Denne kategori indeholder vores rejser

Første indtryk af Indien: Uttar Pradesh – en cocktail af kaos og fornøjelse

/0 Kommentarer/i , ,

Vi sidder ved en vejsidecafe og spiser samosa til morgenmad. Friturestegt brød med krydret kartoffelfyld. Vi drikker masala te til, en mælkete, der er fyldt med alverdens krydderier. Indien smager lige så rigt, som landet er. Ud ad øjenkrogen ser vi en stor sort tyr komme slentrende ned ad gaden. Den roder utålmodigt i det skrald, der flyder overalt i gaderne, og som er dens primære kilde til mad. En mand iklædt skriggule klæder kommer gående over gaden med noget i hånden og et stort smil på læben. Han stopper ved gryderne i det gadekøkken vi spiser ved, og viser stolt kokken den rotte han har fanget og nu holder i halen. Snart spotter han os, de to vestlige turister, der sidder med store øjne og kigger på det usædvanlige scenarie, der udspiller sig foran os. Vi sidder på en træbænk overfor den brønd, som arbejderne tager vand fra til at lave mad i og vaske op med. Manden lægger rotten fra sig, og kommer hen og skyller hænderne i vandet fra brønden. Han hilser på os, og vi undlader at give ham hånden, mens han fortæller at han er advokat, og ejer den ene og den anden bygning i byen. Det er en velstillet mand, det kan vi se på hans udstråling og tøj. Indien overrasker os konstant, og uforudsigeligheden er kilde til både stor frustration og udsøgt fornøjelse.

Landegrænsen

Martin har før cyklet i Indien og kender til det kaos, der venter os. Med 1.5 milliarder mennesker kan Indien bedst beskrives som en hektisk eksplosion af sanseindtryk. Grænsebyen Sounali er en forsmag på vores næste 10 dage på cyklen. Byen er et stort virvar af mennesker, køer og trafik. Dytten og råben. Kiosker med farverige skilte. Frugt og grønt, der ligger i store kurve ved vejkanten. Køer som dovent slentrer forbi, og opholder de utålmodige chauffører. Kvinderne er klædt i traditionelle Sari kjoler, der består af et langt stykke stof, som bindes rundt om kroppen. Kjolerne findes i alle regnbuens farver, og er gerne udsmykket med motiver af guld eller sølv. De fleste har også en Tika i panden; den røde plet, som mange associerer Indien med. Millitærpolitiet forsøger at holde styr på menneskemængden, mens vi forsøger at navigere i virvaret og finde immigrationskontoret. Det ligger i et ganske almindeligt hotel 800 meter efter grænsen. Manden i immigrationskontoret kigger på os med en alvorlig mine, mens han grundigt undersøger vores indiske visa. Vrissent tager han vores fingeraftryk og billede. Seancen tager ikke mange minutter. Sulten knurrer i vores maver, og vi udskyder den med en cola, mens vi leder efter et simkort. Det viser sig at være svært for udlændinge at købe et simkort, og vi forlader grænsebyen uden data på mobilen. Det vidner om, hvor få turister, der krydser denne landegrænse ind til delstaten Uttar Pradesh.

Indiens tættest befolkede stat

Uttar Pradesh har en række uheldige førstepladser. Det er Indiens mest befolkede stat. Tre procent af verdens befolkning bor i dette område, der er på størrelse med Storbritannien. Det er den stat i Indien, hvor flest lever under fattigdomsgrænsen, og hvor der bliver begået flest mord. Her dræbes flest i trafikken. Det er desuden staten i Indien med flest illitterære. Uttar Pradesh har også sine højdepunkter. Det er staten med Taj Mahal, det verdensberømte muslimske mausoleum, som ligger i byen Agra. Staten kan bryste sig af at være hjem for en af hinduismens mest hellige byer Varanasi, der ligger ved den hellige flod Ganges floden. Dele af staten er vant til at få besøg af mange turister – vestlige såvel som Indiske, men det er ikke den del, vi skal cykle igennem. Uttar Pradesh har et dårligt ry, og senere fortæller indere fra andre delstater, at de sågar ville ønske at de kunne udstøde Uttar Pradesh fra Indien. Særligt én historie går igen, når vi fortæller at vi har cyklet gennem Uttar Pradesh. For et år siden blev et brasiliansk par på motorcykel overfaldet i deres telt, kvinden blev voldtaget, og manden tæsket af en gruppe unge indiske mænd. Det er en historie, der sætter sine spor, men som så mange gange før, finder vi ud af, at få menneskers onde gerning ikke skal ødelægge det for de 99 procent, der kun vil os det godt. I de 10 dage vi cykler gennem delstaten, oplever vi med egne øjne, hvor mangfoldig en stat Uttar Pradesh er. Det er ikke muligt at skære hele staten over en kam. Den ene dag cykler vi blandt statens 20 % muslimer, hvor kvinderne er dækket helt til, og mændene bærer det traditionelle skæg. Næste dag cykler vi i et område, hvor Sikh-folket bor, og mændene bærer den traditionelle turban, mens kvinderne igen går i farvestrålende tøj. En time senere er vi i en landsby, som primært er hinduistisk, og hvor folk flokkes om de små hinduistiske templer. Fælles for alle områderne er de lokales entusiasme ved vores besøg.

Fem selfies om dagen

Der går ikke længe, før vi har krydset grænsen til vi bliver indhentet af den første mand på motorcykel, der på den tungt trafikerede landevej sætter farten ned for at snakke med os. Her taler folk hindi, og de fleste kun det. Vi troede ellers at alle ville kunne lidt engelsk, som er et af de officielle sprog i Indien. I Indien har de 30 forskellige sprog og mindst 2000 dialekter, og den officielle kommunikation foregår på hindi og engelsk. Sprogbarrieren er ikke et problem for os, for vi er vant til at navigere i områder, hvor vi ikke forstår sproget, men folks overraskelse over at vi ikke kan hindi, kommer bag på os og bringer et smil på læben. Vi er hovedattraktionen overalt vi kommer, og vi finder hurtigt ud af, at mange af de velmenende mænd på motorcykler egentlig ikke skal vores vej, men kører efter os, fordi de har set os komme forbi. Alle vil have en selfie, men det udvikler sig som regel til en fotosession, hvor personen skal have et billede med Martin, et med Katja og et fælles, og så lidt flere. Efter to dage, hvor vi konstant bliver stoppet for at tage selfies, må vi trække en streg i sandet. Derefter begynder Martin at tilbyde kørende selfies, mens vi cykler. Til sidst må vi simpelthen sige nej, hvis vi ikke skal miste forstanden. Skuffelsen i folks øjne niver i vores hjerter, men frustrationen over konstant at blive set på som en attraktion dulmer den dårlige samvittighed. Vi laver et kompromis, og beslutter os for, at vi kan stoppe og tage selfies fem gange om dagen. Vi udvælger nøje de heldige, som oftest er børn og kvinder. Mændene begynder vi at blive en smule trætte af, fordi de som regel helst bare vil have billeder sammen med Katja. Trætheden tager til, da vi kommer til et område, hvor mænd konsekvent kører langsomt bagved Katja, for at kigge på – ja hvad? Numsen, nok? I de dage cykler Martin bagerst.

Publikum

Selfies er en mindre del af den intense opmærksomhed vi modtager i løbet af en dag på cyklerne. Uanset om vi stopper i en restaurant for at spise frokost eller i en kiosk for at købe vand, tiltrækker vi et større publikum. Vi spiser frokost hos vejsideboderne, der normalt består af et træskur med bliktag. Der står ofte en mand ved to jerngryder fyldt med boblende olie, klar til at friturestege samosa, kartofler og andre indiske lækkerier. Ofte sidder vi ved borde og bænkesæt og spiser vores samosa, mens 20 mænd stirrer nysgerrigt på os. Ofte har vi fem minutters madro, inden nysgerrigheden tager over og spørgsmålene begynder. Indernes evne til at samle sig i store grupper på ingen tid forbløffer os. De kommer ud af ingenting. Da vi en dag stopper ved en vejbod midt ude i ingenting for at købe en vandmelon, er det kun sælgeren og os. Vi sætter os ned i en grøft med ryggen til vejen ved nogle træer for at få skygge, og får øje på en gruppe børn, der langsomt kravler op i et træ ca. 20 meter fra os. Vi vinker og smiler til dem. De er generte, men sidder som forstenet og stirrer på os. Da vi vender os om mod vejen igen, står der 15 voksne mennesker og kigger på os. Hvor kommer de fra?

Mirakellægen

Den første nat er vi uheldige. Der er valg i Indien, og alle hoteller i byen er fuldt booket til valgarrangementer. Vi spørger mindst fem steder, og bliver sendt i alle mulige retninger, men flere fortæller os om et hotel, der passer perfekt til os. Vi cykler hen til den mindre landsby, og bliver overraskede, da vi mellem rækken af små stenhuse får øje på et kæmpe hotelkompleks. Det ser dyrt ud, og viser sig også at være udenfor vores budget. I indernes øjne er vi rige hvide mennesker, om vi så kommer på en cykel eller i en stor flot bil. Og de har jo ret, vi er rige i forhold til de mennesker vi omgås. Heldigvis for os, kommer en mand gående ud af hotellet i en fin hvid skjorte. Han taler engelsk, og vi falder i snak. ”I kan sove i min lægeklinik” siger han måske lidt for hurtigt. Senere sidder vi og spiser stegte ris, mens et publikum af venner og familie tilfældigvis er kommet forbi. Lægen fortæller os, at han kan kurere 99,9 procent af alle sygdomme. Imponerende! Han er specialiseret i Ayurveda, som er en alternativ behandling inden for hinduismen, og hurtigt finder vi ud af, at han har en bagtanke med at invitere os ind. Han er bekymret for, at politiet kommer og spørger, hvorfor vi skal sove der, så han får os til at skrive os ind i sin patientbog. På den måde, kan han sige til politiet, at vi har et ærinde hos ham. Politiet kommer aldrig, og senere insisterer han på, at vi skal lave en video med ham, hvor vi fortæller hvordan hans behandling virker. Vi holder ham hen, for vi vil på ingen måde være med til at promovere en behandling, som vi ikke har modtaget. Derudover er klokken blevet mange, og vi er trætte. Vi overtaler ham til, at vi kan lave videoen i morgen, men vi slipper alligevel ikke helt, for i mellemtiden er lægens bror kommet. Han er journalist og har sin egen dagsorden med os. Martin stiller op til et interview, og bliver blandt andet spurgt om, hvad han synes om Modi, Indiens primærminister. På diplomatisk vis, får Martin snoet sig uden om de kritiske politiske spørgsmål. Til sidst får vi lov til at sove, og vi slår teltet op på lægehusets tag. Lægens assistent sover også på taget, men i sin træseng, og da vi i løbet af natten må slå otte myg ihjel, som har sneget sig ind i teltet, sender vi ham en kærlig tanke. Han lever 24 timer i døgnet på lægeklinikken og arbejder konstant. Han gør rent, serverer te, laver mad, fixer alverdens ting osv. Vi har også to andre værelseskammerater for natten; lægens to hunde lever på taget, bundet fast i kæde. Vi sover dårligt, blandt andet fordi taget har stået i solens stråler hele dagen, og de op til 45 grader har efterladt betonen hedende varm, og fordi vores roomie taler højlydt i telefon halvdelen af natten. Næste morgen er vi dårlige gæster, og skynder os at komme op og af sted, før lægen kommer tilbage. Vi vil for alt i verden undgå at lave flere videoer. Vores samvittighed er dog ren, da vi husker ham fortælle os, at det er lettere at blive en succesfuld læge i fattige områder, fordi folk ikke er så kritiske. Besøget hos lægen efterlader os ambivalente. Vi er glade for at få husly, selvom vores vært har et anstrengt forhold til sandheden.

