor er det?”. Manden kigger overraskende på os og peger på jorden ”jamen, det er jo her”. Vi griner alle tre. Hotelejeren skynder sig at tilføje at selvfølgelig er netop denne landsby ikke farlig, her har der altid været stille og roligt. Derudover var det værst for 5 år siden, alting er meget bedre nu.

Hele vejen op gennem Sydamerika og før vi tog afsted, har vi hørt to ting om Colombia. Dem, der har rejst eller boet i landet, omtaler ofte Colombia som deres yndlings rejsedestination. Dem, der ikke selv har været der, advarer os om, hvor farligt landet er.

Efter over 50 års borgerkrig, og med status som det land, der producerer størstedelen af verdens kokain, er det forståeligt, at landet har et dårligt ry. Det har længe været sandhed, at det er farligt at rejse i Colombia, men den tid er forbi og vi nyder vores 5-6 uger i det smukke land.

Dødens Trampolin

Apropos fare, så er en af vores første oplevelser i Colombia en tur på Dødens Trampolin. Vi cykler forbi den kilometer lange kø med lastbiler, personbiler, scootere og motorcykler, der mere eller mindre tålmodigt venter på at passet åbner, så de kan krydse den berygtede Trampolina de la Muerte, på dansk oversat Dødens Trampolin. På den vestlige hovedvej i Colombia er sket et mudderskred, der har spærret to kilometer af vejen, og da landets to hovedveje ikke er forbundet i syd, bliver trafikken dirigeret ad mindre omveje.

Navnet har vejen fået, fordi der sker rigtig mange dødsulykker. Det er et stykke grusvej på 60 kilometer, hvor du kører på bjergvej med bjerg på den ene side og afgrund på den anden. Vejen er til tider meget snæver, og den er ikke i særlig god stand.

Cyklister ynder at cykle Dødens Trampolin på grund af naturoplevelsen, for vejen er supersmuk og fra bjergpassene ser du ud i det uendelige landskab med bølgende grønne bjergtoppe så langt øjet rækker. Normalt er der ikke mange biler, og slet ikke lastbiler, der tager den besværlige vej over passet, men med jordskredet, har det ændret sig. Hvad der skulle være en naturoplevelse, bliver to dage i et bilfyldt mareridt.

Efter en lang dag i bilernes os, begynder det om eftermiddagen at styrtregne, og vi når længere op ad bjergpasset, da tågen lægger sig om os som blødt bomuld og vores udsyn forsvinder. Biler og lastbiler suser forbi, mens vi drivvåde cykler i usigtbart vejr. Heldigvis er passagererne søde, og hele dagen er vi blevet jublet ad og har fået en masse smil med på vejen. Vi beslutter os for at spørge en lille vejsiderestaurant om vi kan sætte vores teltet op der, for det er eftermiddag, og det er ikke forsvarligt at cykle i den tunge tåge.

I restauranten, som er en åben bygning med bliktag, er der travlt. Man siger, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for nogen. I mudderskredets tilfælde er det de små vejsiderestauranter på Dødens Trampolin, der har gavn af alt den ekstra trafik. Uden tvivl tjener de flere penge disse dage, end de normalt gør på måneder. Vi køber en Aqua de Panela, som er en varm drik bestående af vand blandet med sukker fra sukkerrør.

Vi får lov til at sove i vores telt bag en grøn presenning, som afskærmer os fra restauranten og menneskemylderet på den anden side. Vi hopper tidligt i soveposerne, for vi er trætte, og vi ved at vores søvn kommer til at lide under de mange lastbiler, der fortsætter med at køre forbi i løbet af natten. I morgen er der endnu en bilfyldt dag, torden og masser af regn før vi kan slappe af i byen Mocoa.

Finca Floridas varme kilde

Vi står forpustede og kigger på den hvide havelåge. På det sorte skilt ved siden af, står der ”Finca Florida” sirligt malet i hånden. Vi har netop gået 200 højdemeter op gennem skov og krat ad en stejl vandresti med vores tasker og cykler. Det tog to timer, og alt vores energi er fuldstændig væk allerede fra morgenstunden.

Da vi dagen før kom cyklende, kunne vi se gården, eller Fincaen, som det hedder på spansk, ligge et godt stykke nede ad bjerget. Stedet, der har sin egen varme kilde, har vi fået anbefalet af vores cykelvenner Coralie og Natan, et fransk par, vi flere gange har mødt på vejen. De fortalte, at vi kan stille vores cykler ved den lille butik overfor havelågen. Det er sent om eftermiddagen, og butikken er lukket. Solen går snart ned, og vi er flade efter en lang cykeldag. Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan stille cyklerne oppe ved vejen, for selvom det er en lille grusvej, kommer der biler forbi. Vi har heller ikke tid til at cykle videre og finde et andet sted at sove og beslutter os for at tage cyklerne med ned til gården.

