USA – Nationalparker, venlighed og et helt særligt sted i Montana

20.000 kilometer står der på kilometertælleren, da vi en eftermiddag cykler mod Teton Nationalparks utroligt smukke grå og savtakkede bjerge. Vi fryder os over timingen, mens vi fejrer den store milepæl.

I det nordlige New Mexico når vi – endelig – bjergkæden Rocky Mountains. Efter mange måneder i ørkenen har vi savnet bjergene samt de smukke udsigter og det kølige klima, der følger med. Udover bjerge er det, vi elsker allermest på vores rejse, møder med lokale, og her mere end leverer staterne Colorado, Montana og Wyoming med gæstfrihed og skæve små landsbysamfund.

Worth the drive Bakery

”Worth the drive bakery”, ligger tæt på Norfolk, Colorado. Som cyklister har vi brug for flere kalorier end de fleste, og bageriet lokker os med gratis donuts. Selvom vi allerede har cyklet 70 kilometer den dag, tager vi udfordringen op og cykler 30 km mere for at nå bageriets åbningstid. Ikke meget motiverer Katja mere end udsigten til kage, og Martin følger glad efter. Vi bliver nødt til at undersøge, om bageriet lever op til sit navn. Vi cykler afsted på den lange lige landevej, og ankommer 5 minutter i lukketid. Vi fylder os med bananbrød, friturestegte tærter og gratis donuts. Det viser sig, at bageriet ligger i området med den højeste koncentration af Amish befolkning i Colorado. Bageriet er eget af Amish samfundet, som taler en sydtysk dialekt kaldet Pennsylvania Dutch og går i traditionelt tøj, bærer kjoler og hatte. Den dybt kristne Amish befolkning giver afkald på ”moderne teknologi”, som f.eks. biler, telefoner og elektricitet fra elnettet. Da vi cykler videre ud ad vejen for at finde et sted at sætte teltet for natten, består den modkørende trafik primært af sorte hestevogne. Med lys. For det er ved at være mørkt.

I bad med Lincoln Memorial

Byen Marble ser ikke ud af meget, selvom ankomsten fra det berømte skimekka Crested Butte over bjergpasset Scofield er en storslået affære. Vi cykler ikke meget den dag, men trækker i stedet cyklerne ned ad bjergpasset, gennem ”Djævelens Punchbowl”, som er en bjergskråning fyldt med kæmpestore sten. Umulige at cykle på. Vi er ikke de eneste, der har begivet os ud på den strabadserende tur, og vi ryster lidt på hovedet ad de amerikanere, der mener at det er en god idé at lufte deres store firhjulstrækkere på de små skrå bjergveje. Vi får fortalt, at turister hvert år mister livet på de stejle bjergskråninger, fordi de kører firhjulstrækkeren udover skrænten og ender i den store kraftigt brusende flod.

Marble har du med stor garanti aldrig hørt om, men det er en vigtig by på grund af den marmormine, der ligger mindre end tre kilometer fra byen. Indbyggerne er stolte af deres hvide glinsende marmor, som ligger i store klodser overalt i byen. Byen huser en årlig marmor-festival, hvor kunstnere fra USA og resten af verden valfarter til, for at lære at udarbejde skulpturer i marmor. Vi er heldige, at festivalen er i gang da vi ankommer.

Arrangørerne af festivalen giver os lov til at låne deres udendørs bad, som – selvfølgelig – er lavet af marmor, og ikke hvilken som helst marmor. Badet er bygget af de marmorklodser, der var til overs efter byggeriet af søjlerne fra Lincoln Memorial, der står i Washington DC. Udover Lincoln Memorial er de fleste gravsten i USA, der står på gravpladser til minde om mistede soldater, lavet af marmor fra Marble. Byen er stadig forholdsvis ukendt, men flere er begyndt at få øjnene op for den charmerende landsby, til både glæde og rædsel for byens indbyggere. Vi møder to af dem i deres community hub, hvor vi får os en varm kakao og en snak om, hvordan turismen forandrer den lille landsby. Det gode er, at turismen bringer penge og muligheder til byen, det dårlige er, at ejendomspriserne stiger og det betyder at de mennesker, der allerede bor i byen og skal servicere turisterne, ikke har råd til at leve. Det er en fortælling vi hører gang på gang i USA’s turistbyer.

