Flere tusind kilometer ind i Amazonas

Vi står ved havnen i storbyen Pucallpa og kigger fascineret på de mange forskellige både, der ligger til. Transportskibe, træbåde og hurtige speedbåde ligger side om side. Vores mission er at finde en båd, der kan fragte os og cyklerne længere ind i junglen til byen Iquitos.

Masser af billeder her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/jungle-tur-amazonas

Vi slentrer ned ad de små sandbelagte havnegader og får et indblik i sømændenes liv. Et hårdt liv. Flodfisk og slagtede kyllinger ligger på borde i den hede sol, klar til at blive tilberedt. Kyllingefødder ligger på grillen, en god og billig snack. Vi ser flere mænd, der sover rusen ud på fortovet. Prostituerede med korte nederdele og røde læber venter på gadehjørnerne. Mad, alkohol og sex, det er det sømændene har lyst til, når de kommer i havn. Det lyder som en gammeldags kliche, men her i Peru ser det ud til at være dagligdag i Pucallpas havn.

Vi ender med at købe en billet til en hurtig bådbus. Det tager 36 timer at komme fra Pucallpa til Iquitos uden nogen stop undervejs. Båden sejler dag og nat. Cyklerne spænder personalet fast på taget af båden og vi krydser fingrer for, at de kommer sikkert frem til Iquitos. Spændingen bliver ikke mindre, efter kaptajnen med et smil på læben siger at hvis vi ikke betaler 200 dollars, forsvinder vores cykler under turen. Vi giver ham to colaer og et smil og håber at det går.

Seks mennonitter, en abe og to danskere. Det lyder som starten på en dårlig joke, men det er virkeligheden i båden. Mennonitterne bor i kolonier i junglen, de taler plattysk og er flyttet til Peru i 2015 i søgen efter et sted, hvor de kan leve efter deres overbevisning i fred. Efter sigende missionerer de ikke. Vi forstår ikke, hvordan de kan holde varmen ud i deres overalls, skjorter og store støvler, men de ser ikke synderligt påvirkede ud. Vi sveder allerede før båden forlader havnen.

Udover passagerer fungerer båden som transport for pakker til de små landsbysamfund, der lever langs floderne i Amazonas, og vi stopper konstant for at levere pakker, alt fra bananklaser til en computer og en fodbold, til stor glæde for to små drenge, der spændt venter på flodbredden. Hver gang vi rammer en flodbred, kommer kvinder og børn fra landsbyerne ombord og sælger mad og drikkevarer. Nogle gange kommer de i både. Vi køber ris og kylling pakket ind i palmeblade og avokadoer, som vi spiser til frokost og aftensmad.

Amazonas regnskov er den største regnskov i verden, og vi har store forventninger til plante- og dyrelivet. Som det så ofte er gennem vores rejse, bliver vores idé om hvordan junglen er, nuanceret da den møder virkeligheden. Vi forventer at se dovendyr, tukaner og papegøjer i hvert et træ, men bliver hurtigt klar over, at også i det dybeste af junglen har mennesket gjort sit indtog.

Der er spor efter mennesket overalt. Skrald flyder på Amazonas floder, og der ligger flasker og mundbind i junglen. For ikke længe siden blev en båd med 70 turister taget til gidsel af et af de lokalbefolkninger, der bor ved floden i Amazonas. Det blev gjort i protest mod regeringens håndtering af et olieudslip i floden. 80.000 tons olie var blevet dumpet i den flod, de lokale bruger som bade- og drikkevand. De lokale oprindelige folk i Amazonas kæmper en meget ulige kamp for deres ret til at bo på den jord, som de har boet på i mange generationer i træk. Det er en kamp mod gigantiske oliefirmaer og et korrupt politisk system.


Iquitos


Iquitos er en peruviansk by dybt inde i junglen. Godt 500.000 mennesker bor her, hvor man kun kan komme med båd eller fly, afskåret fra resten af Peru. Byen har været rig, fordi den har produceret gummi, og fortidens rigdom afspejles i de flotte bygninger af kolonistil, der pryder den indre del af byen.