Iskaffe hos kongen

Vi sover en nat i byen Balrampur, hvor vi har hørt at områdets gamle kongefamilie skulle opholde sig på et palads, der stadig ligger i byen. Kongefamilien går tilbage til lang tid før briterne koloniserede Indien, og under det britiske styre, havde kongen et tæt samarbejde med briterne. Morgenen efter cykler vi hen til paladset på vej ud af byen, og finder det kæmpe palads lukket af for offentligheden. Vagterne siger at vi må vente 2 timer til klokken bliver 10, hvis vi gerne vil ind og se paladsets have og tempel. Da vi fortæller, at vi kommer hele vejen fra Kongeriget Danmark for at se kongens palads, bløder de op, og pludselig har vi sat gang i en række begivenheder, som vi aldrig havde forestillet os skulle udspille sig. Vi bliver inviteret ind i ventesalonen og tilbudt småkager og vand, mens vi venter på at der kommer en mand, der vil vise os rundt, og snart er vi på rundtur på kongens grund. Manden, som vi formoder er kongens assistent, sender et billede af os til kongen, og vi begynder at håbe på, at vi måske kan møde hans majestæt. Rundturens højdepunkt er kongens tempel, som er et hindutempel. Vi venter 30 minutter på at præsten ankommer med nøglen og laver ceremonien for at åbne templet. Ceremonien indebærer ofring af blomster til guderne, røgelse og så ringer assistenten på en stor klokke, mens præsten går rundt og hilser på de forskellige guder. Han velsigner os og vi modtager en tika på panden, inden templet igen bliver lukket ned, og præsten lige skal have en selfie med os. Det samme skal alle de vagter, der har fulgt os rundt på rundvisningen, og også kongens assistent. Da selfie-sessionen er overstået, går vi tilbage til velkomstsalonen, og assistenten ringer til en kvinde, der viser sig at være kongens kone. Hun fortæller os, at hun ikke er klar til besøg, men at hun vil sende os iskaffe og morgenmad. Vi snakker lidt løst og fast med hende, og hun fortæller at hun har en slægtning i Holland. I mellemtiden er iskaffen og to ostesandwich ankommet. Et par timer efter vi kom står vi igen ude foran porten, opløftede over den spontane og uventede oplevelse. Vi vinker farvel til de søde vagter, som i mellemtiden har passet godt på vores cykler.

Ganges floden

Efter 10 dages cykling og ca. 900 kilometer gennem Uttar Pradesh når vi en milepæl. Vi kommer til en ny delstat, Uttarakhand, og til byen Rishikesh, hvor vi har besluttet os for at holde hviledage. Rishikesh er Indiens yoga-by. Hvert år kommer mange tusinde turister for at tage et yoga-retreat eller en uddannelse som yogalærer. Vi havde oprindeligt planlagt at tage et retreat, men hedebølgen og de 45 + grader ændrer vores planer. Det er simpelthen for varmt til at lave andet end at ligge på et hotelværelse i aircondition og slappe af. Rishikesh er en af de helligste byer i Indien, fordi den ligger klos op ad Ganges floden, som er den helligste flod. Derfor valfarter tusinder af hinduistiske pilgrimme til byen, og alle skal bade i den hellige flod. Der er store ceremonier hver aften, hvor folk ofrer til floden. Floden skulle efter sigende være spirituelt ren og rensende, hvilket er ironisk, fordi det også er en af verdens mest forurenede floder. Men sådan er Indien, kontrasternes land.

Annapurna Circuit – over Thorang La (5416MoH)

/0 Kommentarer/i , ,

Vores rejse hedder Himalaya til Anatolien, men vi har ikke set et eneste snedækket bjerg, siden vi kom til Kathmandu med flyveren fra Danmark. Området er dækket af røg og forurening fra afbrænding af skov og marker i lavlandet. Røgen ligger over landet som et tungt tæppe, og udover at ødelægge udsigten (det mindste problem), påvirker røgen luftkvaliteten for de millioner af nepalesere, der bor i området. Nepaleserne venter på at regnsæsonen kommer i juni måned, og skyller røgen væk. Cyklister venter ikke så gerne på regnvejr, så vi beslutter os for at tage sagen i egen hånd. Hvis bjergene ikke kommer til os, må vi komme til dem, og der er kun én vej: det er nordpå, op i Himalaya.

Tynd luft og ekstase
Vi tager tre dybe indåndinger af den tynde luft, før vi fortsætter op ad det 5416 meter høje bjergpas Thorung La. Vi trækker cyklerne langsomt opad i endnu 10-20 højdemeter, før vi igen må stoppe op for at få vejret. Her er helt stille. Udover vores egen vejrtrækning er det eneste vi kan høre gruset, der knaser under cyklerne. Snedækkede bjergtoppe tårner sig op om os, og efterlader os med følelsen af at være bittesmå. De gigantiske kæmper har været her i mange millioner af år, og har troligt fulgt med, mens utallige eventyrlystne vandrere siden 1977 har sneglet sig over bjergpasset. Cyklerne – vores ellers trofaste venner – er nu 20-25 kilo dødvægt, som vi prustende kæmper med at trække op. Da vi efter fire timers skubben endelig spotter toppen, bliver vi ekstatiske. Farverige blå, hvide, røde, grønne og gule buddhistiske bedeflag markerer bjergpassets top. De rusker i vinden, der tager til hvert minut. Martin stopper op, og venter på Katja. Vi går de sidste højdemeter sammen. I 13 dage har vi cyklet, trukket og kæmpet os frem mod denne milepæl. Vi gjorde det! Vi har cyklet op til Thorung La, og står i svimlende 5416 meters højde.

De ”skøre” cyklister

Den 230 kilometer idylliske vandrerute Annapurna Circuit går gennem farverige nepalesiske landsbyer og videre op i Himalayabjergene, tæt på Tibet. Du går mellem buddhistiske klostre, stupaer og farverige bedeflag, alt sammen med høje snedækkede bjerge som kulisse. Vandreruten er så populær, at knap 200.000 mennesker i 2023 snørede vandrestøvlerne og drog ud på eventyr. Markant færre gør som os, og tager cyklerne med. Kæber falder på stribe, når vandrerne ser vores cykler. Hurtigt er vi berømte i vandrefællesskabet på stien. Vi er de ”skøre” cyklister; en identitet vi ofte tager på os. Men faktisk er vi langt fra de første, der sætter sig for at tackle vandreruten på cykel. Vi finder god information på internettet, der hjælper os med at planlægge de 17 dage det tager os at cykle runden fra og til Pokhara. Cykelruten er 386km lang, og indeholder hele 10.395 højdemeter. Vi kan cykle ca. 85 procent af turen, og resten af tiden må vi trække cyklerne. Der er ingen grund til at slæbe telt og køkkenudstyr med op på bjerget, for vandreruten er veletableret, og gæstehusene ligger sjældent længere end 10 kilometer fra hinanden. Vi efterlader en del bagage i Pokhara, og medbringer vores varme sovepose, varmt tøj, kamera og powerbank. Gennem en årrække har Nepal arbejdet på en vej fra Besishahar til Manang i 3500 meters højde. Vejen, som består af en blanding af Jeep-spor, beton og asfalt, løber langs med vandresporet, og er grunden til at vi kaster os ud i projektet. Men den er ikke populær hos alle. Vores vært på gæstehuset i Syange mærker tydeligt at det er lettere for turisterne at starte vandreturen i landsbyerne Chame og Manang, som ligger højere oppe i bjergene. Det går udover økonomien hos de gæstehuse og landsbyer, som turisterne nu springer over. Flere af dem, der plejede at leve af turismen fra vandrestien har svært ved at få enderne til at mødes.

Tættere på Tibet

Jo højere vi kommer op i bjergene, jo tættere kommer vi på Tibet, og vi mærker tydeligt den tibetanske indflydelse og kultur i landsbyerne. Kronragede munke går i gaderne iført røde og orange kapper. Munkeklostre dukker op på bjergsiderne, som også fyldes med blafrende bedeflag og hvide stupaer, der symboliserer selveste Buddha. På gaderne ser vi mani-sten og drejer flittigt hjulene på de lange rækker af bedemøller, der er indgraveret med buddhistiske mantraer. Vi husker at gå og cykle til venstre om de buddhistiske artefakter, da det er god kutyme og bringer held. I Manang holder vi tre hviledage og bruger en på at vandre op til Gumba Praka. Her bor en ældre buddhistisk nonne, som velsigner folk med en sikker krydsning af Thorung La. Hun bor i 4000 meters højde i et smalt hvidt kloster, der er bygget ind i klippevæggen. Da vi går derind, mødes vi af en fugtig kulde, men nonnen er alt andet end kold, da hun med smilende øjne og varme beder os komme tættere på. Vi knæler på puden foran hende, mens lyset vælter ind ad det lille vindue. Hun mumler et mantra, og giver os hver en gul snor om halsen. Det koster fem kroner pr. velsignelse. Turen op til nonnen, er udover hendes velsignelse, en måde at akklimatisere til de kommende dage. Vi sidder i solen, og spiser medbragte makroner fra det overraskende gode bageri i Manang, mens vi kigger på bjergene.

Drømmeudsigt
Da Tina Dickow skrev sin fantastiske sang ”Room with a view”, kunne hun sagtens have siddet i vores gæstehus i landsbyen Upper Pisang, hvor vi ud ad et stort vinduesparti har udsigt til det knap 8000 meter høje bjerg Annapurna II. Aldrig før har vi boet med en bedre udsigt end denne, og så endda til den nette sum af 0 kroner. På Annapurna Circuit er det kutyme hos lavbudgethotellerne, at vi betaler for den mad vi spiser, men ikke for værelset vi sover i. Af samme grund er priserne for maden skruet op til et – i nepalesisk standard – uset højt niveau. Vores stabile måltid, Dal Bhat, koster heroppe op til fire gange prisen end i lavlandet. For det meste får vi hvad vi (ikke) betaler for. F.eks. bliver sengetøj og håndklæder sjældent vasket, vi må undvære toiletpapir og håndvask på badeværelset, og toiletterne er i flere tilfælde blot et hul i jorden. Helt fair. Vi er glade for, at vi tog vores varme soveposer med, selvom det er ekstra vægt at slæbe på.

Akklimatisering
Det største samtaleemne på vandreturen er højdemeter og akklimatisering, og hver dag ser vi flere vandrere, som må tage turen tilbage ned ad bjerget, fordi de har symptomer på højdesyge. En ung israelsk kvinde bliver hentet af helikopter i 4000 meters højde, og bragt til et hospital i Kathmandu. Vandreturen er designet til at stige ca. 500 meter i højden næsten hver dag, hvilket gør det næsten umuligt at akklimatisere. Nogle vælger at tage højdesyge medicin for at forebygge og lindre symptomerne. Vi har god tid, og vælger i stedet at holde hviledage på vej op i højderne. Derudover går vi hver eftermiddag 200-500 højdemeter længere op, end den landsby vi sover i. I landsbyen Phedi, der ligger i 4500 meter, går vi som sædvanligt 200 højdemeter længere op, men denne gang sniger milde højdesygesymptomer sig ind på Katja, og tilbage i gæstehuset må hun lægge sig med hovedpine og kvalme. Vi beslutter os for at se situationen an til morgenen efter. Hvis symptomerne forbliver ved status quo, eller bliver værre, må vi tage en hviledag eller cykle ned til en lavereliggende landsby. Hvis hun får det bedre, er der to muligheder. Vi kan gå op til ”Thorung High Camp”, der ligger i 4800 meters højde og sove en nat deroppe, før vi krydser bjergpasset, eller gå hele vejen over det 5416 meter høje bjergpas og ned til byen Muktinath, der ligger i 3700 meters højde på den anden side af passet.