Så vi lover de lokale at holde Marble en hemmelighed, og nu deler vi så den hemmelighed med jer. Marble er nemlig et besøg værd, hvis du kommer til Colorado. Og psst, er du i området, så tag til landsbyen Redstone og få hjemmebagt kage hos dineren – vi lover dig, det er godt. Vi bliver mødt af en meget sød kvinde, der er vild med vores bedrift, og giver både is, kage og en masse kudos. Vi er ikke kun høje på sukker, men også på god energi fra de venlige mennesker, da vi cykler derfra.

Yellowstone National Park

Det er ikke sjovt at være cyklist i en Nationalpark, hvor infrastrukturen er skabt til bilister, men vi nyder alligevel de tre dage vi bruger i verdens første Nationalpark Yellowstone National Park. Parken er kendt for vulkanske aktiviteter og sit diverse dyreliv. Et af parkens største trækplastre er gejseren Old Faithfull, der har fået sit navn, fordi den trofast går i udbrud omkring hver 20 minut, plus minus 10 minutter.

Hvad der til gengæld er cykelvenligt, er konceptet ”hike-bicycle” campering. Flere campingpladser har reserveret et område til os, der kommer gående eller cyklende. Uden reservation kan vi dukke op samme dag og få en campingplads. Det er næsten umuligt i bil, særligt om sommeren, hvor parken har ikke mindre end 4 millioner besøgende. For os, er højdepunktet, da vi spotter en bisonokse, som ligger og slikker sol. Ellers ser vi desværre ikke meget dyreliv, og det er ikke unormalt som turist i Yellowstone Nationalpark.

Lama Ranch – Montanas højdepunkt

Der findes gode mennesker overalt i verden, men i Montana, finder du to af de allerbedste. Det er 69-årige John Keller og 65-årige Barbara Nye. De bor på Lama Ranch, og har gjort det til deres mission at glæde cyklister. De har bygget fem hytter og opsat en tipi på deres grund, der alene tjener formålet at huse cyklister. Hvert år har de 600 + overnatninger. I hytterne finder du drikkevand, mad, pandekagemiks, vin og M&Ms, og derudover har du adgang til det magiske køleskab på deres terrasse fyldt til randen med øl, sodavand og sandwich. Det eneste de beder om retur, er at du gør dit bedste for at gøre verden til et bedre sted. Pay it forward.

Efter vores anden nat på gården, spørger John spøgende, om vi går efter rekorden i flest overnatninger. Den er fem nætter. Egentlig er den rigtige rekord syv år, for John kom selv hertil som cyklist for syv år siden, han forelskede sig i Barbara og blev. Nu driver de gården sammen. Barbara købte gården i 1989, og i 1998 startede den amerikanske cyklistforening (ACA) den nu verdensberømte cykelrute ”the great divide mountainbike route”, som løber fra Jasper i Canada og hele vejen gennem USA til den mexicanske grænse i New Mexico. Ruten kører forbi Lama Ranch og Barbara begyndte i slut 90erne at få besøg af cyklister, der spurgte om vand, eller om de kunne sove i teltet på hendes grund. Derfra udviklede konceptet sig langsomt. I dag er Lama Ranch et kendt sted blandt cyklister, der begiver sig ud på den 4000km lange rute.

Lama Ranch ligger mellem grønne bølgende bakker, store grønne grantræer og emmer af idyl. Det bliver ikke svært at slå rekorden. Vi ender med at blive i syv nætter, og bliver inviteret på afskedsmiddag i Barbara og Johns hus. Vi aftaler, at vi skal ses igen en dag. Vi møder mange mennesker på vores rejse, men få sætter så dybe aftryk som Barbara og John.