Nutidens fattigdom er tydelig. Tiggere går rundt i gaderne blandt de forfaldne bygninger. Den flotte skole trænger til en kærlig hånd. Tiggerne ved, at turisterne holder til ved promenaden, hvor fine og dyre restauranter ligger side om side, og de kommer trofast hver aften for at spørge om småpenge eller madrester.

Ofte bliver vi spurgt, om vi vil købe hash eller kokain, og det har vi ingen interesse for. Cyklen er vores narkotika, men selvom vi havde lyst, er det en dum idé at takke ja, for bare det at spørge om narkotika er ulovligt i Peru, som har en meget stram lovgivning, når det drejer sig om euforiserende stoffer – og med god grund. Der er en kæmpe produktion af coca planter i Peru og markedet for kokain er kæmpestort.

Vi holder os til en øl sammen med vores nye cykelvenner. Et fransk par, der cykler fra Argentina til Columbia. Dem mødte vi på et bjergpas i Peru, hvor de havde slået lejr i 4700 meter. Siden da, har vi mødtes flere gange på vejen. Det er altid hyggeligt at mødes med andre cyklister, som virkelig forstår, hvad det vil sige at leve på cyklen. Vi deler historier, frustrationer og glæder ved livet på landevejen.


Belen markedet


Her er mennesker overalt mellem de små boder og lugten af kød og fisk, der har lagt lidt for længe i den brandvarme sol, fylder vores næsebor. Det kræver sin mand eller kvinde at gå gennem boderne med kød, uden at være ved at kaste op af den klamme varme lugt. Heldigvis er her også andre mere behagelige dufte af frisk frugt og blomster.

Belen markedet er et af de ting, du bør besøge som turist i Iquitos. Her finder du alt fra skildpadder og eksotiske junglefrugter, f.eks. den lille sure Camo Camo, til hjemmelavet tobak. Skildpadde og krokodille er truede dyrearter og det er ulovligt at fange og sælge dem, men det går mange af de lokale ikke op i, og på markedet kan du købe det hele. En delikatesse er skildpaddeæg, men du skal tage dig i agt, for æg fra store firben ligner det samme og bliver solgt til forveksling og smager ikke lige så godt.

Af princip smager vi ikke på dyr, der er truede, men vi vil ikke dømme lokale, der hele livet har levet på denne måde. Derfor går vi nysgerrigt rundt og ser på de mange interessante boder.

Vi snakker med kvinden, der ruller cigaretter af tobak, der bliver groet i området. Stak på stak af cigaretter står side om side ved hendes bod. Hun beder os snuse til tobakken, og selvom vi ikke selv ryger, så dufter frisk tobak altså godt. Vi må gerne få en smagsprøve, men den takker vi pænt nej til. Ligeledes takker kvinden nej til at blive fotograferet, men vi er velkommen til at fotografere tobakken.


Jungleturen

På cykelturen ned til Pucallpa har vi ikke set særligt mange dyr. Det første større dyr vi ser, er et dødt dovendyr, der har måtte lade livet på grund af arbejde med elnettet. Det kan vi selvfølgelig ikke leve med, så vi booker en overnatning i en hytte længere inde i junglen og håber at vi er mere heldige der. Vi bliver hentet i en lille båd, der sejler os ud af en af bifloderne til Amazonas floden.

Vores guide hedder Danny. Han er vokset op i junglen, og ved meget om dyrene og planterne. Han deler gerne ud af sin viden, men da han fortæller at der er 100.000 mennesker i Iquitos (hvor der er 500.000), bliver vi opmærksomme på, at vi nok ikke kan stole på alle de fakta han præsenterer.

På turen ud i junglen ser vi alverdens fugle, kryb, pink delfiner og aber. To oplevelser, der skiller sig ud, er nattevandring og fiskeri efter piratfisk.

Nattevandringen er egentlig en aftenvandring, men det er bælgmørkt i junglen om aftenen og vi må have pandelamper på. Junglen er levende, særligt om aftenen og natten, hvor insekterne er mest aktive. Det summer, bipper og kravler overalt.