En nat i 4800 højdemeter

Næste morgen har Katja det bedre, men vi beslutter alligevel at forebygge risikoen for at genopleve symptomerne ved at tage en højdesygepille hver, og trækker vores cykler op mod High Camp i 4800 meter, hvor vi vil sove. Dagens rute er på sølle 1.5 kilometer, men med hele 300 højdemeter og stigninger på op til 30 procent, arbejder vi hårdt for at få cyklerne med op. Vi er trætte, da vi endelig triller ind i High Camp. Det er det sidste overnatningssted før bjergpasset, og det mest simple. Her er for eksempel ikke rindende vand. Mændene, der arbejder i lejren, må flere gange om dagen hente vand længere nede ad bjergpasset. De transporterer vandet i store dunke, som de løfter i en kurv på ryggen med et bånd om hovedet på traditionel nepalesisk vis. Vores værelse har set bedre dage. Sengetøjet lugter tungt af flere års sved, og døren er så utæt, at sne fyger ind i værelset. Om eftermiddagen indhyller en tung tåge lejren, og vi kan kun se fem meter frem. Det begynder at sne. Solens varme stråler er forsvundet, og i opholdsstuen kæmper vi med at holde varmen, selvom vi har alt vores varme tøj på. Hele stuen rumsterer med urolig energi, for alle – vandrere, portere såvel som guides – er spændte på dagen i morgen og vandrerutens klimaks; krydsningen af Thorung La.

Thorung La passet

For at undgå kraftig vind på bjergpasset sætter vandrerne ud mellem kl. 3.30 og 4.30 om natten. Vi er for magelige til at stå så tidligt op, for at fryse i flere timer, så vi beslutter os for at starte vores vandring kl. 6. Det er koldt og temperaturen er -10 grader, da vi sætter ud. Vores fingre fryser. Morgenmaden ligger tungt i maverne op ad de stejle stigninger og hjertet hamrer i brystet på os, mens vi trækker cyklerne få meter op ad gangen inden næste pause. Alt bliver bedre, da solen efter 30 minutter titter frem over bjergtoppen, og varmen vender langsomt tilbage i fingrene. Efter fire timers skubben og higen efter luft er det hårde træk slut. Vi tager de obligatoriske sejrsbilleder ved skiltet, der markerer toppen af passet, og suser hurtigt de første kilometer ned ad bjerget på cyklerne. Som forventet bliver stien snart så stejl at vi på ingen måde kan cykle, og i stedet må vi modvilligt stå af, og trække cyklerne hele vejen ned ad den stenrige bjergsti til landsbyen Muktinath. Vi glæder os til at få et varmt bad, lækker mad, og en meget tiltrængt hviledag, før vi fortsætter på cyklerne videre ned ad bakke til Pokhara på blot 3 dage.

Kathmandu til Pokhara: Gennem Nepals landsbyer

/0 Kommentarer/i , ,

“Caste-systemet er gammeldags” fortæller nepalesiske Depeesh os med et seriøst udtryk i sine brune øjne. Han er 19 år gammel, og ser meget ung ud med sit halvlange sorte pandehår, der går ned i øjenene. Vi sidder rundt om et bål på små flettede sivtaburetter i Nepals jungle i Deepeshs onkels baghave. Han fortsætter med at fortælle, at i skolen lærer man nu at caste-systemet ikke harmonerer med det moderne Nepal. Da Depeesh var barn fik han skæld ud af sine bedsteforældre, hvis han legede med børn af en caste lavere end sin egen. Depeesh har et liv med gode muligheder. Han har gået i gode skoler, taler flydende engelsk, og det er familiens håb at han skal tage en uddannelse I USA.

Depeesh afbryder samtalen, da hans far ringer fra Saudi Arabien, hvor han har arbejdet det meste af sin søns liv. Som mange andre nepalesiske børn, har Deepesh måtte undvære sin far i lange perioder ad gangen. Det er svært at skabe et godt liv i Nepal med den indkomst du kan generere i landet. Mange tusinder forlader hver dag Nepal for at finde arbejde eller studere i udlandet.

Hektiske Kathmandu

10 dage tidligere.

Duften af røgelse og krydderier omslutter os, men overdøver ikke lugten af kloak, bilos og sved fra den sværm af mennesker, der bevæger sig rundt om os. Vi står udenfor Tribhuvan Lufthavn i Nepals hektiske hovedstad Kathmandu, og bakser kasserne med vores cykler op på taget af en stor hvid taxa. Chaufføren snører cyklerne fast med en tynd sort snor, og vi krydser fingrer for, at de bliver på taget på den korte køretur til vores hotel. ”Slowly, slowly” siger Martin, mens vi på bagsædet forgæves rækker ud efter vores sikkerhedsseler. En refleks fra livet i Danmark. Rejsen fra Danmark til Nepal har været gnidningsfri, og vi sidder endnu engang på et farverigt og lettere ramponeret budget-hotelværelse langt væk hjemmefra. Det er kun fem måneder siden vi kom hjem fra vores 21 måneder lange cykelrejse gennem Syd-, Central- og Nordamerika. De sidste fem måneder har mildest talt været hektiske. Vi har balanceret den mentale ballast ved at komme hjem fra en 21 måneder lang rejse med arbejde og foredrag. Det har været skønt at være hjemme i København, og vi har nydt samværet med venner og familie. De fem måneder hjemme er en dejlig påmindelse om, at selvom eventyret trækker, så holder vi også af vores liv i Danmark. Tilbage I Kathmandu dytter scootere med venlige, men utålmodige nepalesere af os, mens vi slentrer rundt i de små gader i bydelen Thamel. De minder os om, at her kører man i venstre side af vejen. Der er ikke noget fortov, og det ser vi som en fordel, når vi om få dage skal ud på cyklerne. Vi ved, at biler og scootere er vant til at undgå lidt af hvert på de smalle landeveje. Vi spotter en abe, der kommer balancerende på ledninger. Byens mange templer er ofte gemt væk i små gyder og fungerer som oaser af ro i den ellers kaotiske og travle storby.

Nepalesisk gæstfrihed

Vi er på rejsens første cykeldag blevet inviteret hjem af en venlig nepalesisk familie. Depeesh susede først forbi os på sin motorcykel ned ad den stejle asfaltvej, men hurtigt tog nysgerrigheden over, og han vender om for at snakke med os og inviterer os hjem til sin landsby, blot 20 kilometer fremme. Han insisterede på, at landsbyen ligger lige ved vejen, men ak, efter 20 kilometer, ringer vi til ham, og får besked på at vi skal cykle ned ad en grusvej. Derfra starter noget af en farce, hvor vi først cykler flere kilometer ned i dalen ad en tvivlsom grusvej, hvorefter vi må stå af cyklerne og trække dem det sidste stykke ind i et tilvokset jungleområde. Vi må sågar bære cyklerne ned ad stejle stentrapper for at nå det sidste stykke frem til huset. Havde vi vidst, hvad vi skulle igennem for at komme til Depeeshs onkels hus, havde vi valgt at sove i et hotel langs landevejen. Men nu er vi her, og familien, ja faktisk hele landsbyen, tager imod os med åbne arme, og et spørgsmål, som vi ofte er blevet mødt med siden; “spiser I kød?”. Svaret ”ja” udløser en række begivenheder, heriblandt at Depeeshs anden onkel henter en kylling fra sin gård, og slagter den for øjnene af os. Herefter bliver der tilberedt et fantastisk måltid af Dal Bhat, som består af ris, linsesuppe og karry i det primitive køkken i familiens nybyggede træhus. Det er skik i Nepal at indtage maden med hænderne, og da Katja er færdig med at overveje, hvornår hun sidst har vasket hænder, overgiver hun sig til den kulturelle norm og skovler ris og karry op med sin højre hånd. Til maden får vi hvert et stort glas af det overskudsvand, der er tilbage fra processen med at lave fløde fra køerne, der står og græsser i baghaven.

Onklen er en spinkel og livlig mand med mange meninger, tydeligt vellidt blandt alle i landsbyen. Han taler højlydt, og får smil og grin frem på de fleste. Han ryger mindst en pakke cigaretter, mens vi er hos ham. Han kan ikke engelsk, men da Martin går på toilettet, bruger han alligevel anledningen til at fortælle Katja hvor smukke øjne hun har. En rigtig charmetrold. Vi er glade for vores beslutning om at tage et myggenet med på rejsen, for vi har knap lagt os til at sove i den lille træhytte, før myggene angriber Martin. De holder sig som regel fra Katja, når Martin er i nærheden. Ganske ofte går vi på kompromis med den gode nattesøvn for at få oplevelser som disse, og denne nat er ingen undtagelse. Vi ligger to høje mennesker i en alt for lille og stenhård seng uden madras i den varme, fugtige junglenat. Dagen før lå vi i vores komfortable seng i Kathmandu med en loftventilator. Livet på landevejen er uforudsigeligt. Det er netop en af grundene til at vi holder så meget af det.

Den fortabte landsby

Efter endnu en lang, fugtig og varm cykeldag, sidder vi igen i et familiedrevent gæstehus og spiser Dal Bhat i et primitivt køkken. Udover os, huser familien to nepalesiske mænd, der arbejder med mikrolån. Familiens kvinder – mor og svigermor – styrer gæstehuset, mens manden arbejder som guide. Mange guides er væk fra deres familier i flere måneder ad gangen i de to højsæsoner, forår og efterår. For tiden leder han en gruppetur til Everest Base Camp. Martin spiser sin Dal Bhat med hænderne, og Katja tager denne gang pænt imod den ske, hun får tilbudt. Mens Martin får kredit for at spise med hænderne, skuler mændene til Katjas ske, mens den ene højlydt forklarer at maden smager meget bedre når man spiser den med fingrene. Med fingrene er det lettere at røre maden sammen i et stort virvar, og det er – åbenbart – der Dal Bhat-magien opstår. Det argument får nu ikke Katja til at lægge sin ske fra sig. Vi falder i snak med mændene, og de fortæller os, at der snart skal bygges en stor dæmning, som kommer til at oversvømme landsbyen og området omkring. Alle i landsbyen har fået kompensation, og mange har brugt den til at starte et nyt liv et andet sted. Da vi spørger familien, hvornår de skal forlade landsbyen, griner de højt og trækker på skuldrene.  Vi prøver igen ”jamen, hvor vil I tage hen?”. Det ved de ikke. Ingen ved, hvornår dæmningen kommer. Samtalen bliver afbrudt, da noget stort rumsterer i muren bag ryggen på os. Vi får et chok. ”Det er bare rotten”, griner svigermoren, og kigger på os med et stort smil, der når hele vejen op til hendes levende brune øjne.

Nepals turisthovedstad

Efter otte dage på landevejen er vi fyldt op med møder med nepalesere, som for længst har vundet vores hjerter med deres milde temperament og imødekommenhed. Vi ankommer til storbyen Pokhara, som er kendt som “Nepals turisthovedstad”. I forhold til Kathmandu er Pokharas gader rene og pæne, og her er hoteller og restauranter overalt. Den flere kilometer lange promenade langs Fewa søen er et kæmpe trækplaster for turister fra hele verden, og særligt nabolandet Indien, og byen ligger med kort afstand til to af de mest populære treks i Nepal; Annapurna Circuit og Manaslu Circuit. Normalt ville vi kunne se flere høje bjerge fra Pokhara, blandt andet verdens 8. højeste bjerg det 8100 meter høje Manaslu. Men som resten af vejen fra Kathmandu til her, ligger byen indhyllet i en tæt tåge, som til vores store ærgrelse skygger for enhver bjergudsigt. Det er røg fra den afbrænding, der finder sted i Nepals lavland. Afbrændingen af skov er et problem i sig selv, ift. biodiversitet og dyreliv, men røgen er ligeledes et kæmpe sundhedsproblem for luftkvaliteten i Kathmandu, Pokhara og omegn, og den går mennesker syge.