Det er en tur på 200 højdemeter ned ad en 1 kilometer lang og stejl vandresti. Turen nedad er besværlig, men ikke slem, for vi bliver godt hjulpet af tyngdekraften med vores tunge cykler. Nede ved gården finder vi den belønning, vi vidste ville komme: et fint sted at campere og en varm kilde til de ømme cykelben. Vi møder en ung mand, der fortæller, at det par, der bestyrer stedet er taget til byen. Han kan ikke tilbyde det måltid mad, vi havde drømt om, så vi må selv i gang med pasta og tun. Den varme kilde skuffer ikke og vi nyder at slappe af i det varme vand. Vi glemmer næsten, at vi skal slæbe cykler og udstyr op igen næste dag…

Kaffebonden Carlos

Colombia er verdens tredje største eksportør af kaffe og indtil for nyligt har kaffe været den vigtigste colombianske eksportvare. I dag er det olie, som i så mange andre sydamerikanske lande, men kaffen er stadig en vigtig eksportvare for Colombia og kilden til levebrød for mange tusinde kaffebønder.

Vi cykler i kaffedistriktet i Colombia, og beslutter os for at tage en rundvisning på en kaffegård for at blive klogere på de sorte dråber. Mens vi bliver vist rundt, fortæller ejeren Carlos stolt om de tropiske frugter han gror blandt kaffeplanterne, alt fra ananas til mango og eksotiske frugter fra Amazonas. Han viser os planter, som bruges til naturmedicin mod forkølelse, feber og dårlig mave. Vi joker med, at han har et helt supermarked i sin baghave. Hvad frugt og naturmedicin har med kaffe at gøre, kommer vi tilbage til.

Mange colombianske kaffebønder stadig passer sin egen gård, og sælger kaffebønnerne til et nationalt kaffecooperativ, der håndterer ristningen og eksporten af kaffen. Kaffeproduktionen er ikke i samme grad som f.eks. bananen eller sukkerrøret ejet af stenrige investorer, der laver kæmpe produktioner, men kan sammenlignes med det danske andelsselskab Arla. Det er i hvert fald, hvad Carlos fortæller.

Det har stor betydning for den enkelte kaffebondes velstand at være en del af cooperativet, fordi bonden ejer sin egen gård og land. Derfor har gruppen af kaffebønder formået at udvikle sig væk fra fattigdom til middelklasse i de 200 år, kaffen er blevet dyrket i Colombia.

Carlos’ familie er et eksempel på dette, og han er efterkommer af nogen af de første kaffebønder i Colombia. Carlos fortæller, at der i kaffedistriktet ikke er så mange sociale problemer, som i mange andre områder i Colombia. Han har f.eks. selv haft mulighed for at tage en universitetsuddannelse.

Carlos dyrker kaffe på en naturvenlig måde, hvor den vilde natur forbliver en del af kaffeplantagen, og derved holder en bedre balance med biodiversitet og samtidig sænker behovet for forbrug af pesticider. Derfor dyrker han alverdens tropiske frugter blandt sine kaffeplanter.

Carlos ser rundvisningerne på sin kaffegård, som en mulighed for at uddanne colombianere og vestlige forbrugere til at vælge kaffe, der er dyrket bæredygtigt. For selvom det er dyrere, som han siger, så giver det ham og andre mulighed for at bevare biodiversiteten på kaffegårdene.

Vi slutter af med en lækker kop espresso, som holder os vågne resten af dagen. Klogere på kaffeproduktion, og lidt skeptiske om den romantiske fortælling om biodiversitet og forbedrede arbejdsforhold i Colombias kaffeproduktion. Vi har trods alt cyklet forbi mange kaffeplantager, hvor monokulturen trives og hvor arbejdere sprøjter med pesticider.

Det Caribiske hav og Darien Gap

Efter lange cykeldage i fugtig varme mod den caribiske kyst og havnebyen Necocli, begynder vores søgen efter den række af både, hvori vi skal krydse det famøse Darien Gap, et lovløst område af jungle, der forbinder Colombia og Panama på land.

Helt fra før vi startede vores rejse, er vi blevet spurgt, hvordan vi krydser the Darien Gap, som for de fleste er omgivet af mystik. Hvad sker der i junglen, hvor lovløshed råder sammen med narko- og menneskesmuglere? Vi har svaret, for selvom vi ikke selv har gået turen ind i junglen – det ville være både uforsvarligt og meget besværligt med vores cykler – har vi mødt mange, der har, eller som forbereder sig på at gøre det.