Vi leder efter tarantel, og Danny ved, hvor den store edderkop findes. Da hele gruppen står og beundrer en særligt flot en af slagsen, som er blå og har pink “sutsko” på, spotter Katja en sort skorpion på træstammen tæt ved Martins hoved. Hun foreslår roligt, at han lige træder et skridt tilbage, og alle gisper. Danny griner nervøst, mens han fortæller at et stik af den ville gøre ondt i 24 timer og derefter ville det stoppe med at gøre ondt, fordi man ikke ville være her mere. Han gør smerte op i timer, og har tidligere fortalt os, at et stik af en bi ville gøre ondt i 3 timer.

Piratfiskeri er sjovt, og hele gruppen bliver grebet af det, da vi får pinde i hånden med en krog og et stykke kyllingefedt. Lige så snart vi kaster krogen ud i vandet, kan vi mærke at piratfiskene begynder at gumle løs på maddingen og det kræver god timing at hive pinden op på det rigtige tidspunkt. Da en fra gruppen fanger den første fisk beundrer vi de små skarpe tænder. Katja må have arvet sin fars talent for fiskeri, for hun fanger hele tre af slagsen. Til aftensmad får vi serveret stegt piratfisk.

Turen går til Ecuador

Fra Iquitos må vi endnu engang ud på Amazonas’ floder, for nu går turen til Ecuador, det 5. land på vores rejse, og efter to dage i tre både rammer vi byen Coca og begynder den 300 kilometerlange cykeltur til Ecuadors hovedstad Quito, hvor venner fra Danmark venter på os.

Vandring på Santa Cruz trekket i Cordillera Blanca

Vi tager en uges pause fra cyklerne og vandrer den velkendte vandrerute Santa Cruz, som er en 42 kilometer lang tur i den snebeklædte bjergkæde Cordillera Blanca.

Masser af billeder her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/santa-cruz-vandring

Rygsækkene er pakket, cyklerne har vi parkeret i byen Huánuco og vi sidder i en privat passagerbil på vej til byen Huaraz, der ligger 300 kilometer væk. Ruten betjenes ikke af busser, fordi vejen er i dårlig stand. Efter 12 timer i en bumlende og varm bil, ånder vi lettet op da vi ankommer til byen Huaraz og priser os lykkelige for, at vores primære transportmiddel er cyklen og ikke bilen.

Næste dag har vi det som om vi har tømmermænd, og det hjælper ikke at Katja har fået dårlig mave af den omelet, vi spiste da vi ankom sent om aftenen. Vi hviler to dage på hotellet, så Katja kan komme over sin madforgiftning, før vi gør os klar til at tage på vandretur. Madforgiftning er desværre en af de ting, vi må tage med, når vi rejser i Peru. Lige nu er scoren 2-3 til Katja…

Det er muligt at vandre Santa Cruz trekket med en guide, kok og æsler, der kan bære tasker, telt og mad, men vi foretrækker at vandre selv. Derfor fylder vi rygsækkene til randen med mad til 4 dage, gasblus, gryder, soveposer, telt og hele molevitten. Vi elsker den frihed det giver at holde pauser, når vi vil, spise hvad vi vil og sætte teltet op, hvor vi vil.

Afsted

Det er helt mørkt og lidt køligt, klokken er 5 om morgenen og vi skal med en bus ud til starten af vores trek. I Peru bliver 3 1/2 time hurtigt til 6 timer, og chaufføren bliver ved med at udskyde tidspunktet for ankomsten. Klokken er over 11 da vi når til den lille bjerglandsby, hvor sporet op imod bjergene starter. Første udfordring er at finde sporet, som til at starte med bevæger sig ned til en flod gemmen små bjerglandsbyer, hvor der ingen skilte er. Vi får hjælp af en flink mand, der råber ud ad sit vindue at vi skal gå op bagom hans hus.

Nu er det bare opad på den lille sti, som er nem at følge, fordi de æsler turgrupperne bruger efterlader et spor af æselpærer. Vi følger en lille flod op gennem en fin dal og snart åbner dalen lidt op og vi ser for første gang de smukke snedækkede bjergtoppe i det fjerne.

Maverne kilder og smilene er store ved synet, men hurtigt husker vores kroppe os på, at cykelmuskler ikke er vandremuskler. Vores rygge, hofter og lægmuskler beklager sig mere og mere for hver kilometer vi går og den tunge rygsæk gnaver i skuldrene.