I forhold til de lokales problemer, er vores lillebitte; vi vil gerne se bjergene. Vi erkender, at hvis ikke vi skal forlade Nepal uden at se bjerge, må vi cykle længere op i dem. Og vi ved, at det er muligt at cykle langs den berømte vandrerute Annapurna Circuit, der vil tage os op i svimlende 5416 højdemeter. Det er netop det, vi sætter os for. Men først efter, at vi har holdt nogle tiltrængte hviledage i Pokhara.

Himalaya til Anatolien – starten på et nyt eventyr

/1 Kommentar/i , ,

Duften af røgelse omslutter os, men overdøver ikke duften af krydderier, bilos og sveden fra den sværm af mennesker, der slentrende bevæger sig rundt om os. Det er duften af eventyr. Vi er i Kathmandu, Nepals summende og hektiske hovedstad.

Vi står udenfor Tribhuvan lufthavn og bakser kasserne med vores cykler op på taget af en stor hvid taxa. Chaufføren snører cyklerne fast med en tynd sort snor, og vi krydser fingrer for, at de bliver på taget på turen mod hotellet. ”Slowly, slowly” siger Martin, mens vi forgæves rækker ud efter vores sikkerhedsseler. En refleks fra livet i Danmark.

Rejsen fra Danmark til Nepal har været gnidningsfri, og vi sidder på vores hotelværelse i Kathmandu, blot fem måneder efter vi kom hjem fra vores 21 måneder lange cykelrejse gennem Syd-, Central- og Nordamerika. De sidste fem måneder har mildest talt været hektiske. Vi har balanceret den mentale ballast ved at komme hjem fra en 21 måneder lang rejse med arbejde, praktikker og foredrag. Samtidigt har vi forsøgt at se vores familie og venner så meget som overhovedet muligt. Det har været skønt at være hjemme i København, og det er dejligt at blive mindet om, at selvom eventyret trækker, så elsker vi også vores liv i Danmark.

Tilbage i Kathmandu dytter scootere med venlige, men utålmodige nepalesere af os, når vi går rundt i de små gader i bydelen Thamel. De minder os om, at her kører man i venstre side af vejen. Der er ikke noget fortov, og det er en fordel, når vi engang skal ud på cyklerne. Vi ved, at biler og scootere er vant til lidt af hvert på de smalle veje.

Langs gaderne hænger ledninger tungt fra pæl til pæl. Vi spotter en abe, der kommer balancerende på ledningerne, nok i færd med at lede efter et måltid i byen. Den kommer sandsynligvis fra abernes tempel Swayambhunath, der ligger et par kilometer væk. Ved templet bor den sammen med hundredvis af artsfæller, som alle anses for at være hellige.

Byens mange templer er enten gemt i små gyder, eller står frit fremme, og fungerer som små oaser af ro i den ellers kaotiske storby. Ved templerne finder du ofte også en Stupa. En hellig struktur, der oprindeligt stammer fra Indien i det 5. århundrede f.Kr. De blev brugt ved begravelser, og efterfølgende udviklede de sig til hellige steder dedikeret til Buddha.

Den varme fugtige luft får støvet fra gaden til at klæbe sig til huden. Efter en lang dag i byen, dufter vores skjorter af de mange indtryk, som vi er stødt på i løbet af dagen. De dufter som Kathmandu, af eventyr.

Det nye cykel set-up

Vores cykler står på hotelværelset. De glæder sig til at opleve Himalaya bjergene. Vi forbereder os på at skulle afsted igen. Mentalt og praktisk. Der er nogle praktiske ting, der skal ordnes. Vi har for eksempel ikke haft tid til at prøvepakke hjemmefra, og er lettede over, at alt kan finde sin plads i det nye taske setup. Denne gang har vi prioriteret at være lettere, og det betyder at vi har fået nye tasker, og at vi har efterladt ting derhjemme. Nogle af tingene var no-brainers, som f.eks. vores Helinox stole, som vi næsten kun brugte de tre uger vi cyklede i Chile. Andre er mere eksperimenterende, f.eks. har vi taget et to-personers-telt med og må derfor undvære den plads og bekvemmelighed vores tre-personers-telt gav os. Vi har sparet vægt, hvor det var muligt, uden at gå for meget på kompromis med komforten.

Cyklerne er også lettere. Santos Bikes byttede vores gamle cykler til to nye, og de nye cykler har blandt andet en mindre tung gearboks, hvilket betyder at vi på denne rejse har 12 gear i stedet for 18 gear. Dækkene er blevet en del større, klar til eventyr på grus langt ude i bjergene. Martin benytter tiden i Kathmandu til at give cyklerne lidt kærlighed med et olieskift til gearboksen, nye cykelcomputere og cykelspejle.

Planen – fra Nepal til Tyrkiet

Vi skal cykle fra Nepal til Tyrkiet. På denne rejse skruer vi op for de ting vi begge elskede allermest ved vores cykelrejse fra Argentina til Canada. Højere bjerge, flere og mere diverse kulturer, flere forskellige sprog, religioner og møder med oprindelige folk. Martin har før cyklet fra Rotterdam i Holland til Kathmandu i Nepal, og vi cykler gennem nogle af de lande, som ligger hans hjerte nært. Vi ender i Tyrkiet, som vi begge holder af, og hvor Katja har boet i to år. Denne rejse er på mange måder anderledes end den sidste. F.eks. kender vi ikke hele ruten hjemmefra på grund af lukkede grænser og visumregler, og må tage stilling til bureaukratiet, som vi kommer frem.

Vi cykler fra Nepal gennem Indien, Pakistan, Kina, Kirgisistan, Tajikistan og så Usbekistan. Fra Usbekistan er der to muligheder. Enten over det Kaspiske hav og gennem Kaukasus eller ned sydpå gennem Iran og den arabiske halvø. Begge muligheder er en drøm for os, men på grund af lukkede landegrænser ved Aserbajdsjan og vinteren, der lurer, er det mest sandsynligt at vi drejer mod syd fra Usbekistan og cykler ned gennem Turkmenistan, Iran og videre den vej. Vi regner med at det kommer til at tage os et år at cykle fra Nepal til Tyrkiet.

I morgen cykler vi afsted efter godt en uge i Kathmandu. Vi er meget spændte på hvad året kommer til at bringe af oplevelser.

Canada – bjørne, bjerge, skovbrand og rejsens ende…

/0 Kommentarer/i , ,

Et par store brune øjne kigger nysgerrigt på os fra grøftekanten. 10 meter væk sidder en stor sortbjørn. Katja får fremstammet ”bjørn” og vi stopper. Indtil da, har vi kun set én bjørn, men vi har hørt meget om dem. Bjørnen, og vi, er forbavsede over det uplanlagte møde, og efter et par lange sekunders observation bevæger bjørnen sig ind i buskadset. Vi cykler videre.

I det nordlige USA og Canada er vi opmærksomme på de plyssede dyr, for selvom de ligner store bamser, kan de være farlige bekendtskaber. Vi er på besøg i bjørneland, og vi må opføre os som de gæster vi er. Det betyder at vi tager en række forbehold, så vi kan leve sammen med bjørnene i vores telt i naturen.

Regler i bjørneland

I bjørneland laver eller opbevarer vi aldrig mad i teltet, også selvom det betyder at vi om morgenen sidder udenfor og spiser vores havregryn i regnen. Vi hænger hver aften vores mad op i et træ. Det samme gælder alt, der dufter, fx solcreme, læbepomade og sæbe.

Vi gør ekstra ud af at ringe med ringeklokken eller snakker højlydt, når vi cykler rundt om hjørner eller i områder, hvor vi forestiller os, at bjørnene færdes. Vi holder øje med tegn på bjørn, det kan være bjørnelort eller træer, hvor de har skrabet barken af på jagt efter insekter.

Til nødsituationer har vi en bjørnespray – en stor peberspray. Den kan vi bruge, hvis bjørnen kommer så tæt på os at vores liv er i fare. Det er et usandsynligt scenarie, men vi har hørt skrækhistorier. F.eks. cykler vi gennem en nationalpark i Kananaskis i Canada, hvor et kærestepar og deres hund mister livet til et bjørneangreb blot to dage efter vi har været der på cykel.

Fedtdepoter og hi

Efteråret er på vej og derfor skal vi være ekstra på vagt. Bjørnene er ved at fede sig op til at gå i vinterhi, hvor de ligger i dvale i seks måneder. I op til 20 timer om dagen leder de efter mad, og i denne periode spiser de op mod 20.000 kalorier om dagen. Vi ved ikke hvor mange kalorier, der er i et par magre cyklister, men nok flere end i de bær, bjørnene ellers ynder at spise.

Det er vigtigt at huske, at bjørnene ikke vil os noget ondt. Ligesom andre vilde dyr, er bjørnene ikke interesserede i mennesker, medmindre vi forskrækker dem eller de ikke føler at de har fået fyldt fedtdepoterne helt op til vinteren. Derfor er vi ikke nervøse for at cykle i Nordamerika og Canada. Så længe vi tager vores forbehold, så er risikoen for at der sker en ulykke meget lav.

Bjørnemåltid

I Montana, har vi selskab af Kendra. En 65-årig kvinde fra Colorado, som cykler gennem USA fra syd til nord. Hun er nervøs for at cykle i bjørneland alene, og vil gerne følges. ”Skal I cykle der? Er I tossede?” spørger en ældre mand. Han ejer en butik med souvenirers tæt på Glacier Nationalpark. Vi har besluttet os for at cykle gennem parken på en sti, der er lukket for biler, og manden advarer os om, at der ofte spottes Grizzly bjørne netop i det område.

Vi oplever ofte frygt hos amerikanerne. Det forstår vi godt. Du kan ikke købe en pose slik uden at blive oplyst om risikoen for at blive kvalt. Også i forhold til bjørnesikkerhed, er amerikanerne på mærkerne. Det mærker vi blandt andet i Yellowstone Nationalpark, hvor en parkbetjent spørger os, hvor vi har vores bjørnespray. Den ligger i teltet, svarer vi, hvorefter han spørger, hvad vi tror han kalder cyklister som os. Tørt efterfulgt af svaret ”meals on wheels”. En anden gang, har vi mødt en familie ude i bjergene i Montana. Far og mor havde en pistol spændt på maven, og spurgte os om ikke vi var bange for at møde bjørnene uden et våben. Vi tænkte, at vi var mere bange for mennesker med pistoler, end for bjørne.

I Glacier Nationalpark ser vi desværre ikke nogen grizzly bjørne, men vi ser mange bjørnelorte. Også lorte, der stadig oser af varme. Dette er tydeligvis bjørneland, måske mere end noget andet sted vi har været.

Bageri og dårlig nattesøvn

Vi cykler ud af nationalparken til den mindre by, Polebridge, der er kendt for bageriet The Polebridge Mercantile. Bageriet har serveret bagværk i over 100 år. Og er i dag et yndet turistmål for de turister, der alligevel besøger Glacier National Park. Der er en regel i bageriet om, at man får en gratis bolle, hvis man har vandret eller cyklet dertil. Vi er lidt selvtilfredse, da bagerdamen spørger, hvor vi har cyklet fra, og vi svarer ”Argentina”.

Det har regnet det meste af dagen, og Kendra beslutter sig for at booke en hytte til os i Polebridge. Vi hygger os ved brændeovnen, men da vi skal sove, er det varmt. Vi er vant til at sove udenfor i få grader. Derudover knirker køjesengen som en gal. Kendra tager sovemedicin, Xanax. Medicinen gør, at hun snorker. Det, kombineret med varmen og den knirkende seng, er for meget for Martin. Han står ud af sengen og finder sit liggeunderlag frem. Han er har besluttet sig for at han vil sove ude på havebordet. Katja synes det er verdens dårligste idé nu vi er midt i et område, hvor der er mange bjørne, ,men Martin er ikke til at rokke. Han lægger sig ud på havebordet med sin sovepose. En lækker bjørneburrito.