Hundredetusindevis af migranter og flygtninge fra hele verden tager hvert år turen gennem junglen i søgen efter et bedre liv i USA. Det er en kostbar og farlig affære, der indebærer nattevandringer, bådture under grumme omstændigheder og risiko for at blive udnyttet på alle tænkelige måder af de menneskesmuglere, hvis hænder, migranterne for en tid ligger deres liv i.

Hele vejen gennem Colombia, har vi mødt flygtninge fra Venezuela, der vandrer langs hovedvejene. Men det er alligevel en overraskelse, da vi kommer til Necocli og ser, hvordan byen lever af at huse migranter og flygtninge, der forbereder sig på at vandre gennem the Darien Gap.

Migranterne har vidt forskellige vilkår, udover at de alle er flygtet fra deres hjem. Vi møder en kinesisk familie, der er flygtet fra Kina på grund af politiske årsager. De har penge til at bo på et fint hotel og spise på restauranterne i byen og har betalt 10.000 dollars pr person for at blive smuglet gennem de mange lande. Vi møder også en familie, der er halvt fra Venezuela og halvt fra Cuba. De sover på stranden og tigger til dagens fornødenheder, samtidig med at de tigger for at skaffe penge til bådturen over til Capurgana, hvor junglevandringen starter. Billetten til Capurgana koster omkring 15 dollars pr person.

Vi, og de få andre turister, skiller sig ud. “Har I pas?” Spørger damen i hotellets reception. Vi er heldige, at vi har danske pas, og at vi er på en helt anden rejse. Vores krydsning af the Darien Gap, kommer til at ske med både og bliver et eventyr, i modsætning til migranternes junglevandring, som snarere kan beskrives som et mareridt.

Colombia er farligt

Sloganet ”Det eneste risikable ved at rejse til Colombia, er at du får lyst til at blive” kan vi nu nikke til. Vi er blevet mødt af hjertevarme mennesker, der med smil og gratis frugt har gjort Colombia til en vidunderlig rejse. Colombia er ikke farligt for turister, men der er stadig lang vej til at alle føler sig sikre.

Galapagos – søløveleg, snorkling og hvide sandstrande

Søløven kigger nysgerrigt på os med sine dybe brune øjne. ”Flyt dig, flyt dig, den vil gerne hvile” råber et par lokale da søløven, på sin klodsede facon, kommer vraltende op ad vandet mod stenen. Katja må pænt overlade den sten, hun sidder på, til det trætte dyr.

Vi har fundet en strand, hvor vi kan snorkle, og Martin, Christian og Pernille bruger en halv time på at lege med søløverne under vandet. Lige så klodsede som søløverne er over vand, lige så elegante er de under vand, og det føles som om, at de nyder at vise sig med deres mange tricks. Martin griner højlydt ind i sin snorkel, hver gang søløven svømmer helt tæt på ham og i sidste øjeblik vender om og svømmer væk igen. Det gør søløven adskillige gange i træk. Nogle gange er det nødvendigt med en pause, og søløven sætter sig på havbunden og kigger forventningsfuldt op på Martin og Christian, det ligner at den tænker ”vi er ikke færdige med at lege, vel?”. En af søløverne er lidt for interesserede i tæer, og kigger drømmende efter Martins. En anden hapser forsigtigt efter Christians svømmefødder. ”Du kan godt glemme at hapse mig i tæerne” griner Martin, mens søløvelegen fortsætter.

Det er som om søløven vil sige tak for legen, og efter den har hvilet i fem minutter og har fået en lille snak med Martin, der fortæller den hvor god og dygtig den er, smutter den ned i vandet igen.

Sommer på Galapagos

Vi er kommet til Galapagos sammen med vores gode venner, Pernille og Christian, der er på besøg fra Danmark, og her er dyr overalt. Ved vores ankomst i lufthavnen, bliver vi hilst velkommen af en kæmpe øgle, der sidder og slikker sol ved stien fra flyet og ind til ankomsthallen. Vi beslutter at tilbringe det meste af vores tid på øen Isabella, netop fordi, vi har hørt at på denne ø kan vi se de fleste dyr. Vi skal med speedbåd fra øen Santa Cruz, hvor vi ankom med fly, og bliver hilst velkommen af en pingvin, der lystigt svømmer mellem bådende i havnen. Det er surrealistisk at gå rundt blandt de mange dyr, der slet ikke er bange for mennesker.