Den ubudne gæst

Helt færdige i kroppen, slår vi sidst på eftermiddagen teltet op ved en lille flodbred, og starter med at lave mad. Menuen står på pasta, tun, gulerod og masser af løg og ingefær. Vi får øje på et sæt øjne udenfor teltet. De stammer fra et gråt æsel, der ser så bedrøvet ud, at det er som taget ud af historierne om Peter Plys.

Æslet bliver mere og mere nærgående, og da vi giver det gulerodsskræller, får det lyst til at undersøge hvad der er i vores telt. Det stikker hele sit store hoved ind i teltet og kigger nysgerrigt på Martin, der sidder og filtrerer vand. Det er altid hyggeligt med selskab, men da æslet gentagne gange napper ud efter slangen til vores vandfiltersystem, må vi trække en grænse og Katja går ud i mørket for at jage æslet væk.

Det høje bjergpas

Den største udfordring på ruten er et 4700 meter højt bjergpas. Efter mange måneders cykling i de høje bjerge, er vi akklimatiserede og vant til at være oppe i den højde, men alligevel er det hårdt de sidste 300m op mod bjergpasset. Vejen går stejlt op ad på store klippeflader, hvor vores efterhånden slidte sko, har svært ved at få fat. Overalt er der udsigt til store flotte bjerge. Vi kan se de mørke skyer samle sig uden foran dalen, og vi ved at der er uvejr på vej, så vi skynder os op til passet. Oppe på passet tager vi et par billeder og så er det ned igen, for bag os kommer mørke skyer tættere på.

Ubeskriveligt smukt

Det absolutte højdepunkt på vandreturen er, da vi sætter teltet op lige neden for ét af de smukke sneklædte bjerge. Teltpladsen har vi for os selv, fordi vi går ruten uden for turistsæsonen. Vi må dog vente med at nyde den gode udsigt til morgenen efter, fordi uvejret har indhentet os og regnen begynder at styrte ned. Det er som altid hyggeligt at ligge i teltet og spise chokolade og drikke te, mens regnen hamrer løs på yderteltet og vores trætte ben får et velfortjent hvil.

Vi elsker at cykle, men vi er også helt pjattede med at vandre, og den smukke tur gennem bjergene giver os fornyet energi. Vandring bringer andre tanker frem, og vi bruger meget af turen på at snakke om fremtiden og lægge eventyrlige planer. Men for nu, skal vi videre på vores cykeltur, hvor Amazonas regnskov venter.

Peru Great Divide – Oppe i bjergene, over skyerne

4994 meter står der på vores GPS. Det er det højeste vi har og kommer til at være på turen, og tanken om, at vi selv har bragt os op i knap 5000 meters højde på cykel, gør os stolte og glade. Vi cykler i Perus bjerge langs små grusveje på en cykelrute, der hedder Peru Great Divide.

Se masser af billeder fra peru her: https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/titicaca-til-great-divide og her https://katjaogmartin.dk/billeder/nggallery/peru/great-divide-til-junglen

4994 meter oppe

Bjergpasset op til knap 5000 meter er særligt hårdt med masser af nålesving og stejle stigninger. Da vi tror vi endelig er oppe, gemmer der sig en lille nedkørsel og to nålesving om hjørnet, før vi når den rigtige top. En snydetop, som vi kalder de toppe, hvor vi overraskes af endnu en top. Puha, vi pruster. Vi bliver nødt til at tage det stille og roligt og cykle 20 højdemeter ad gangen for derefter at få vejret igen. Selvom vi har cyklet i bjerge og på højsletten i flere måneder, og er godt akklimatiserede, mærker vi manglen på ilt i den svimlende højde.

Vi fejrer ”sejren” med et kys, en kiks og et billede af os begge taget med spejlreflekskameraet. Martin kravler det sidste stykke op af klipperne for at sætte kameraet, og vi jubler, da han højst sandsynligt står i 5000 meter.

