Canada – bjørne, bjerge, skovbrand og rejsens ende…

Et par store brune øjne kigger nysgerrigt på os fra grøftekanten. 10 meter væk sidder en stor sortbjørn. Katja får fremstammet ”bjørn” og vi stopper. Indtil da, har vi kun set én bjørn, men vi har hørt meget om dem. Bjørnen, og vi, er forbavsede over det uplanlagte møde, og efter et par lange sekunders observation bevæger bjørnen sig ind i buskadset. Vi cykler videre.

I det nordlige USA og Canada er vi opmærksomme på de plyssede dyr, for selvom de ligner store bamser, kan de være farlige bekendtskaber. Vi er på besøg i bjørneland, og vi må opføre os som de gæster vi er. Det betyder at vi tager en række forbehold, så vi kan leve sammen med bjørnene i vores telt i naturen.

Regler i bjørneland

I bjørneland laver eller opbevarer vi aldrig mad i teltet, også selvom det betyder at vi om morgenen sidder udenfor og spiser vores havregryn i regnen. Vi hænger hver aften vores mad op i et træ. Det samme gælder alt, der dufter, fx solcreme, læbepomade og sæbe.

Vi gør ekstra ud af at ringe med ringeklokken eller snakker højlydt, når vi cykler rundt om hjørner eller i områder, hvor vi forestiller os, at bjørnene færdes. Vi holder øje med tegn på bjørn, det kan være bjørnelort eller træer, hvor de har skrabet barken af på jagt efter insekter.

Til nødsituationer har vi en bjørnespray – en stor peberspray. Den kan vi bruge, hvis bjørnen kommer så tæt på os at vores liv er i fare. Det er et usandsynligt scenarie, men vi har hørt skrækhistorier. F.eks. cykler vi gennem en nationalpark i Kananaskis i Canada, hvor et kærestepar og deres hund mister livet til et bjørneangreb blot to dage efter vi har været der på cykel.

Fedtdepoter og hi

Efteråret er på vej og derfor skal vi være ekstra på vagt. Bjørnene er ved at fede sig op til at gå i vinterhi, hvor de ligger i dvale i seks måneder. I op til 20 timer om dagen leder de efter mad, og i denne periode spiser de op mod 20.000 kalorier om dagen. Vi ved ikke hvor mange kalorier, der er i et par magre cyklister, men nok flere end i de bær, bjørnene ellers ynder at spise.

Det er vigtigt at huske, at bjørnene ikke vil os noget ondt. Ligesom andre vilde dyr, er bjørnene ikke interesserede i mennesker, medmindre vi forskrækker dem eller de ikke føler at de har fået fyldt fedtdepoterne helt op til vinteren. Derfor er vi ikke nervøse for at cykle i Nordamerika og Canada. Så længe vi tager vores forbehold, så er risikoen for at der sker en ulykke meget lav.

Bjørnemåltid

I Montana, har vi selskab af Kendra. En 65-årig kvinde fra Colorado, som cykler gennem USA fra syd til nord. Hun er nervøs for at cykle i bjørneland alene, og vil gerne følges. ”Skal I cykle der? Er I tossede?” spørger en ældre mand. Han ejer en butik med souvenirers tæt på Glacier Nationalpark. Vi har besluttet os for at cykle gennem parken på en sti, der er lukket for biler, og manden advarer os om, at der ofte spottes Grizzly bjørne netop i det område.

Vi oplever ofte frygt hos amerikanerne. Det forstår vi godt. Du kan ikke købe en pose slik uden at blive oplyst om risikoen for at blive kvalt. Også i forhold til bjørnesikkerhed, er amerikanerne på mærkerne. Det mærker vi blandt andet i Yellowstone Nationalpark, hvor en parkbetjent spørger os, hvor vi har vores bjørnespray. Den ligger i teltet, svarer vi, hvorefter han spørger, hvad vi tror han kalder cyklister som os. Tørt efterfulgt af svaret ”meals on wheels”. En anden gang, har vi mødt en familie ude i bjergene i Montana. Far og mor havde en pistol spændt på maven, og spurgte os om ikke vi var bange for at møde bjørnene uden et våben. Vi tænkte, at vi var mere bange for mennesker med pistoler, end for bjørne.

I Glacier Nationalpark ser vi desværre ikke nogen grizzly bjørne, men vi ser mange bjørnelorte. Også lorte, der stadig oser af varme. Dette er tydeligvis bjørneland, måske mere end noget andet sted vi har været.

Bageri og dårlig nattesøvn

Vi cykler ud af nationalparken til den mindre by, Polebridge, der er kendt for bageriet The Polebridge Mercantile. Bageriet har serveret bagværk i over 100 år. Og er i dag et yndet turistmål for de turister, der alligevel besøger Glacier National Park. Der er en regel i bageriet om, at man får en gratis bolle, hvis man har vandret eller cyklet dertil. Vi er lidt selvtilfredse, da bagerdamen spørger, hvor vi har cyklet fra, og vi svarer ”Argentina”.

Det har regnet det meste af dagen, og Kendra beslutter sig for at booke en hytte til os i Polebridge. Vi hygger os ved brændeovnen, men da vi skal sove, er det varmt. Vi er vant til at sove udenfor i få grader. Derudover knirker køjesengen som en gal. Kendra tager sovemedicin, Xanax. Medicinen gør, at hun snorker. Det, kombineret med varmen og den knirkende seng, er for meget for Martin. Han står ud af sengen og finder sit liggeunderlag frem. Han er har besluttet sig for at han vil sove ude på havebordet. Katja synes det er verdens dårligste idé nu vi er midt i et område, hvor der er mange bjørne, ,men Martin er ikke til at rokke. Han lægger sig ud på havebordet med sin sovepose. En lækker bjørneburrito.

Det betyder at Katjas nattesøvn er uden for rækkevidde, indtil hun lægger en mental plan for, hvordan hun kan redde Martin hvis bjørnen kommer, og til sidst falder hun modvilligt i søvn.

Icefields Parkway

Vi har cyklet til Canadas grænse og rejsens mål ligger blot 500 km væk. Men da vi har en måned tilbage, før vi skal med flyet hjem fra Vancouver, beslutter vi os for at cykle op gennem nationalparkerne Banff og Jasper, som efter sigende er bjergtagende.

Nationalparkerne skuffer ikke, og særligt den 300km lange tur på Icefields Parkway er utrolig smuk med bjerge og gletsjere i baggrunden. Efteråret er kommet, og det betyder et fald i temperaturen. Træerne skifter farve til gul, orange og røde nuancer. Campingpladserne i de to nationalparker er ved at lukke for sæsonen, og flere gange må vi snige os ind og sove på de lukkede campingpladser.

I lang tid, havde vi været i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne komme til Vancouver, fordi det nordlige USA og Canada i år har været ramt af de værste skovbrande nogensinde. Vi cyklede forbi mange områder, hvor branden stadig ulmede og hundredvis af kilometer af skov var brændt af. Heldigvis for os, var vi så sent på sæsonen, at skovbrandene de fleste steder var under kontrol. Regnen hjalp. Vi cyklede kun få dage i røg og nåede hele vejen til Vancouver.

I mål

Vi står på Lion Gate Bridge i Vancouver, og har tårer i øjnene. Vi har nået det mål, som vi satte os selv i vores lejlighed på Amager over 2.5 år tidligere. Det er surrealistisk. Vi kniber os selv i armen de næste fem dage, mens vi pakker cyklerne og vores udstyr ned, og gør klar til flyveturen tilbage til Europa. Sikke et eventyr.