Det betyder at Katjas nattesøvn er uden for rækkevidde, indtil hun lægger en mental plan for, hvordan hun kan redde Martin hvis bjørnen kommer, og til sidst falder hun modvilligt i søvn.

Icefields Parkway

Vi har cyklet til Canadas grænse og rejsens mål ligger blot 500 km væk. Men da vi har en måned tilbage, før vi skal med flyet hjem fra Vancouver, beslutter vi os for at cykle op gennem nationalparkerne Banff og Jasper, som efter sigende er bjergtagende.

Nationalparkerne skuffer ikke, og særligt den 300km lange tur på Icefields Parkway er utrolig smuk med bjerge og gletsjere i baggrunden. Efteråret er kommet, og det betyder et fald i temperaturen. Træerne skifter farve til gul, orange og røde nuancer. Campingpladserne i de to nationalparker er ved at lukke for sæsonen, og flere gange må vi snige os ind og sove på de lukkede campingpladser.

I lang tid, havde vi været i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne komme til Vancouver, fordi det nordlige USA og Canada i år har været ramt af de værste skovbrande nogensinde. Vi cyklede forbi mange områder, hvor branden stadig ulmede og hundredvis af kilometer af skov var brændt af. Heldigvis for os, var vi så sent på sæsonen, at skovbrandene de fleste steder var under kontrol. Regnen hjalp. Vi cyklede kun få dage i røg og nåede hele vejen til Vancouver.

I mål

Vi står på Lion Gate Bridge i Vancouver, og har tårer i øjnene. Vi har nået det mål, som vi satte os selv i vores lejlighed på Amager over 2.5 år tidligere. Det er surrealistisk. Vi kniber os selv i armen de næste fem dage, mens vi pakker cyklerne og vores udstyr ned, og gør klar til flyveturen tilbage til Europa. Sikke et eventyr.

USA – Nationalparker, venlighed og et helt særligt sted i Montana

/0 Kommentarer/i , ,

20.000 kilometer står der på kilometertælleren, da vi en eftermiddag cykler mod Teton Nationalparks utroligt smukke grå og savtakkede bjerge. Vi fryder os over timingen, mens vi fejrer den store milepæl.

I det nordlige New Mexico når vi – endelig – bjergkæden Rocky Mountains. Efter mange måneder i ørkenen har vi savnet bjergene samt de smukke udsigter og det kølige klima, der følger med. Udover bjerge er det, vi elsker allermest på vores rejse, møder med lokale, og her mere end leverer staterne Colorado, Montana og Wyoming med gæstfrihed og skæve små landsbysamfund.

Worth the drive Bakery

”Worth the drive bakery”, ligger tæt på Norfolk, Colorado. Som cyklister har vi brug for flere kalorier end de fleste, og bageriet lokker os med gratis donuts. Selvom vi allerede har cyklet 70 kilometer den dag, tager vi udfordringen op og cykler 30 km mere for at nå bageriets åbningstid. Ikke meget motiverer Katja mere end udsigten til kage, og Martin følger glad efter. Vi bliver nødt til at undersøge, om bageriet lever op til sit navn. Vi cykler afsted på den lange lige landevej, og ankommer 5 minutter i lukketid. Vi fylder os med bananbrød, friturestegte tærter og gratis donuts. Det viser sig, at bageriet ligger i området med den højeste koncentration af Amish befolkning i Colorado. Bageriet er eget af Amish samfundet, som taler en sydtysk dialekt kaldet Pennsylvania Dutch og går i traditionelt tøj, bærer kjoler og hatte. Den dybt kristne Amish befolkning giver afkald på ”moderne teknologi”, som f.eks. biler, telefoner og elektricitet fra elnettet. Da vi cykler videre ud ad vejen for at finde et sted at sætte teltet for natten, består den modkørende trafik primært af sorte hestevogne. Med lys. For det er ved at være mørkt.

I bad med Lincoln Memorial

Byen Marble ser ikke ud af meget, selvom ankomsten fra det berømte skimekka Crested Butte over bjergpasset Scofield er en storslået affære. Vi cykler ikke meget den dag, men trækker i stedet cyklerne ned ad bjergpasset, gennem ”Djævelens Punchbowl”, som er en bjergskråning fyldt med kæmpestore sten. Umulige at cykle på. Vi er ikke de eneste, der har begivet os ud på den strabadserende tur, og vi ryster lidt på hovedet ad de amerikanere, der mener at det er en god idé at lufte deres store firhjulstrækkere på de små skrå bjergveje. Vi får fortalt, at turister hvert år mister livet på de stejle bjergskråninger, fordi de kører firhjulstrækkeren udover skrænten og ender i den store kraftigt brusende flod.

Marble har du med stor garanti aldrig hørt om, men det er en vigtig by på grund af den marmormine, der ligger mindre end tre kilometer fra byen. Indbyggerne er stolte af deres hvide glinsende marmor, som ligger i store klodser overalt i byen. Byen huser en årlig marmor-festival, hvor kunstnere fra USA og resten af verden valfarter til, for at lære at udarbejde skulpturer i marmor. Vi er heldige, at festivalen er i gang da vi ankommer.

Arrangørerne af festivalen giver os lov til at låne deres udendørs bad, som – selvfølgelig – er lavet af marmor, og ikke hvilken som helst marmor. Badet er bygget af de marmorklodser, der var til overs efter byggeriet af søjlerne fra Lincoln Memorial, der står i Washington DC. Udover Lincoln Memorial er de fleste gravsten i USA, der står på gravpladser til minde om mistede soldater, lavet af marmor fra Marble. Byen er stadig forholdsvis ukendt, men flere er begyndt at få øjnene op for den charmerende landsby, til både glæde og rædsel for byens indbyggere. Vi møder to af dem i deres community hub, hvor vi får os en varm kakao og en snak om, hvordan turismen forandrer den lille landsby. Det gode er, at turismen bringer penge og muligheder til byen, det dårlige er, at ejendomspriserne stiger og det betyder at de mennesker, der allerede bor i byen og skal servicere turisterne, ikke har råd til at leve. Det er en fortælling vi hører gang på gang i USA’s turistbyer.

Så vi lover de lokale at holde Marble en hemmelighed, og nu deler vi så den hemmelighed med jer. Marble er nemlig et besøg værd, hvis du kommer til Colorado. Og psst, er du i området, så tag til landsbyen Redstone og få hjemmebagt kage hos dineren – vi lover dig, det er godt. Vi bliver mødt af en meget sød kvinde, der er vild med vores bedrift, og giver både is, kage og en masse kudos. Vi er ikke kun høje på sukker, men også på god energi fra de venlige mennesker, da vi cykler derfra.

Yellowstone National Park

Det er ikke sjovt at være cyklist i en Nationalpark, hvor infrastrukturen er skabt til bilister, men vi nyder alligevel de tre dage vi bruger i verdens første Nationalpark Yellowstone National Park. Parken er kendt for vulkanske aktiviteter og sit diverse dyreliv. Et af parkens største trækplastre er gejseren Old Faithfull, der har fået sit navn, fordi den trofast går i udbrud omkring hver 20 minut, plus minus 10 minutter.

Hvad der til gengæld er cykelvenligt, er konceptet ”hike-bicycle” campering. Flere campingpladser har reserveret et område til os, der kommer gående eller cyklende. Uden reservation kan vi dukke op samme dag og få en campingplads. Det er næsten umuligt i bil, særligt om sommeren, hvor parken har ikke mindre end 4 millioner besøgende. For os, er højdepunktet, da vi spotter en bisonokse, som ligger og slikker sol. Ellers ser vi desværre ikke meget dyreliv, og det er ikke unormalt som turist i Yellowstone Nationalpark.

Lama Ranch – Montanas højdepunkt

Der findes gode mennesker overalt i verden, men i Montana, finder du to af de allerbedste. Det er 69-årige John Keller og 65-årige Barbara Nye. De bor på Lama Ranch, og har gjort det til deres mission at glæde cyklister. De har bygget fem hytter og opsat en tipi på deres grund, der alene tjener formålet at huse cyklister. Hvert år har de 600 + overnatninger. I hytterne finder du drikkevand, mad, pandekagemiks, vin og M&Ms, og derudover har du adgang til det magiske køleskab på deres terrasse fyldt til randen med øl, sodavand og sandwich. Det eneste de beder om retur, er at du gør dit bedste for at gøre verden til et bedre sted. Pay it forward.

Efter vores anden nat på gården, spørger John spøgende, om vi går efter rekorden i flest overnatninger. Den er fem nætter. Egentlig er den rigtige rekord syv år, for John kom selv hertil som cyklist for syv år siden, han forelskede sig i Barbara og blev. Nu driver de gården sammen. Barbara købte gården i 1989, og i 1998 startede den amerikanske cyklistforening (ACA) den nu verdensberømte cykelrute ”the great divide mountainbike route”, som løber fra Jasper i Canada og hele vejen gennem USA til den mexicanske grænse i New Mexico. Ruten kører forbi Lama Ranch og Barbara begyndte i slut 90erne at få besøg af cyklister, der spurgte om vand, eller om de kunne sove i teltet på hendes grund. Derfra udviklede konceptet sig langsomt. I dag er Lama Ranch et kendt sted blandt cyklister, der begiver sig ud på den 4000km lange rute.

Lama Ranch ligger mellem grønne bølgende bakker, store grønne grantræer og emmer af idyl. Det bliver ikke svært at slå rekorden. Vi ender med at blive i syv nætter, og bliver inviteret på afskedsmiddag i Barbara og Johns hus. Vi aftaler, at vi skal ses igen en dag. Vi møder mange mennesker på vores rejse, men få sætter så dybe aftryk som Barbara og John.

Mexico og det sydlige USA – Hedebølge og gæstfrihed

/0 Kommentarer/i , , ,

Mexico og det sydlige USA – Hedebølge og gæstfrihed

56 grader står der på termometret. Luften er varm, og brisen, der normalt er en kærkommen ven på varme dage, blæser os i hovedet med samme temperatur som en hårtørrer. Vi brænder os på de sorte cykelstyr, og sukker til hinanden. Øjeblikket forinden sad vi i MacDonalds´ aircondition og spiste en burger selvom vi ikke var sultne. Vi kan ikke cykle i den varme.

Der er hedebølge i Mexico, og hele landet er ramt. Hver dag fortæller mexicanerne os, hvor uvant det er, at vejret er SÅ varmt. Folk dør af hedeslag.

På vores rejse, cykler vi gennem alt slags vejr, regn, blæst, kulde, men intet er så opslidende som den ekstreme varme. Den gør os lade og småirriterede – både på hinanden og på omgivelserne. Vi prøver at holde humøret højt. Som vi kommer længere op i Mexico, bliver alting dyrere og det er svært at finde et budgetvenligt værelse med aircondition på et hotel. Teltet minder mere om en svedhytte end et sted at hvile.

Vores hår er stift af salt fra sveden som hagler af os, men som tørrer på to sekunder i den tørre ørkenluft. Vi drikker mindst 5 liter væske hver dag, og det er ikke nok. Vi drømmer om kølige nætter, men vi ved, at de først kommer igen, når vi rammer Rocky Mountains i USA, og det er der flere måneder til. Først skal vi gennem Texas og New Mexico, og der er også varmt.

Det vilde vesten

Cykling i ørkenen er, udover den ekstreme varme, en fryd. Vi cykler lange stræk hver dag i det øde ørkenland, og spotter vildsvin, slanger og andet dyreliv. Vi cykler gennem byer, der minder os om det vilde vesten, som vi ser det portrætteret i Hollywoods Western film. Hele strækningen følger vi togskinnerne og har selskab af lange godstoge, der suser forbi. Det forstærker følelsen af ”wild, wild, west”.