Legendarisk cykelrute

Peru Great Divide er en uformel cykelrute gennem Perus bjerge, udarbejdet af et engelsk par, og er nu så velkendt, at det er et trækplaster for eventyrlystne cyklister fra hele verden. På trods af det, mødte vi blot 3 andre cyklister på de 380 kilometer vi fulgte den 1200 kilometer lange rute. Ruten er kendt for at være øde og den følger mindre grusveje gennem Perus bjerge. Du cykler derfor i smuk natur, uden at møde alt for mange biler. Enhver cyklists drøm. Den del af ruten vi har cyklet, indeholder intet mindre end 8500 højdemeters cykling. Ikke alle cyklisters drøm, men vi elsker det. Vi cykler op ad et bjergpas på mellem 4400 og 5000 meter og så helt ned til 3000 højdemeter igen. Det gentager vi ca. én gang dagligt, udover et par dage, hvor vi konstant cykler i over 4300 meters højde.

Kolde nætter

Vores varme handsker, jakker og soveposer ligger øverst i cykeltaskerne, for om natten er det koldt oppe i højderne. Vi stopper tidligere en dag – ved 15tiden. Vi er begge trætte efter mange dages hård cykling, og vi finder en fin sø at stoppe ved i 4500 meters højde. Vi sætter teltet op, synlig fra vejen denne dag, fordi vi ikke kunne finde et godt gemmested. En bil stopper og en mand i joggingtøj kommer gående ned mod os. Han giver os et sødt anisbrød, og spørger os om vi er sikre på, at vi vil sove der, fordi det bliver meget koldt om natten. Vi forsikrer ham om, at kulden er vi vant til, og at vi har gode soveposer. Da solen går ned et par timer senere, mærker vi, at han har ret. Dette sted er koldere end de andre steder vi har sovet og vi må krybe ned i både allroundsoveposen OG sommersoveposen for at holde varmen. Allerede da vi går ud for at børste tænder senere på aftenen er der frost på teltet og natten er bidende kold.

Aldrig alene

Vi har lært, at I Peru er vi aldrig alene. Lige meget hvor langt ude i bjergene vi cykler, møder vi mennesker, små landsbyer eller hyrder, der trofast passer deres lamaer, alpakaer og får. Selvom vi selv synes at vi gemmer os godt, når vi camperer, sker det, at vi vækkes af et ”Buenos Dias” (på dansk godmorgen) af en morgenfrisk rytter, der er på vej hen til sine dyr.

En morgen, får vi uanmeldt besøg af en gut på scooter, som er på vej til sit arbejde ved en nærtliggende dam. Vi står og børster tænder, da han kører helt hen til vores telt, som ligger bag nogle bakker godt 200 meter fra den lille grusvej vi kommer fra. Han tager som det første fat i vores telt og spørger ”Er teltet til salg?”. ”Hvad koster det?”. Vi forklarer at teltet ikke er til salg, da vi selv skal bruge det. Hvilket burde være åbenlyst, set i lyset af situationen. Men han insisterer på at få prisen på teltet. Teltet koster lige så meget som hans scooter og han erkender, at det nok ikke lige er vores telt han skal købe.

Ørredfarmen

Efter alt for mange dage med pasta og tun til aftensmad, bliver vi forkælet af Jennie. Vi er stoppet på en ørredfarm, hvor vi har fået nys om at andre cyklister har fået lov til at slå teltet op. Det er gratis, hvis vi køber aftensmad hos den lille restaurant, der er på området. Vi går all in og bestiller to retter ørred hver. Jennie stiller ikke spørgsmålstegn ved vores bestilling. Hun må have prøvet det før, for cyklister, der cykler bjergpas dagligt, er sultne. Vi spiser friturestegte ørreder og en ørred-”chicharron”, som er en ret med stykker af ørred med ris og kartofler. Om aftenen går vi mætte og glade i soveposerne til lyden af den rislende flod.

Vores eventyr på Peru Divide er færdig efter 10 dage i nogen af de smukkeste omgivelser i Sydamerika og junglen venter os.

Magiske Machu Picchu og besøg fra Danmark

Vi har parkeret cyklerne i Uyuni, Bolivia og stikker snuden mod Peru, hvor vi skal mødes med vores veninde Sabine og hendes søskende Anna og Jeppe.

Da vi planlagde besøget, troede vi, at vi allerede ville være i Peru på cyklerne, men fordi vi har valgt at cykle i det øde sydvestlige Bolivia, har vi brugt mere tid end forventet. Derfor lader vi vores cykler stå i Uyuni i Bolivia og rejser de 1500 kilometer til Cusco i Peru med bus. Det er en tur på godt 30 timer i fire forskellige busser.

