Mexico og det sydlige USA – Hedebølge og gæstfrihed

Mexico og det sydlige USA – Hedebølge og gæstfrihed

56 grader står der på termometret. Luften er varm, og brisen, der normalt er en kærkommen ven på varme dage, blæser os i hovedet med samme temperatur som en hårtørrer. Vi brænder os på de sorte cykelstyr, og sukker til hinanden. Øjeblikket forinden sad vi i MacDonalds´ aircondition og spiste en burger selvom vi ikke var sultne. Vi kan ikke cykle i den varme.

Der er hedebølge i Mexico, og hele landet er ramt. Hver dag fortæller mexicanerne os, hvor uvant det er, at vejret er SÅ varmt. Folk dør af hedeslag.

På vores rejse, cykler vi gennem alt slags vejr, regn, blæst, kulde, men intet er så opslidende som den ekstreme varme. Den gør os lade og småirriterede – både på hinanden og på omgivelserne. Vi prøver at holde humøret højt. Som vi kommer længere op i Mexico, bliver alting dyrere og det er svært at finde et budgetvenligt værelse med aircondition på et hotel. Teltet minder mere om en svedhytte end et sted at hvile.

Vores hår er stift af salt fra sveden som hagler af os, men som tørrer på to sekunder i den tørre ørkenluft. Vi drikker mindst 5 liter væske hver dag, og det er ikke nok. Vi drømmer om kølige nætter, men vi ved, at de først kommer igen, når vi rammer Rocky Mountains i USA, og det er der flere måneder til. Først skal vi gennem Texas og New Mexico, og der er også varmt.

Det vilde vesten

Cykling i ørkenen er, udover den ekstreme varme, en fryd. Vi cykler lange stræk hver dag i det øde ørkenland, og spotter vildsvin, slanger og andet dyreliv. Vi cykler gennem byer, der minder os om det vilde vesten, som vi ser det portrætteret i Hollywoods Western film. Hele strækningen følger vi togskinnerne og har selskab af lange godstoge, der suser forbi. Det forstærker følelsen af ”wild, wild, west”.

Vi kan se flere kilometer hen over det flade landskab, og vejen snor sig i en lige linje så langt øjet rækker. Der er noget charmerende ved det uvenlige landskab og vi nyder møderne med cowboys. Dem har vi ikke set siden vi forlod Patagonien i Argentina. De går i skjorter, bærer cowboyhatte og har støvler på, der ville gøre selv John Wayne jaloux.

Måske fordi temperaturen er ulidelig, hjælper alle gerne os skøre cyklister, der burde vide bedre og blive indenfor, men som trodser hedebølgen og lystigt cykler gennem et af Mexicos i forvejen tørreste områder. José Maria kommer os til undsætning og giver os en liter Corona, en mexicansk øl. Den er kold, og skal helst drikkes, før den bliver varm, så han vil ikke høre tale om at vi venter med at indtage den til vi slår lejr. Vi sidder derfor troligt i en park i den lille landsby og drikker vores Corona, før vi cykler videre.

Uheldet rammer

Blodet strømmer ud af skinnebenet. Pis. Heldigvis er vi kun cyklet 15 kilometer ud af byen Saltillo, og selvom vi overvejer at cykle videre, lader vi fornuften råde og cykler tilbage til byen. Vi cykler med metalpigge på pedalerne, så vores sko kan få ordentligt fat, men Katja’s sko glider på den ene pedal, og det får den anden til at spinde hårdt ind i hendes skinneben. Det resulterer i et dybt sår, som bør syes. Vi har strips, som skal få såret til at lukke sammen, og håber på at det går uden en tur til hospitalet. Patienten skal have ro. Vi finder en uhørt billig lejlighed på Airbnb, som vi lejer to nætter, og Martin går ud og handler ind. Alle ved, at sår heler bedst med adgang til ubegrænsede mængder af søde sager og pizza til aftensmad.

Vi ser en Amerikansk serie om narkokongen El Chapo. Vi er tæt på hans “domæne” og bliver fascinerede af, hvor stor en virksomhed det er at sælge narkotika. Narkokartellerne trækker tråde langt ind i USA, og vi cykler lige nu rundt i nogle af de områder i Mexico, hvor kartellerne er allermest aktive.