Galapagos er ikke helt, hvad vi havde forestillet os, men dyrelivet lever op til vores vildeste forventninger. De endeløse hvide sandstrande, det turkis blå hav og solens varme stråler giver os fornemmelsen af at være på badeferie. De sidste mange måneder har vi på vej op mod Ecuador ellers hørt fra andre turister om det overskyede vejr, om våd- og tørdragter og om blå læber og rysten af kulde efter snorkelture. Det er slut nu, fortæller datteren af den familie, der bestyrer vores hotel. Vi er ankommet til øerne på den første solskinsdag i lang tid, og nu bliver det kun varmere og mere solrigt fortæller hun på flydende engelsk.

Det nye liv på Galapagos

Til forskel fra børn på fastlandet i Sydamerika, lærer børn fra Galapagos faktisk at tale et brugbart engelsk i skolen, og derfor kan mange på øen tale et godt engelsk. Det er nødvendigt, fordi øernes lokale indbyggere primært lever af turisme. Sådan har det ikke altid været, og øernes befolkning har gennemgået en stor omvæltning, fra at leve af at fiske til at leve af turisme. For at beskytte miljø og natur er der strenge regler for, hvor meget der må fiskes. For de lokale betyder det, at deres arbejdsliv har udviklet sig, og mange, der før har fisket, bruger nu deres både til at sejle turister rundt eller bliver selv guides.

Vi mødte en ung kvindelig guide, der efter sin fars ønske, havde taget en uddannelse inden for turisme. Hun tog til Quito for at studere, bosatte sig i et par år i storbyen Guayaquil med sin mand og deres lille barn, og er lige vendt tilbage til Isabella for at arbejde sammen med sin far. Kvindens mand, som har arbejdet i flåden, flytter senere på måneden til øen Isabella og skal være med til at sejle turister rundt.

Af en ældre guide, fik vi fortalt, at de på øerne i hans barndom ikke havde strøm, og at de kun én gang om måneden fik sejlet forsyninger fra fastlandet til øerne. På mange måder mindede tiden under corona om hans barndom, fordi øerne var lukket helt af fra resten af Ecuador, og derfor flyttede mange af øens beboere fra kysten og ind i landet, hvor naturen er mindre barsk, og det er muligt at gro grøntsager og frugt.

Katjas første snorkel oplevelse

Fordi det nu ikke er muligt at leve af at fiske, har mange af de gamle fiskere taget titlen som guide til sig, og ikke alle er lige pædagogiske og tålmodige, når turister er en smule bange for at få sit hoved under vand. Det er bare med at komme ned i vandet, for hvad kan der ske? Det kan man jo sagtens sige, når man er vokset op på Galapagos og har fridykket siden man var helt lille. Den kvindelige guides far, var dog helt igennem hjælpsom og sød, da Katja skulle prøve at snorkle for første gang.

Guidens far, som også var tidligere fisker, hjalp os på første snorkeltur ved at trække Katja rundt efter sig. Hun holdt fast i en redningskrans, som var bundet fast til ham, og han gjorde sit allerbedste for at give Katja en god oplevelse, selvom hun er bange for at få sit hoved under vand. Guidens far gjorde sig så umage med at vise Katja, hvor dyrene var, at han fridykkede ned til havbunden for at udpege dyrerene. Til sidst på turen gjorde han tegn til, at Katja skulle tage fat i hans dragt, så han kunne tage hende med ned og dykke, men med lettere panik i øjnene måtte Katja signalere pænt nej tak, for det var allerede spændende nok at tumle rundt i vandet i forvejen.

Katja er blevet en haj til at snorkle og snorkler på næste tur selv rundt hvor vi svømmer mellem hajer og kæmpe havskildpadder. Da hun kommer op ad vandet igen, drømmer hun om at blive havbiolog, så hun for alvor kan undersøge den nye forunderlige verden, hun først lige har opdaget eksisterer.

Vi forlænger vores tur og besøger øen San Cristobal

Vi sidder en aften og snakker om hvordan vi snart skal flyve hjem og hvordan vi måske lige kan få presset tre ekstra dage på vores ophold. Vi og vores venner får ændret vores fly og købt en bådbillet til San Cristobal. Ved ankomsten til øen mødes vi af fem sort tippede hajer og to rokker. Christian og Pernille tager på en ekstra tur ud på en dykker og snorkel tur, men vores budget brænder og vi må blive hjemme. Galapagos er så dyrt, som rygterne lyder. De kommer tilbage med kæmpe smil, da de begge har set hammerhajer. Vi gemmer hammerhajer til en anden god gang – måske Costa Rica, hvor vi har fundet ud af, at de finurlige hajer også findes.

Efter 10 dage på øerne, er overraskelsen over at se kæmpeskildpadder, øgler og søløver overalt aftaget en smule. Vi kan dog stadig stå ved stranden i halve timer i træk, bare for at kigge på søløverne, deres magtkampe og brølen af hinanden.