Magiske Machu Picchu

Machu Picchu er Perus største turistattraktion. Det ses tydeligt på byen Cusco, som ligger ca. 80 kilometer væk fra den berømte ruin. Cusco bobler af liv, og vi ser flere turister end Peruvianere gå rundt i den gamle bys historiske gader. Allerede i Cusco får du et indblik i Inkaernes historie, da byen oprindeligt var Inkaernes hovedstad før Spanien koloniserede Peru og rev store dele af byen ned. Spanierne byggede kirker og andre bygninger på fundamentet af Inkaernes karakteristiske stenbygninger.

Turens højdepunkt er den fire dage lange vandretur ad Inkastien til Machu Picchu. Fordi vi er i en national park, er det et krav at alle turister følges med en guide og portere til at bære telte og mad. Det betyder at ca. 500 mennesker træder stien hver dag, 200 turister og 300 lokale guide og portere. Porterne bærer telt og mad og hele ni portere bærer vores mad og udstyr. Hver dag laver de frokost i spiseteltet, som de sætter op før vi kommer frem, og om eftermiddagen laver de vores lejr og serverer os tre retter til aftensmad. Det er luksus, men samtidig lidt for meget postyr for to cyklister som os, der er vant til at bære på vores egne ting og være fri til at slå teltet op hvor vi ønsker. Vi har det lidt svært med at se på, hvordan mændene slæber for os. På den anden side, skaber det arbejdspladser for mændene i lokalområdet. Vi må ikke gå Inkastien uden alt hurlumhejet, så vi får det bedste ud af det.

Inkastien er den oprindelige rute til Machu Picchu, som Inkaerne selv lavede og vi mærker historiens vingesus, da vi står oppe på det første bjergpas, den døde kvindes pas, på 4300 højdemeter og ser ned på de 3000 trin, der skal føre os næsten hele vejen ned til Machu Picchu. Passet hedder den døde kvindes pas, fordi det har udsyn til et bjerg, der ligner en kvinde, der ligger på ryggen. Vi ved ikke helt, hvorfor hun er død, men vi har en mistanke om, at det er alle de trapper vi netop har brugt næsten hele dagen på at gå op ad, der har taget livet af hende. Vi er i hvert fald alle medtaget efter at have gået, hvad guiden siger er rutens hårdeste etape.

På vandreturens andensidste dag, kommer vi rundt om hjørnet, og hører noget pusle i den tætte skov, hvor bladene bevæger sig. Bagbenene og halen af en stor bjergkat kommer til syne og med ét er vi alle musestille. Bjergkatten forsvinder dybere ind i skoven, men vi kan se den bevæge sig i en cirkel bagom os. I håbet om at få endnu et kig på det flotte dyr, følger vi efter lydene med bankende hjerter, men vi ser ikke bjergkatten igen.

Høje på naturoplevelsen går vi resten af vejen til aftenens lejr, som ligger ved indgangen til den sidste del af den fire dage lange vandresti. Den sidste dags vandring er kort, men dagen er lang, fordi vi står op kl. 3 om natten og stiller os i kø til indgangen til den del af vandrestien, der fører til Solporten, hvor vi for første gang har udsyn til Machu Picchu. Vi er de første, der sidder os i kø til indgangen, og det er vigtigt, fordi der er 200 andre turister, der også går på Inkastien til Machu Picchu den dag.

Vi er også de første, der når Solporten den morgen, og kan nyde den fantastiske udsigt over… skyerne. Det er overskyet, da vi forpustede kommer frem efter at have småløbet hele vejen gennem den mørke regnskov i lyset fra vores pandelamper. Kort efter letter skyerne dog og vi får det første kig på Machu Picchu. Vores guide Jorge, giver os en grundig rundvisning af området og vi er helt høje af at opleve dette fantastiske sted efter fire dages hård vandretur – og så med vores venner fra Danmark.

Efter et par dages velfortjent afslapning i Cusco siger vi farvel til Sabine, Anna og Jeppe og tager med bus tilbage til Uyuni. Vi pakker cyklerne og gør klar til eventyr i Bolivia.