Det farlige Mexico

På trods af narkokarteller, er det eneste sted i Mexico vi føler os usikre landsbyen Huitzilac. Vi kommer cyklende til byen sidst på eftermiddagen, og det styrtregner. Vi finder ly i en kiosk, hvor vi spørger om der er et sted i byen vi kan sove. Kvinden kigger på os med store øjne og advarer os mod at sove her. Hun foreslår os at cykle tilbage til den sidste by vi kom fra. Det huer os ikke at cykle tilbage, selvom vi ikke vil gå på kompromis med vores sikkerhed. Vi cykler ind i byen, for at se det an.

Stemningen er anspændt og alle kigger på os, men ingen hilser. Vi finder en mand, der hjælper os med at finde et sted at sove. Han står ude foran rådhuset, og virker en anelse skummel i sit udseende, med sin store brune frakke og slikhår. Først lover han, at vi kan sove i skolen. Efter lang tid, kommer han tilbage og siger at vi i stedet kan sove hos hans venner. Vi er ikke helt overbeviste, men tiden går og det bliver snart mørkt, så vi cykler efter hans bil ud ad byen mod vennernes hus.

Det viser sig, at vi kan sove i en families gamle skur, men manden fra rådhuset vil have 300 pesos (80DKK) for at arrangere det. Det er helt uhørt. Vi plejer at betale 300 pesos for et billigt hotelværelse. Vi har ikke noget valg og prutter ham ned til 200 pesos. Familien er søde og sørger for rent drikkevand. Kvinden fortæller os, at ingen går ud i byen om aftenen – det er farligt for alle, ikke kun turister. Vi er glade for at vi må bo i det lille skur, også selvom vi dræber en skorpion, før vi kan sove trygt.

Vi er lettede, da vi næste dag cykler videre over et bjergpas, og igen befinder os i det Mexico vi kender, hvor vi møder lutter smil og glade mennesker.

Et omvendt kulturchok

”Jeg beundrer jer”, siger en ældre herre til os, mens han diskret lægger en 10 dollars seddel på vores bord og hurtigt smutter væk. Velkommen til USA, hvor vi den første dag spiser frokost på MacDonalds. Det er ganske enkelt overvældende at komme til USA. Vi cykler pludselig på kæmpestore nye motorveje, og her er bilisterne ikke vant til, at der er andet end biler på vejene. Alt er rent og pænt, og storslået.

Vi cykler til den nærmeste fødevarebutik for at handle ind til de kommende dage på cyklen. Fødevarebutikken Wallmart kan bedst beskrives som en Bilka på speed. Vi er målløse over udvalget af fødevarer. Efter 18 måneder, hvor vi må købe den ene slags havregryn vi kan finde, kan vi pludselig vælge mellem 30 forskellige slags. Vi bliver begge trætte i hovedet af at vandre rundt blandt det store udvalg af lækkerier, som vi indtil nu ikke har haft adgang til.

Ørkenens engel

Hen på endnu en hed eftermiddag cykler vi ind i byen Langtry, Texas. Indbyggertallet er 14, og efter et døgn har vi hilst på godt halvdelen af befolkningen. Byens stolthed er et museum, som huser et gammelt værtshus fra det tidlige 1900-tal. I dette værtshus blev en af de første uofficielle domstole i det vilde vesten oprettet. Alle, der gjorde brug af domstolen skulle drikke, for det var godt for forretningen – og sikkert også stemningen i salen.

Folk fortæller os, at en mand ved navn Jesse kan hjælpe os med at finde et sted at sove. Han er kendt som ørkenens engel, intet mindre. Vi finder Jesse ved hans hus nær den store hovedvej. Grunden er fyldt med gammelt ragelse og det er tydeligt at huset har set bedre tider. Jesse ligeså. Han kommer haltende ud til os i sin beskidte orange t-shirt. Han er venlig, men vi kan ikke få os selv til at give 50 dollars for det værelse han tilbyder – det er hele vores dagsbudget. I stedet cykler vi tilbage til den gamle skole, og forsøger at finde et sted med skygge at sætte vores telt op. Efter 30 min kører Jesse forbi i sin pickuptruck. Han skal til byen, har taget en ren skjorte og cowboyhat på, og fortæller os at han har tænkt over det, og gerne vil tilbyde os et værelse kvit og frit. Han har ladet døren til værelset stå åben. Vi cykler taknemmelige tilbage til Jesses motel, og finder værelset. Om morgenen lader han os ikke forlade stedet uden ekstra drikkevand og chokolade. I sandhed en ørkenens engel.

