Peru Great Divide – Oppe i bjergene, over skyerne

4994 meter står der på vores GPS. Det er det højeste vi har og kommer til at være på turen, og tanken om, at vi selv har bragt os op i knap 5000 meters højde på cykel, gør os stolte og glade. Vi cykler i Perus bjerge langs små grusveje på en cykelrute, der hedder Peru Great Divide.

Se masser af billeder fra peru her: https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/titicaca-til-great-divide og her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/great-divide-til-junglen

4994 meter oppe

Bjergpasset op til knap 5000 meter er særligt hårdt med masser af nålesving og stejle stigninger. Da vi tror vi endelig er oppe, gemmer der sig en lille nedkørsel og to nålesving om hjørnet, før vi når den rigtige top. En snydetop, som vi kalder de toppe, hvor vi overraskes af endnu en top. Puha, vi pruster. Vi bliver nødt til at tage det stille og roligt og cykle 20 højdemeter ad gangen for derefter at få vejret igen. Selvom vi har cyklet i bjerge og på højsletten i flere måneder, og er godt akklimatiserede, mærker vi manglen på ilt i den svimlende højde.

Vi fejrer ”sejren” med et kys, en kiks og et billede af os begge taget med spejlreflekskameraet. Martin kravler det sidste stykke op af klipperne for at sætte kameraet, og vi jubler, da han højst sandsynligt står i 5000 meter.

Legendarisk cykelrute

Peru Great Divide er en uformel cykelrute gennem Perus bjerge, udarbejdet af et engelsk par, og er nu så velkendt, at det er et trækplaster for eventyrlystne cyklister fra hele verden. På trods af det, mødte vi blot 3 andre cyklister på de 380 kilometer vi fulgte den 1200 kilometer lange rute. Ruten er kendt for at være øde og den følger mindre grusveje gennem Perus bjerge. Du cykler derfor i smuk natur, uden at møde alt for mange biler. Enhver cyklists drøm. Den del af ruten vi har cyklet, indeholder intet mindre end 8500 højdemeters cykling. Ikke alle cyklisters drøm, men vi elsker det. Vi cykler op ad et bjergpas på mellem 4400 og 5000 meter og så helt ned til 3000 højdemeter igen. Det gentager vi ca. én gang dagligt, udover et par dage, hvor vi konstant cykler i over 4300 meters højde.

Kolde nætter

Vores varme handsker, jakker og soveposer ligger øverst i cykeltaskerne, for om natten er det koldt oppe i højderne. Vi stopper tidligere en dag – ved 15tiden. Vi er begge trætte efter mange dages hård cykling, og vi finder en fin sø at stoppe ved i 4500 meters højde. Vi sætter teltet op, synlig fra vejen denne dag, fordi vi ikke kunne finde et godt gemmested. En bil stopper og en mand i joggingtøj kommer gående ned mod os. Han giver os et sødt anisbrød, og spørger os om vi er sikre på, at vi vil sove der, fordi det bliver meget koldt om natten. Vi forsikrer ham om, at kulden er vi vant til, og at vi har gode soveposer. Da solen går ned et par timer senere, mærker vi, at han har ret. Dette sted er koldere end de andre steder vi har sovet og vi må krybe ned i både allroundsoveposen OG sommersoveposen for at holde varmen. Allerede da vi går ud for at børste tænder senere på aftenen er der frost på teltet og natten er bidende kold.

Aldrig alene

Vi har lært, at I Peru er vi aldrig alene. Lige meget hvor langt ude i bjergene vi cykler, møder vi mennesker, små landsbyer eller hyrder, der trofast passer deres lamaer, alpakaer og får. Selvom vi selv synes at vi gemmer os godt, når vi camperer, sker det, at vi vækkes af et ”Buenos Dias” (på dansk godmorgen) af en morgenfrisk rytter, der er på vej hen til sine dyr.

En morgen, får vi uanmeldt besøg af en gut på scooter, som er på vej til sit arbejde ved en nærtliggende dam. Vi står og børster tænder, da han kører helt hen til vores telt, som ligger bag nogle bakker godt 200 meter fra den lille grusvej vi kommer fra. Han tager som det første fat i vores telt og spørger ”Er teltet til salg?”. ”Hvad koster det?”. Vi forklarer at teltet ikke er til salg, da vi selv skal bruge det. Hvilket burde være åbenlyst, set i lyset af situationen. Men han insisterer på at få prisen på teltet. Teltet koster lige så meget som hans scooter og han erkender, at det nok ikke lige er vores telt han skal købe.

Ørredfarmen

Efter alt for mange dage med pasta og tun til aftensmad, bliver vi forkælet af Jennie. Vi er stoppet på en ørredfarm, hvor vi har fået nys om at andre cyklister har fået lov til at slå teltet op. Det er gratis, hvis vi køber aftensmad hos den lille restaurant, der er på området. Vi går all in og bestiller to retter ørred hver. Jennie stiller ikke spørgsmålstegn ved vores bestilling. Hun må have prøvet det før, for cyklister, der cykler bjergpas dagligt, er sultne. Vi spiser friturestegte ørreder og en ørred-”chicharron”, som er en ret med stykker af ørred med ris og kartofler. Om aftenen går vi mætte og glade i soveposerne til lyden af den rislende flod.

Vores eventyr på Peru Divide er færdig efter 10 dage i nogen af de smukkeste omgivelser i Sydamerika og junglen venter os.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Giv en lyd