Vi kan se flere kilometer hen over det flade landskab, og vejen snor sig i en lige linje så langt øjet rækker. Der er noget charmerende ved det uvenlige landskab og vi nyder møderne med cowboys. Dem har vi ikke set siden vi forlod Patagonien i Argentina. De går i skjorter, bærer cowboyhatte og har støvler på, der ville gøre selv John Wayne jaloux.

Måske fordi temperaturen er ulidelig, hjælper alle gerne os skøre cyklister, der burde vide bedre og blive indenfor, men som trodser hedebølgen og lystigt cykler gennem et af Mexicos i forvejen tørreste områder. José Maria kommer os til undsætning og giver os en liter Corona, en mexicansk øl. Den er kold, og skal helst drikkes, før den bliver varm, så han vil ikke høre tale om at vi venter med at indtage den til vi slår lejr. Vi sidder derfor troligt i en park i den lille landsby og drikker vores Corona, før vi cykler videre.

Uheldet rammer


Blodet strømmer ud af skinnebenet. Pis. Heldigvis er vi kun cyklet 15 kilometer ud af byen Saltillo, og selvom vi overvejer at cykle videre, lader vi fornuften råde og cykler tilbage til byen. Vi cykler med metalpigge på pedalerne, så vores sko kan få ordentligt fat, men Katja’s sko glider på den ene pedal, og det får den anden til at spinde hårdt ind i hendes skinneben. Det resulterer i et dybt sår, som bør syes. Vi har strips, som skal få såret til at lukke sammen, og håber på at det går uden en tur til hospitalet. Patienten skal have ro. Vi finder en uhørt billig lejlighed på Airbnb, som vi lejer to nætter, og Martin går ud og handler ind. Alle ved, at sår heler bedst med adgang til ubegrænsede mængder af søde sager og pizza til aftensmad.

Vi ser en Amerikansk serie om narkokongen El Chapo. Vi er tæt på hans “domæne” og bliver fascinerede af, hvor stor en virksomhed det er at sælge narkotika. Narkokartellerne trækker tråde langt ind i USA, og vi cykler lige nu rundt i nogle af de områder i Mexico, hvor kartellerne er allermest aktive.

Det farlige Mexico

På trods af narkokarteller, er det eneste sted i Mexico vi føler os usikre landsbyen Huitzilac. Vi kommer cyklende til byen sidst på eftermiddagen, og det styrtregner. Vi finder ly i en kiosk, hvor vi spørger om der er et sted i byen vi kan sove. Kvinden kigger på os med store øjne og advarer os mod at sove her. Hun foreslår os at cykle tilbage til den sidste by vi kom fra. Det huer os ikke at cykle tilbage, selvom vi ikke vil gå på kompromis med vores sikkerhed. Vi cykler ind i byen, for at se det an.

Stemningen er anspændt og alle kigger på os, men ingen hilser. Vi finder en mand, der hjælper os med at finde et sted at sove. Han står ude foran rådhuset, og virker en anelse skummel i sit udseende, med sin store brune frakke og slikhår. Først lover han, at vi kan sove i skolen. Efter lang tid, kommer han tilbage og siger at vi i stedet kan sove hos hans venner. Vi er ikke helt overbeviste, men tiden går og det bliver snart mørkt, så vi cykler efter hans bil ud ad byen mod vennernes hus.

Det viser sig, at vi kan sove i en families gamle skur, men manden fra rådhuset vil have 300 pesos (80DKK) for at arrangere det. Det er helt uhørt. Vi plejer at betale 300 pesos for et billigt hotelværelse. Vi har ikke noget valg og prutter ham ned til 200 pesos. Familien er søde og sørger for rent drikkevand. Kvinden fortæller os, at ingen går ud i byen om aftenen – det er farligt for alle, ikke kun turister. Vi er glade for at vi må bo i det lille skur, også selvom vi dræber en skorpion, før vi kan sove trygt.

Vi er lettede, da vi næste dag cykler videre over et bjergpas, og igen befinder os i det Mexico vi kender, hvor vi møder lutter smil og glade mennesker.

Et omvendt kulturchok

”Jeg beundrer jer”, siger en ældre herre til os, mens han diskret lægger en 10 dollars seddel på vores bord og hurtigt smutter væk. Velkommen til USA, hvor vi den første dag spiser frokost på MacDonalds. Det er ganske enkelt overvældende at komme til USA. Vi cykler pludselig på kæmpestore nye motorveje, og her er bilisterne ikke vant til, at der er andet end biler på vejene. Alt er rent og pænt, og storslået.

Vi cykler til den nærmeste fødevarebutik for at handle ind til de kommende dage på cyklen. Fødevarebutikken Wallmart kan bedst beskrives som en Bilka på speed. Vi er målløse over udvalget af fødevarer. Efter 18 måneder, hvor vi må købe den ene slags havregryn vi kan finde, kan vi pludselig vælge mellem 30 forskellige slags. Vi bliver begge trætte i hovedet af at vandre rundt blandt det store udvalg af lækkerier, som vi indtil nu ikke har haft adgang til.

Ørkenens engel

Hen på endnu en hed eftermiddag cykler vi ind i byen Langtry, Texas. Indbyggertallet er 14, og efter et døgn har vi hilst på godt halvdelen af befolkningen. Byens stolthed er et museum, som huser et gammelt værtshus fra det tidlige 1900-tal. I dette værtshus blev en af de første uofficielle domstole i det vilde vesten oprettet. Alle, der gjorde brug af domstolen skulle drikke, for det var godt for forretningen – og sikkert også stemningen i salen.

Folk fortæller os, at en mand ved navn Jesse kan hjælpe os med at finde et sted at sove. Han er kendt som ørkenens engel, intet mindre. Vi finder Jesse ved hans hus nær den store hovedvej. Grunden er fyldt med gammelt ragelse og det er tydeligt at huset har set bedre tider. Jesse ligeså. Han kommer haltende ud til os i sin beskidte orange t-shirt. Han er venlig, men vi kan ikke få os selv til at give 50 dollars for det værelse han tilbyder – det er hele vores dagsbudget. I stedet cykler vi tilbage til den gamle skole, og forsøger at finde et sted med skygge at sætte vores telt op. Efter 30 min kører Jesse forbi i sin pickuptruck. Han skal til byen, har taget en ren skjorte og cowboyhat på, og fortæller os at han har tænkt over det, og gerne vil tilbyde os et værelse kvit og frit. Han har ladet døren til værelset stå åben. Vi cykler taknemmelige tilbage til Jesses motel, og finder værelset. Om morgenen lader han os ikke forlade stedet uden ekstra drikkevand og chokolade. I sandhed en ørkenens engel.

Byens læge

Vi ankommer sent til den mindre by Estancia, som vi håber at sove i. Da vi cykler ind i byen, mødes vi af advarselsskilte om ikke at samle hitch-hikere op, fordi der ligger et ungdomsfængsel i byen. Allerede der, revurderer vi tanken om at vi kan sove i teltet i byens park, og det bliver bekræftet da vi ankommer og ser, at parken er det sted de unge hænger ud. Vi tror ikke, at det er farligt at sove der, men vi orker ikke alt postyret og larmen. Vi fylder vores 6-liters vandblære op og cykler ud af byen. To kilometer ude kommer en hvid bil susende forbi og stopper brat foran os. Ud stiger Linda, og spørger kækt ”Jeg er byens læge, er der noget jeg kan hjælpe jer med?”. Vi får lov til at sove ved hendes lægeklinik.

Hun er en imponerende dame, der i sine ferier har rejst verden rundt som læge for National Geographic. Hun tager ikke hjem, før hun har fyldt vores førstehjælpstaske op med gagebind og medicin, og kommer tilbage senere på aftenen med aftensmad sammen med sin mand Michael. Vi har en hyggelig aften og deler røverhistorier fra diverse rejser.

Warmshowers i Santa Fe

I USA rækker vores dagsbudget kun til mad, så vi sover oftest i teltet. Det er stadig hedebølge og temperaturen er ofte over 40 grader i de ørkenlignende områder vi cykler igennem i Texas og New Mexico. Vi rammer storbyen Santa Fe i New Mexico, som er kendt for sine smukke Adobe huse i gammel stil. Hele byens centrum er bygget i den gamle charmerende stil, og byen er kendt for at være progressiv.

I Santa Fe bor Matt, som vi ender med at bo hos i en uge – en tiltrængt pause fra cykling i hedebølgen. Vi har fundet ham på et website for rejsecyklister, der hedder Warmshowers. Her kan man skrive sig op som vært og gæst, og rejsecyklister fra hele verden inviterer hinanden hjem at bo. Matt bor i et skønt adobe hus og vi klikker med det samme. Det er som at komme hjem til en gammel ven, vi ikke vidste vi savnede. Vi laver mad sammen, og tager på en vandretur op i bjergene. Santa Fe giver os lyst til at blive boende, det er en dejlig by med lækre restauranter, et skønt klima og flot natur. Vi er ikke de eneste, der er charmerede af byen, og vi møder flere, blandt andre Neil fra New York City, som har en sommerresidens i Santa Fe. Vi kunne blive i Santa Fe, men tager os sammen til at cykle videre med aftalen om, at det ikke er sidste gang vi mødes med Matt.

Wapti til morgenmad

Vi er næsten overvældede af den opmærksomhed og gæstfrihed vi oplever i Texas og New Mexico, som for os er to stater, vi mest af alt kender for at have politisk anderledes holdninger end vi selv har. Allerede i de første dage i Texas, ser vi mænd, der åbenlyst bærer skydevåben på den lokale diner.

Vi mærker befolkningens frustration over den politiske splittelse, der er så tydelig i USA. Folk her føler sig misforståede, de føler, at der er langt til det Hvide Hus og at østkystens politiske prioriteter ikke harmonerer med deres dagligdag og de livsvilkår, du finder på prærien.

Den holdning møder vi blandt andet hos det unge par Leland og Alistair, der har inviteret os til at sove i baghaven. Leland steger bøf af wapti til morgenmad. En wapiti (eller elk) er en nordamerikansk hjort med et kæmpe gevir. De har sidste efterår været på jagt og har selv skudt waptien med bue og pil. Det er første gang vi smager wapti. Det smager himmelsk, særligt med den hjemmelavede chili, New Mexico er kendt for. Efter morgenmaden viser Leland os sit våbenskab, og selvom vi helst undgår at snakke politik, får vi en lang snak om, hvorfor han er ”pro-guns”. Vores holdning rykker han ikke til, men vi er overraskede over den saglighed og eftertænksomhed han snakker ud fra. Vi tager derfra med flere nuancer om emnet, end da vi kom, men er alligevel overraskede, da han åbenlyst fortæller, at han ville ønske, at der fandtes en uofficiel milits, der kan udfordre staten, når det bliver nødvendigt. Han har ingen tillid til hverken staten eller politiet, så derfor er det vigtigt for ham at kunne forsvare sig selv.

Mens vi cykler i de åbne landskaber, overvejer vi om amerikanernes holdninger måske er så store, fordi USA er landet med kæmpe vide landskaber og at der derfor er plads til store armbevægelser? Vi glæder os til at udforske det amerikanske midt-vest endnu mere de kommende måneder.

Mexico – Mayaruiner, mole og mezcal

/0 Kommentarer/i ,

Vi går rundt blandt storslåede ruiner i Palenque i den hede eftermiddagssol. Den gamle by blev bygget i år 200 før Kristus og var en af de vigtigste byer for det oprindelige folk, Mayaerne. I 900 efter Kristus blev byen forladt, og vores guide, der selv er efterkommer af Mayafolket, fortæller at det er lidt af en gåde hvorfor byen bliver forladt, men at det sandsynligvis skyldes mangel på mad eller tørke.