Byens læge

Vi ankommer sent til den mindre by Estancia, som vi håber at sove i. Da vi cykler ind i byen, mødes vi af advarselsskilte om ikke at samle hitch-hikere op, fordi der ligger et ungdomsfængsel i byen. Allerede der, revurderer vi tanken om at vi kan sove i teltet i byens park, og det bliver bekræftet da vi ankommer og ser, at parken er det sted de unge hænger ud. Vi tror ikke, at det er farligt at sove der, men vi orker ikke alt postyret og larmen. Vi fylder vores 6-liters vandblære op og cykler ud af byen. To kilometer ude kommer en hvid bil susende forbi og stopper brat foran os. Ud stiger Linda, og spørger kækt ”Jeg er byens læge, er der noget jeg kan hjælpe jer med?”. Vi får lov til at sove ved hendes lægeklinik.

Hun er en imponerende dame, der i sine ferier har rejst verden rundt som læge for National Geographic. Hun tager ikke hjem, før hun har fyldt vores førstehjælpstaske op med gagebind og medicin, og kommer tilbage senere på aftenen med aftensmad sammen med sin mand Michael. Vi har en hyggelig aften og deler røverhistorier fra diverse rejser.

Warmshowers i Santa Fe

I USA rækker vores dagsbudget kun til mad, så vi sover oftest i teltet. Det er stadig hedebølge og temperaturen er ofte over 40 grader i de ørkenlignende områder vi cykler igennem i Texas og New Mexico. Vi rammer storbyen Santa Fe i New Mexico, som er kendt for sine smukke Adobe huse i gammel stil. Hele byens centrum er bygget i den gamle charmerende stil, og byen er kendt for at være progressiv.

I Santa Fe bor Matt, som vi ender med at bo hos i en uge – en tiltrængt pause fra cykling i hedebølgen. Vi har fundet ham på et website for rejsecyklister, der hedder Warmshowers. Her kan man skrive sig op som vært og gæst, og rejsecyklister fra hele verden inviterer hinanden hjem at bo. Matt bor i et skønt adobe hus og vi klikker med det samme. Det er som at komme hjem til en gammel ven, vi ikke vidste vi savnede. Vi laver mad sammen, og tager på en vandretur op i bjergene. Santa Fe giver os lyst til at blive boende, det er en dejlig by med lækre restauranter, et skønt klima og flot natur. Vi er ikke de eneste, der er charmerede af byen, og vi møder flere, blandt andre Neil fra New York City, som har en sommerresidens i Santa Fe. Vi kunne blive i Santa Fe, men tager os sammen til at cykle videre med aftalen om, at det ikke er sidste gang vi mødes med Matt.

Wapti til morgenmad

Vi er næsten overvældede af den opmærksomhed og gæstfrihed vi oplever i Texas og New Mexico, som for os er to stater, vi mest af alt kender for at have politisk anderledes holdninger end vi selv har. Allerede i de første dage i Texas, ser vi mænd, der åbenlyst bærer skydevåben på den lokale diner.

Vi mærker befolkningens frustration over den politiske splittelse, der er så tydelig i USA. Folk her føler sig misforståede, de føler, at der er langt til det Hvide Hus og at østkystens politiske prioriteter ikke harmonerer med deres dagligdag og de livsvilkår, du finder på prærien.

Den holdning møder vi blandt andet hos det unge par Leland og Alistair, der har inviteret os til at sove i baghaven. Leland steger bøf af wapti til morgenmad. En wapiti (eller elk) er en nordamerikansk hjort med et kæmpe gevir. De har sidste efterår været på jagt og har selv skudt waptien med bue og pil. Det er første gang vi smager wapti. Det smager himmelsk, særligt med den hjemmelavede chili, New Mexico er kendt for. Efter morgenmaden viser Leland os sit våbenskab, og selvom vi helst undgår at snakke politik, får vi en lang snak om, hvorfor han er ”pro-guns”. Vores holdning rykker han ikke til, men vi er overraskede over den saglighed og eftertænksomhed han snakker ud fra. Vi tager derfra med flere nuancer om emnet, end da vi kom, men er alligevel overraskede, da han åbenlyst fortæller, at han ville ønske, at der fandtes en uofficiel milits, der kan udfordre staten, når det bliver nødvendigt. Han har ingen tillid til hverken staten eller politiet, så derfor er det vigtigt for ham at kunne forsvare sig selv.

Mens vi cykler i de åbne landskaber, overvejer vi om amerikanernes holdninger måske er så store, fordi USA er landet med kæmpe vide landskaber og at der derfor er plads til store armbevægelser? Vi glæder os til at udforske det amerikanske midt-vest endnu mere de kommende måneder.