Palenque måtte overgive sig til junglen, der begravede byen under flora, og da byen blev fundet i det 20. århundrede, var den overdækket af vildt buskads. I dag er ca. 10 procent af byen udgravet, men af hensyn til naturen, ligger de sidste 90 procent stadig gemt af træer, lianer og planter i junglens dyb.

Mayafolket stammer fra det sydlige Mexico og det nordlige Mellemamerika, og som stadig eksisterer i dag. De kan bryste sig ad en 3000-år lang historie, og det er magisk at gå rundt blandt ruinerne i Palenque. Junglen, der skaber rammerne om Palenques ruiner, forstærker følelsen af at være tilbage i fortiden, tænk at bo så langt ude i junglen i de store stenpaladser med brøleabernes hyleri som soundtrack.

Cyklerne står i den charmerende og turistvenlige by San Cristobal og vi er på en-dagstur til Palenque, der ligger 200 kilometer væk. På turen besøger vi to vandfald, Agua Azul & Misol Ha. Det er en lang og hæslig tur i en for lille minibus. Vi kører ad en snorklet bjergvej ca. 2000 højdemeter ned fra det kølige bjerglandskab, der omgiver San Cristobal og til junglens tætte og fugtige varme. Vi kigger skeptisk på en medpassager, der pludselig tager en pose op til munden. Han sætter sig på forsædet, og man skulle tro han smitter, for snart rammer den værste gang køresyge Katja. Minibussen stopper, så hun kan komme af med sin morgenmad ved siden af vejen. Heldigvis har én af vores medpassagerer været så betænksom at tage køresygepiller med, og de virker.

Koloniale San Cristobal de las casas

Få byer på vores lange rejse tryllebinder os, og vi ender med at blive længere end planlagt. San Cristobal er ikke en af dem, selvom det er hyggeligt at slentre rundt langs de snævre brostensbelagte gader i den charmerende koloniale by. Vi bliver længe i byen, fordi vi holder online-foredrag på the Adventure Festival i København, og på dagen, hvor vi skal afsted rammes vi af en slem omgang salmonella. San Cristobal har et stort problem med deres kloaksystem og Salmonella er endemisk i området. Vi var blevet advaret, for allerede da vi stod med vores cykler ved grænsen fra Guatemala til Mexico, fortalte andre turister, at vi skulle passe på med at spise på restauranter i San Cristobal og at vi ikke kan bruge vandet fra hanen, selvom vi koger det.

Umiddelbart sælger vi ikke San Cristobal særligt godt, men det er en by, der er værd at besøge, og som ligger i et spændende område af Mexico, Chiapas regionen. Regionen huser blandt andet Den Nationale Zapatistiske Befrielseshær eller Zapatisterne, som er en revolutionær gruppe, der er i krig mod den mexicanske regering, men som har lagt i dvale de sidste mange år.

Der er også spor fra Danmark i San Christobal. Den danske opdagelsesrejsende og arkæolog Frans Blom boede i byen fra 1950 til sin død i 1963. Han og hans kone grundlagde Na Bolom kulturcentret i byen som huser et hotel og museum. Det er et besøg værd.

10 dages strabadser i det øde syd Mexico

Lettere afkræftede og et par kilo lettere, cykler vi fra San Cristobal. Vi cykler langs en uofficiel cykelrute, South Trans Mexico. Vi drømmer om at ruten tager os langs idylliske farverige landsbyer og smuk natur på stille landeveje. Bilerne udebliver, men drømmen afløses af køer, landbrug og 40+ graders varme.

Efter en hed dag, kommer vi til en overraskende travl by, hvor vi håber at finde et hotel for natten. Vi længes efter aircondition. Hotellet er optaget. Vi sidder på kantstenen og ser opgivende ud – det er en taktik, der af og til giver pote. Og denne gang virker det. Manageren kommer og tilbyder, at vi må sætte vores telt op i hotellets restaurant. Vi slår til og spiser en omgang kylling i restauranten, før vi lægger os til at sove til lyden af Mexicansk festmusik.

Bakkerne på ruten er stride, og da vi næste dag finder ud af at vi kan skippe 20 hårde kilometer med en båd, tager vi chancen. Vi skal dog hæve penge først, så vi cykler ned til banken, og ser til vores skræk en kø, der består af mindst 50 mennesker. Der er kun én hæveautomat i byen, så vi stiller os i kø den næste 1.5 time. Tålmodighed er ikke vores største dyd, men her får vi en smag på, hvor frustrerende det kan være at være lokal.

Ventetiden betyder, at vi ankommer til båden fem minutter efter at den er sejlet og kan vælge at vente tre timer på den næste båd eller cykle afsted. Vi cykler afsted, og inden længe stirrer vi ind i en mur – eller sådan føles den 20% stigning ud af byen, som vi nu skal op ad.

Efter hårde 20 kilometer vinker vi til en mand, der står oppe ved sin gård. Han vinker tilbage og vi falder i snak. “Vil I op og slappe lidt af?”. Der er ikke noget vi hellere vil, og vi bliver modtaget af Marcello og hans kone, der stikker to kokosnødder i hænderne på os. Vi ender natten med at sove hos det søde ældre par, og snakker om, hvordan der kun var skov i dette område, da parret flyttede hertil for 40 år siden. Næsten al skov er nu fældet til fordel for landbrug, og Marcello har selv et stort et af slagsen. Efter en dejlig og rolig nat, vinker vi farvel til vores værter. Endnu en hård dag venter os.

Vi kommer til mezcal regionen, hvor de dyrker en kaktusplante, der hedder Agave, og laver den til brændevin. Vi stopper ved en lille vejsiderestaurant og bestiller quesadillas og kold sodavand. Solen bager og det er nødvendigt at holde pause, når vi har mulighed for det. Det er en sød familie, der ejer stedet, og de fortæller, at vi kan prøvesmage deres mezcal, hvis vi har lyst. Det bliver til et par søde shots med brombær og ananas likør, men ikke noget, der er kraftigere, da vi stadig har et bjerg vi skal bestige i den varme hede.

Mexicos madmekka Oaxaca

Høje på mezcal og møder med lokale, ankommer vi lettere udmattede til byen Oaxaca, der er guleroden for enden af de sidste 10 dages svedige strabadser. Oaxaca er kendt for sin stærke madkultur og vi spiser os gennem adskillige slags mole, enchiladas, chapulines (græshopper), tacos og andre lækkerier. Alle restauranter i Oaxaca vi besøger lever op til forventningerne og mere til. Udover sin lækre mad og chokolade, er Oaxaca en utrolig flot by at vandre rundt i, og vi får besøgt zapotekernes ruin Monte Albán, der ligger blot 10 kilometer fra centrum. Efter 5 gode hviledage i Oaxaca er vi mere end klar til at udforske resten af Mexico.

At cykle i Mexico, er et festfyrværkeri af smage, farver og møder med utroligt imødekommende mennesker. Alle vil have en snak, og det giver os følelsen af at være særdeles velkommen. De fleste er optagede af, hvad vi synes om deres land, Mexico, velvidende om at landet – med rette – har et plettet ry. Det føles som om, at mexicanerne gør en ekstra indsats for at få os til at føle os godt tilpas, fordi de er glade for at vi rejser i deres land.

Centralamerika – vulkaner, venner og Martins fødselsdag

/0 Kommentarer/i ,

Vi vågner på en brandstation i Guatemala På Martins 42-årige fødselsdag. Før Corona, var det alment kendt blandt rejsecyklister at brandstationerne i Syd- og Centralamerika tilbyder et sikkert sted at sove. Mange brandstationer lukkede ned for det tilbud under Coronapandemien, og derfor har vi ikke opsøgt det som en mulighed indtil nu. I byen Nahuala er der ingen hoteller, og gode råd bliver dyre, da vi ankommer til byen sent om eftermiddagen. Vi bliver enige om at prøve lykken og spørge hos byens frivillige brandvæsen. Heldigvis byder de os velkomne med åbne arme. ”Stil bare cyklerne her” siger brandmanden Jose med et stort smil og gestikulerer at vi skal stille cyklerne foran den store røde brandbil i garagen. Vi spørger ham, om han er sikker. ”Ja, ja, det er fint”. Vi beslutter at stille cyklerne op ad muren i stedet. Vi vil nødig vækkes af en brandalarm midt om natten og vide at vores cykler står i vejen. Da vi vågner beslutter vi os for at forlade brandstationen, så vi ikke er i vejen. Martin har fødselsdag, og det skal vi fejre, men det er svært at finde et sted at spise morgenmad i byen, og vi ender med at købe mælk og spise vores havregrød koldt. Dagen byder ikke på den mest spændende cykling, da vi cykler på motorvejen. Her ligger skrald, flasker og patronhylstre. Vi holder os dog optimistiske, og dagen ender godt, da vi cykler ind på mindre landeveje, hvor vi ser mere af Guatemala. Vi er overraskede over, hvor befolket landet er, og ender i en by med et kæmpestort marked, hvor vi næsten ikke kan få cyklerne igennem, fordi alle gader er fyldt til randen med varer og mennesker.

Vulkanlandet Nicaragua

Det er længe siden, at Corona har spillet et puds i vores rejse, men overraskende bliver vi bedt om at vise bevis for Corona vaccination ved grænsen til Nicaragua. Vi finder de gamle, slidte papirer fra Danmark frem fra taskens dyb, og er glade for at vi ikke har smidt dem ud i løbet af de sidste 14 måneder.

Nicaragua overrasker os med smil og masser af vink når vi cykler gennem landskabet. Folk er tydeligt fattigere her end i Costa Rica og Panama. I Nicaragua kører folk i hestevogne og bruger okser i marken. Vi ser mænd til hest, der driver deres kvæg gennem landskabet og bruger lassoer, når de skal have styr på de store dyr. Kontrasten til Panamas mange McDonald´s og Costa Ricas turistparadis er stor, men i Nicaragua føler vi os bedre tilpas. Her bliver vi modtaget som gæster og ikke som turister. Folk er nysgerrige på, hvem vi er som mennesker, og er ikke så optaget af, hvor mange penge de kan tjene på os.

Nicaragua er et geologisk hotspot med ikke mindre end 19 vulkaner, og vi cykler forbi mange af dem. Flere er aktive og sender kraftig røg op i himlen. Vulkanøen Ometepe stiger op af Centralamerikas største sø. Øen består af to smukke vulkaner, der former den som et ottetal. Vulkanerne fremstår som man kender dem fra tegneserier, trekantede og med et stort krater i toppen. Øens tiltrækningskraft er stærk og selvom vi har planlagt at cykle forbi, beslutter vi i sidste øjeblik at tage en færge ud på øen. Vi ankommer ved solnedgang og finder ud af, at alle hoteller inden for vores budget er bookede. Øens tiltrækning virker ikke kun på danske cyklister, men tilsyneladende på alle rejsende i hele Central Amerika. Vi cykler ud af havnebyen og ud i mørket til vi finder et sted, der har plads. Det lykkedes, og en ældre nabo ringer til ejeren, der er taget på bar. Han kommer hjem og lugter stærkt af alkohol, men giver os en meget fordelagtig pris.

Gensyn med venner

Mikkel, vores ven fra Danmark cykler fra Mexico til Panama sammen med sin kammerat Gustav. Det viser sig, at de også er på øen. Vi bruger en dag på at dele røverhistorier fra vejen og give hinanden gode anbefalinger til den videre færd. Ved solnedgang bliver vi enige om at cykle ud og bade i søens magiske grålige vand, da solen går ned og farver himlen rød. En smuk afslutning på en dag sammen med venner. I morgen skal vi afsted igen, vi mod nord og Mikkel og Gustav mod syd.

En nat hos engelsklæreren

Vi kommer til en lille landsby og spotter et grønt hus, hvor vi spørger om vi kan slå teltet op. Elvin byder os velkommen. Først bliver vi tilbudt en plads til teltet i deres stue, men ved nærmere eftertanke, har de et værelse vi må låne for natten.

Kom siger Elvin vi skal op og bade, eller børnene skal. Senere finder vi ud af, at familien ikke har et bad, og besøget ved søen var vores invitation til at tage et bad, som vi efter flere dage på cyklerne nok også så ud til at trænge til. Vi følger med ned til landsbyens vandhul, som mest er en mose. Børnene springer med glæde i. Elvins datter Brittany er frygtløs og springer i fra det højeste sted på kløften, mens vi alle gyser og griner på samme tid.

På vej tilbage til familiens hus, har Elvin samlet mod til sig og spørger os på engelsk “where are you from?”. Vi har forklaret det på spansk, men spørgsmålet er begyndelsen på, at vi kan samtale på engelsk. Han har indtil da holdt det hemmeligt, at han taler engelsk. Det viser sig, at vi ved et tilfælde har banket på døren til regionens eneste engelsklærer. Resten af aftenen taler vi en blanding af engelsk og spansk. Før vi går til køjs, aftaler vi, at vi besøger Elvins skole, før vi cykler afsted næste dag.

Skolen ligger nede af en grusvej og består af fire små huse. Elvin møder os med et stort smil og åbner døren for os. Eleverne er låst inde i det store hegn hele skoledagen, og det er kun lærerne, der har nøgler. Elvin introducerer os til alle klassetrin og eleverne fniser og er fjollede. Alle skal have billeder med de høje mennesker fra Europa. Danmark kender de ikke noget til, men de har lige haft undervisning i Nicaraguas geografi. Vi cykler fra skolen med en masse god energi.

Centralamerikas sikreste land

Allerede i Colombia hører vi rygter om den nye præsident i El Salvador, der for alvor ”rydder op” i bandemedlemmer og kriminelle. Om de fængsles eller slås ihjel, er underordnet, bare de kommer væk fra gaden. El Salvador har længe været kendt som et af de farligste lande i Centralamerika, men har på få år vendt sit ry 180 grader, og nabolandene fortæller nu vidt og bredt om hvor sikkert El Salvador er. Samtidig fortæller mange, at banderne nu er flyttet til nabolandene, som allerede har nok at se til.

Vores tid i El Salvador er præget af sygdom, først bliver Martin syg og så Katja. I 40+ graders varme, virker det underligt at have influenza, og vi finder et par hoteller med blæsere, hvor vi kan slå sygdommen ud af kroppen. Vi drømmer om at campere på stranden med udsigt til Stillehavet, og finder en fin campingplads, men idyllen spoleres fordi det er påske, og påsken bruger hele El Salvadors befolkning ved stranden. Påsken mærker vi også på vejen, hvor alle køber øl på tankstationerne og kører åbenlyst påvirkede af alkohol. Tankstationerne har ofte lige så mange køleskabe med øl som med alkoholfrie læskedrikke.

Stejle bakker og sprogkursus

Guatemala har vi længe set frem til, fordi vi er blevet fortalt om smukke bjerge og de sødeste mennesker, men også advaret om de stejle bakker. Selv bilerne har det svært på de stejle stigninger og pludselig råber en modkørende bilist at vi skal skynde os væk. Tankerne flyver, og vi tænker om det kan være et opgør eller noget andet farligt. Vi stopper og Martin cykler om hjørnet, hvor der står en familie med deres bil i brand, den er overophedet på grund af den stejle stigning. Martin løber ind til en gård for at finde vand og flere stopper op og hjælper. Der bliver smidt vand på bilen, men vi beholder dog vores drikkevand. Da ilden er slukket, cykler vi videre med adrenalinen pumpende i blodet.

Sprogkursus med Lydia

”Hablas Espanol?” spørger vores spansklærer Lydia. For tredje gang på vores rejse tager vi et sprogkursus i spansk. Efter 4 dage sammen med Lydia lærer vi en masse, ikke kun sprogligt, men også om hendes liv og hverdagen i Guatemala. Hun er en rar kvinde, der gør sit bedste på at holde sammen på familien med to teenagebørn og en mand, der er væk uger ad gangen som lastbilchauffør. Telefonen ringer hver formiddag, det er hendes søns chef, der fortæller at han ikke er kommet på arbejde. Han er 19 år og arbejder i en bilvask. Han får 20 quetzales om dagen. Det svarer til 16 danske kroner. En cola koster 8 quetzales i kiosken. Vi bliver hurtigt enige om, at vi heller ikke ville orke at arbejde hele dagen for 2.5 colaer. Lydia fortæller, at det er vilkårene her at chefen tager pengene og betaler meget lidt til sine ansatte. Sønnen har ingen uddannelse og intet ønske om at uddanne sig, fortæller Lydia. Lydia drømmer om at flytte til stillehavskysten med sin datter og starte en fiskerestaurant. Mand og søn kan blive boende i Antigua, siger hun med et alvorligt smil.

Vores sprogkursus er arrangeret af en mand ved navn Marco. Han er desværre et eksempel på en, der tager det meste af fortjenesten selv. Under sprogkurset bor vi hos Erica, der har et pensionat for lokale studerende på udskolingstrinnet. Vi sover i en seng, der nærmere er en enkeltmandsseng end en dobbeltseng, og Erica skal stå for tre måltider om dagen, men hun serverer langt fra nok mad til et par sultne cyklister som os. Vi finder ud af, at hun kun får meget lidt for at have os boende, og faktisk ikke har råd til mad til os. Det er vi kede af, og derfor aftaler vi, at hun står for morgenmad og så køber vi selv mad til frokost og aftensmad. At hun også skal fodre de syv hunde, hun har taget ind fra gaden, har nok lidt at gøre med, at hun ikke har råd til at fodre os. Men vi ved, at Marco har taget de fleste af de penge, vi har betalt ham, og fordelt en lille slat mellem Lydia og Erica. Følelsen af uretfærdighed fylder os, og vi bliver vrede over at samfundet er indrettet sådan. Det er desværre bare et af mange eksempler på, at de mere velstillede udnytter de mindre velstillede i Latinamerika.

IMG_3939-2
20230420_211845
IMG_3866-2
IMG_3861
IMG_4087
IMG_3934-2
20230421_172627
20230403_172600
IMG_4007-2
20230411_155304
20230327_105604
20230327_083952
20230405_144253
20230415_092940
IMG_3966
20230331_093324
IMG_4096
20230419_095745
20230324_153453
20230324_132920
20230404_094712
20230409_190522
IMG_3951
20230408_152054

1 2 ... 6

Dyrenes paradis Costa Rica

/0 Kommentarer/i ,

Vi er netop cyklet ned ad grusvejen, da vi stopper og kigger op i de grønne trætoppe. Junglen og dens summen omslutter os, og vi lytter til en særpræget fuglesang. Tre tukaner hilser os velkommen til Costa Rica. Mødet med den ikoniske sorte fugl med det gule/orange næb er længe ventet. Vi ved at Costa Rica er stedet at spotte dyr, men det overrasker os at tukanerne dukker op samme dag vi har krydset grænsen fra Panama.

Tukanoplevelsen kommer på et godt tidspunkt. Vi er trætte i krop og hoved efter 10 dage i træk på cyklerne og endnu en dag igen badet i sved i de næsten 40 graders varme. Varmen er hverdagskost i Centralamerika, og en følgesvend vi lærer at leve med. Dyreoplevelsen giver point på energikontoen og vi suser de sidste 10 kilometer hen ad den caribiske kyst mod byen Puerto Viejo. Puerto Viejo er en festlig turistby. Vi vælger at bo i et roligere område uden for byen. Her mødes jungle og strand i en cocktail, der fungerer lige så godt som jordbær med fløde på en dansk sommeraften.

Martin elsker når han har tid til at finde spejlreflekskameraet frem, men vi fandt ud af, at selvom det er let at spotte dyr i Costa Rica, er det en anden sag at tage et godt billede af dem. Særligt dovendyret giver ikke meget af sig selv som fotomodel.

Pamelas Jungle Lodge

Vores budget på 350 kroner om dagen rækker ikke til meget i Costa Rica, og vi får brug for gode forhandlingsevner for at finde et hotel, der ikke sprænger budgettet. Heldet tilsmiler os, og vi forhandler os til et værelse i Pamelas Jungle Lodge til 25 dollars pr. nat for 3 nætter. Hotellet bestyres af amerikanske Pamela, der flyttede hertil for 25 år siden. Dengang var her ikke elektricitet og det træ hotellet er bygget med, er hentet i junglen på æselryg. Alt er anderledes i dag, hvor Puerto Viejo har udviklet sig til en turistmagnet. Turisterne valfarter ikke til Pamelas hotel, som er gammelt og slidt.

Jaguar Rescue Center

Vi er spændte på at besøge Jaguar Rescue Center (JRC). Det er et redningscenter for vilde dyr på den caribiske kyst. Det startede med et par indhegninger i haven hos parret, der grundlagde det. De er begge biologer og har arbejdet mange år i zoologiske haver. Nu er JRC en stor organisation, der laver projekter til gavn for dyr. Fx laver de i samarbejde med lokale regeringer chokfrie zoner, hvor dovendyr kan kravle uden at få stød fra elnettet. Vi besøgte centeret, hvor de hver dag modtager dyr og masser af turister. Det er en oplevelse værd. Vi er dog i tvivl om, hvorvidt det bedste for dyrene er at drive et dyrt redningscenter og hospital, eller det ikke er bedre at bruge pengene på at redde den natur, dyrene lever i. Trods navnet, har centret sjovt nok aldrig haft en jaguar. Alligevel blev det spanske par kendt som jaguarmenneskene blandt de lokale. Da de senere skulle bestemme sig for et navn, blev det Jaguar Rescue Center. Til stor forvirring for de turister, der dukker op og forventer at se det store kattedyr.

Junglen lige uden for døren

Tilbage hos Pamela, finder vi på sengen en gave fra de insekter, der er ved at spise loftet. Vi børster det ellers rene sengetøj fri fra træfnuller, og Martin henter en kost, så vi kan feje gulvet. Vi er klar til tre nætter i junglen. Uden aircon, men med et koldt brusebad og kakerlakker på badeværelset. Begge er vi vant til. Om morgenen bliver vi vækket af brøleaberne skrig. Det kan høres på 2 kilometers afstand. Det er brøleaber, der bruges til dinosaurernes brøl i Jurassic Park filmene, og det siger noget om, hvor højt den lille abe kan skrige.

Junglen er udenfor døren til vores værelse. Det samme er dyrene, herunder gnaveren, Nutria, der ligner en forvokset rotte med sine op til 17 kilo. Den er glad for de madrester beboerne i det lille hotel-kollektiv, smider i junglen. Vi finder de finurlige brune dyr med store rumper sjove og nyder at se dem vimse rundt efter mad.

Du skal passe på, hvor du går, hvis du ikke vil gå direkte ind i et kæmpe spindelvæv med den store giganthjulspinder, der kreerer et smukt og kraftigt spindelvæv. I modsætning til andre hoteller, lader Pamela edderkopperne være i fred. Det er vigtigt for hende at bevare naturen, og den får lov til at gro vildt på området ved hendes hotel.

Overnatning i junglen

Budgettet rækker ikke til mange overnatninger på hotel, men vi bliver forkælet med skønne naturrige campingpladser hele vejen gennem Costa Rica, og får mod forventning brugt vores telt på trods af varmen. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at vi sover med et dovendyr i træerne ovenfor, og hilser på en flok aber om eftermiddagen og morgenen. En aften vi laver aftensmad på vores benzinbrænder, ser vi en kuglemyre, som efter sigende lever op til sit navn; det skulle gøre lige så ondt at blive bidt af sådan en, som det gør at blive skudt.

Costa Rica er på grund af høje priser ikke det letteste land at cykle i med vores budget, men det er et paradis for dyreelskere, og vi nyder hver en dyreoplevelse i det frodige grønne landskab.